Store aspirationer

KW Institute for Contemporary Art i Berlin har fået ny bestyrelse, ændret struktur og indsat en egentlig direktør. Ambitionen er at blive et af Europas vigtigste udstillingssteder.

KWs pressesoirée blev afholdt på Café Bravo, 10. oktober, 2016.
KWs pressesoirée blev afholdt på Café Bravo, 10. oktober, 2016.

Kunst-Werke i Berlin – som nu vender tilbage til det korte akronym «KW» som sit navn – fylder 25 i år og søger nu med ny ledelse og nyt finansielt fundament at genskabe sin plads som et af Europas vigtigste udstillingssteder. Stedets nyudnævnte direktør, Krist Gruijthuijsen, bød derfor velkommen til en uformel aften, hvor det nye program og profil blev fremlagt for første gang. Pressekonference var, i stedet for formatets ellers ofte golde formiddagsarrangementer, iscenesat som intimt endsige forførende aftenarrangement med boblevand og loungestemning i Café Bravo, Dan Grahams gårdpavillon.

Og ærligt talt, er det ikke ved siden af, at gribe efter et lidt mere sexet image. De sidste års chefkurator Ellen Blumensteins (2013-16) gode intentioner om mere græsrodsorienteret programlægning forsvandt hurtigt i en høj frekvens af parallelle programflader, som, trods gode udstillinger iblandt (eksempelvis med João Maria Gusmão & Pedro Paiva), skabte generel forvirring og blokerede for en mere præcis programlægning. Efter Susanne Pfeffers (2007-12) program med forholdsvist eksklusive og internationalt rettede (solo)udstillinger (med bl.a. Sergej Jensen og Wael Shawky), virkede Blumensteins inkluderende udstillingsformater som en oplagt strategi, men led af enorm underfinansiering. Alle var inviterede til at være med, men uden penge kom den velmente invitation hurtigt til at fremstå som en bjørnetjeneste.

Med sine mange, centralt beliggende kvadratmeter burde KW udgøre et tilbud i kulturbyen Berlin – ikke bare være seismograf. Og det er her, at der over det seneste år er sket en del tiltag i kulissen. Berlinbiennalen og KW, som hidtil har været én organisation, er formelt blevet delt i to. Stillingen som (chef)kurator for KW er således blevet opgraderet til en egentlig direktørstilling, der igen er bakket op af en ny stærk bestyrelse med sværvægtere i tysk kulturpolitik som bl.a. Olafur Eliasson og kunstsamler Julia Stoschek ombord. Bestyrelsen har gjort et stort lobbyarbejde og skabt en bedre økonomi for KW, blandt andet ved at sikre hårdt tiltrængte støttemidler fra Berlins senat.

Det nye kunstneriske team på KW Institute for Contemporary Art. Fra venstre: Anna Gritz, Tirdad Zolghadr, Maurin Dietrich, Krist Gruijthuijsen (direktør), Cathrin Mayer, Leaver-Yap, Marc Hollenstein.
Det nye kunstneriske team på KW Institute for Contemporary Art. Fra venstre: Anna Gritz, Tirdad Zolghadr, Maurin Dietrich, Krist Gruijthuijsen (direktør), Cathrin Mayer, Leaver-Yap, Marc Hollenstein.

Det er således med stærke nye kort på hånden, at den netværksstærke, ambitiøse og forholdsvist unge, hollandske kurator Gruijthuijsen, som kommer fra Grazer Kunstverein, starter sin stilling. Og hans programtiltag er lovende. Først og fremmest bruger han direktørrollen til at distribuere det kuratoriske ansvar på KW. I modsætning til de tidligere chefkuratorer kan Gruijthuijsen i egenskab af direktør i højere grad sætte «et hold». En ny kuratorstilling er besat af tyske Anna Gritz, som udover en kort vej omkring Berlins Schinkel Pavillon sidst slog sine folder i London. Dertil er teamet beriget med de mindst lige så interessante associerede kuratorer: Ila Leawer-Yap og Tirdad Zolghadr.

Kuratorisk distribution sås der dog – måske naturligt nok – ikke så meget af på selve pressekonferencen, hvor det forblev svært at vide, hvem der arbejder med hvilke programdele, da Gruijthuijsen alene førte ordet. Og programmet bærer også tydeligt præg af hans egen kuratoriske profil. Blandt andet vil Gruijthuijsen bruge den ældre amerikanske kunstner Ian Wilson som klangbund for sit første års program, hvilket resonerer med, at Wilson i Graz var italesat som en overordnet «totem» for de fire års samlede program – en kunster som er kendt for siden 1968 radikalt at have frasagt sig enhver form for objekt og i stedet iscenesat samtalen og udvekslingen som sit værk. Gruijthuijsen genbruger også elementer fra Kunstverein i Amsterdam – en banebrydende alternativ udstillingsplatform, som han var med til at grundlægge i 2009. Som parallel til Kunstvereins bar med navnet «Bob’s Your Uncle» får KW en torsdagsbar med titlen: «Bob’s Poco Bar», ligeledes skabt i samarbejde med den 70-årige US-kunstner (bl.a. scenograf for flere Guy de Cointet teaterstykker) Robert Whilhite.

Der bygges også videre på KWs historie. Gruijthuijsen beskriver programmet som «kunstnercentreret» med henvisning til KW som et kunstnernes hus. Blandt andet fortsættes nu en serie af ældre, bestandige kommissionerede kunstindgreb i huset, som Blumenstein delvist fik gravet frem bag gipsvægge og puds. Ligesom der er stort fokus på konceptuelle praksisser i form af «artists’ artists». Udover at bruge Wilsons praksis som nav for udstillingsprogrammet kurateres eksempelvis en gruppeudstilling sammen med amerikanske Jason Dodge (som også har været inviteret til Graz). Dodge er – ved siden af hollandske Willem de Rooij – ét af de vægtige, internationale navne fra den lokale berlinske kunstscene, som er inviteret ind i første års program.

Adam Pendleton, Becoming Imperceptible, installation view, MCA Denver, 2016.
Adam Pendleton, Becoming Imperceptible, installation view, MCA Denver, 2016.

Dertil sættes fokus på grafisk design. Gruijthuijsen nævner en passant, at dette modsvarer den høje aktivitet indenfor netop dette fag i Berlin. Heriblandt præsenteres det mangfoldige univers af typografiske genstande samlet af kunstner-og-grafisk designer Paul Elliman i foråret, og igen (efter flere kulsejlede tiltag) forsøger en ny direktør at etablere en boghandel med vægt på egen publikationsproduktion. Et initiativ som er kærkommet i KW, der de seneste år har udgivet meget lidt. Eksempelvis er kernefigur og polyglot (kunstner, musiker, grafisk designer) Will Holder inviteret til at skabe et publikationsprojekt både «on the page» og «on site» gennem hele 2017.

Spørgsmål som står tilbage er, hvordan eller om det overvejende mandlige, «hvide» program (med nominelt flest US/UK/AU/DE/NL-kunstnere) afspejler lokalt presserende og internationalt politiske spørgsmål af i dag? Til pressesoiréen nævner Gruijthuijsen selv intentionen om at etablere «relationship to the other» og «notions of cultural adaption» som fokuspunkter. Unge afroamerikanske Adam Pendleton og den irakiske kunstner Hiwa K (nu household name, som deltager på Documenta 14) er undtagelser her; men så vidt jeg kan tælle er kun tre ud af de atten kunstnernavne kvindelige (Andrea Büttner, Hanne Lippard og Lucy Skaer).

Et andet spørgsmål er, hvordan de mange programdele vil udspille sig. Ved siden af de længere spor skal husets cirka tre parallelle udstillinger i henholdsvis forår, sommer og efterår/vinter åbne forskudt og de mange temporaliteter understreges med korte programcæsurer mellem sæsonerne, hvor en performativ event skal fejre «pausen». Yderligere øges den høje aktivitet med ugentlige events under navnet The Weekends, den nævnte torsdagsbar og med en intention om at gå ud i byen med diskursive programtiltag. Enormt energisk og ambitiøst men også muligvis spredt – ét af problemerne ved de sidste års programlægning var, som sagt, den eklektiske mangfoldighed. Men mon ikke det løser sig. Som en journalist fra et af Berlins dagblade mumlede, da vi mødtes i efterårsregnen på Auguststraße, er dette jo stadigt «gratis» intentioner. Og der er plads til begejstring, selvom husets fødselsdag i første omgang er udsat, hvilket har købt forberedelsestid via renovationsarbejder og etablering af ny indgang. Så fra og med januar 2017 kan vi – med nye midler, øget udstillingspersonale og strammere fokus – glæde os til et strategisk og veloplagt program af vægtige og etablerede kunstnernavne, som forhåbentligt vil være med til at genskabe KWs internationale position med aspirationer på højde med ICA i London eller Artists Space i New York.

Hiwa K, This Lemon tastes of apple (still).
Hiwa K, This lemon tastes of apple, 2011 (still).

Leserinnlegg