Kunsthal Charlottenborg, København
Nyhet 29.08.12

– Skabte en international kunsthal

Corso Multisala, udstillingsfoto fra Kunsthal Charlottenborg, 2011. Foto: Anders Sune Berg.

I gårsdagens pressemeddelelse fra Kulturministeriet i anledning af Mark Sladens fratrædelse fra Kunsthal Charlottenborg forlyder det om fusionen, at den tilgodeser «at den uddannelse, forskning og udvikling, der sker på Billedkunstskolerne, indgår i et tættere samspil med Kunsthal Charlottenborgs udstillinger. Charlottenborg skal dog samtidig være et udstillingssted for en bredere offentlighed – med kunstnerisk autonomi og spillerum.» Spørgsmålet er om Mark Sladen og Kunsthal Charlottenborg overhovedet har haft det fornødne «spillerum» til at udvikle sig som institution fra start af. Kunstkritikk har talt med kurator for Statens Museum for Kunst, Marianne Torp og kunstneren Mikkel Carl og bedt dem komme med deres syn på Sladens aftrædelse samt vurdere Mark Sladens betydning for det danske kunstliv.

Marianne Torp – kurator ved Statens museum for kunst

Har Mark Sladen efter din mening haft tilstrækkeligt med tid og opbakning til at udvikle Kunsthal Charlottenborg? Har han haft spillerum?

Jeg synes måske snarere man kan tale om at han taget sig et spillerum mod alle odds. Spillerum kræver for eksempel en økonomi, hvilket han jo ikke har haft. Jeg synes Mark Sladen har grebet opgaven an på med en faglig autoritet og integritet, som har været enorm væsentlig for hele den danske scene. Han har leveret et imponerende program på et urimeligt lille udstillingsbudget. Det er meget, meget ærgerligt, at han ikke fortsat skal være del af det danske kunstliv.

Marianne Torp. Foto: SMK Foto.

Hvordan vurderer du Mark Sladens indsats? Hvad har han betydet for den danske kunstscene?

Jeg synes Mark Sladen har bidraget med et andet blik – både på den danske og udenlandske kunst. Han har introduceret udenlandske kunstnere, som ikke har været vist i Danmark, men han har også peget på danske kunstnere og deres betydning på en måde, som danske institutioner i nogen grad har forsømt at gøre. For eksempel den aktuelle semi-retrospektive udstilling med Joachim Koester, som er en betydelig dansk kunstner, der har udstillet over det meste af verden, men som aldrig har haft en større udstillingsmanifestation i Danmark. Det har Sladen haft blik for og på den måde har han bidraget helt enormt – i virkeligheden også til dansk kunsts forståelse af sig selv. Jeg har fulgt Joachim Koester nøje, men alligevel var det en kæmpe oplevelse at se Charlottenborgs udstilling med ham, fordi den formåede at præsentere hans projekt med en helt ny dybde.

Man kan i det hele taget fremhæve Sladens satsning på store monografiske præsentationer, hvor et kunstnerskab bliver foldet helt ud. Det er faktisk heller ikke noget vi ser i helt så stor stil i det danske udstillingsbillede. Jeg synes han har evnet at tænke hele kunsthalstanken i en nærmest germansk forstand, a la de tyske kunstvereins, hvor der netop er tradition for at give en kunstner chancen for at præsentere sit værk optimalt. Det har manglet i København, hvor man oftere ser gruppeudstillinger end man ser de store gennemarbejdede monografiske udstillinger. Disse soloudstillinger bidrager med en meget dybere og meget mere reflektionsbåren indsigt i en kunstners produktion. Det er et uhyre vigtigt udstillingsformat at have på en kunstscene.

Joachim Koester, Maybe One Must Begin with Some Particular Places, 2012. Installationsfoto, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg.

Samtidig vil jeg også gerne komplementere Sladen for hans faglige og sociale engagement i den danske kunstscene. Han flyttede hertil og har i den grad deltaget i og bidraget til miljøet. Det har man jo også kunne se med de store ferniseringer på Charlottenborg – hvor han har været med til at skabe en åbenhed på scenen.

Jeg synes også godt man kan klandre den modtagelse, han har fået i Danmark. Han har været her i to år og har kørt sit eget program i 1,5 år. Det er urimeligt at vurdere noget efter så kort tid. Jeg synes også, at denne sørgelige sag viser, at det eneste succeskriterie danske institutioner efterhånden vurderes på er deres evne til at tiltrække publikum. Det er meget ærgerligt, at det alene var Charlottenborgs forholdsvis lille besøgstal, som blev diskuteret i foråret. Det er på tide at formulere andre parametre for kunstinstitutionernes succes, fx kvaliteten af deres udstillinger og deres evne til at skabe betydning og motivation for en lokal scene og for at vække opmærksomhed i en international sammenhæng. Det har Sladen faktisk har gjort, måske endda bedre end nogen anden dansk institution. Det er helt urimeligt, at man har overset det. Joachims Koesters udstilling får uden tvivl en stor betydning, ikke alene for udviklingen af kunstneres eget projekt, men også som inspiration for andre og for hele den institutionelle reception af hans produktion. Udstillingen med Simon Starling sidste år inkluderede en stor nyproduktion, hvor Starling direkte forholdt sig til og reflekterede over et ærkedansk fænomen, nemlig Marionet Teatret i Kongens Have. Det er altså ret fantastisk, at en højprofileret international kunstner laver et værk med en dansk forankring – resultatet var fremragende, og Statens Museum for Kunst har faktisk erhvervet værket til museets samling med hjælp fra Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet. Jeg nævner blot dette som eksempler på, hvordan Sladens udstillingsprogram har været en succes og har genereret betydning. Da Charlottenborg blev reformuleret og fik en professionel bestyrelse for år tilbage var formålet at skabe en international kunsthal. Hvis ikke det er lige præcis det, som Mark Sladen har leveret med sit program på blot 1,5 år, så ved jeg ikke hvad det er.

Mikkel Carl – kunstner, freelance kurator og skribent

Har Mark Sladen efter din mening haft tilstrækkeligt med tid og opbakning til at udvikle Kunsthal Charlottenborg?

Mikkel Carl. Foto: Kopenhagen.

Jeg kan huske, jeg interviewede ham den første dag på jobbet, og at jeg for mig selv tænkte: «Gad vide om han egentlig ved, hvad det er, han går ind til? Han kender selvfølgelig til Charlottenborgs umiddelbare historie, men forstår han, hvordan kunststøtten egentlig fungerer her i Danmark?» Man kunne jo forledes til at tro, at fordi vi har et system, der primært af finansieret af det offentlige, betyder det samtidig, at vi holder hånden under dem, vi vælger at ansætte – i modsætning til en privat funderet institution, hvor en given sponsor måske hurtigere bliver utilfreds med, at firmaets brand ikke er synligt nok. Men sådan er det altså ikke. Nærmest tværtimod, fristes man til at sige. Det beviser jo med al ønskelig tydelighed den af Kulturministeriet dikterede sammenlægning med Kunstakademiet, som resulterede i Mark Sladens mere eller mindre tvungne afgang. Det er en typisk dansk situation, der fundamentalt set handler om manglen på visioner. Vi vil ganske enkelt ikke betale det, de koster.

Hvad har Mark Sladen betydet for den danske kunstscene?

Nina Beier, The Demonstrators (Sinking Bulb), 2011. Foto: Anders Sune Berg.

Hvis vi ser på det konkrete udstillingsprogram, vil jeg fremhæve hans valg af Simon Starling. En udstilling med to store nyproduktioner, hvoraf det ene oven i købet er lokalt forankret. I værket Ekspeditionen var Marionet Teatret fra Kongens Have genskabt inde på selve Charlottenborg. Simon Starling har længe haft en international karriere, og længe været et vigtigt referencepunkt på den danske kunstscene. Det var derfor helt essentielt at Charlottenborg endelig gav ham muligheden for en større præsentation. I Kopenhagens publikation Ny Dansk Kunst 2012 er der flere fremtrædende personligheder på den danske kunstscene, der har udpeget netop den udstilling, som en af det forgangne års vigtigste begivenheder. Og personligt vil jeg tillade mig at mene, at udstillingen Corso Multisala med det schweiziske kunstkollektiv New Jerseyy, er omtrent det mest originale, nogen større dansk kunstinstitution har præsteret i mange år. Den blev da også fremhævet på den for tiden meget vigtige blog Contemporary Art Daily. Det er ikke mange danske udstillinger, man ser her. Corso Multisala var altså en institutionel satsning af format, og det af flere grunde. Der har sikkert ikke været så farlig mange ikke-kunstfaglige personer inde og se den, for det var jo i høj grad en udstilling, der handlede om, hvad det overhovedet vil sige at lave en udstilling. Således reflekterede den en blomstrende, ung schweizisk kunstscene, som er stort set ubeskrevet i Danmark, men som netop nu er med til i den grad at sætte sit præg internationalt. Den måde udstillingen fungerede på – en helt anderledes værkontologi, end vi er vant til, og så selve det metastrukturelle greb om gruppeudstillingen – er rystende nyt. Og åbenbart i særdeleshed for det danske publikum. Men at Kunsthal Charlottenborg alligevel valgte at begive sig ud på så dybt vand, siger noget om Mark Sladens format. Det samme gælder det ambitiøse researchprogram og eksempelvis visningen af danske Nina Beier. Indtil da var hun nærmest ukendt i Danmark, men i år kunne man på Art Basels Art Unlimited se Tragedy (2011), værket med det ægte tæppe og den veldresserede Golden Retriever, som var – eller i hvert fald burde have været – et tilløbsstykke på hendes udstilling på Kunsthal Charlottenborg. Og tag Clemens von Wedemeyer, der over flere omgange præsenterede noget af det mest gennemførte videokunst, jeg har set længe. Han udstiller for tiden på dOCUMENTA (13). Meget mere kan man næsten ikke forlange. I mine øjne har Kunsthal Charlottenborg med Mark Sladen i spidsen formået at skabe netop den internationale kunsthal, vi gik og drømte om. Det, der nu er sket, er et sandt mareridt.

Kunstkritikk har tidligere kommenteret Kunsthal Charlottenborgs fusion med Kunstakademiet.

  1. Innlegg fra Yvette Brackman

    A lack of vision from the cultural ministry, small-minded number crunching and succumbing to pressure from officials has led a series of dumb downsizing decisions. I completely understand Mark Sladen’s decision. What he managed to contribute to Danish Art life under less than optimal conditions during his short tenure is monumental and transformative. Thank you Mr. Sladen for your exceptional contribution to art and culture in Denmark. You will be missed!!

  2. Innlegg fra thierry geoffroy /colonel

    probably Carlsberg will transform Charlottenborg into a marketting spot in Nyhavn and offer to build a Kunsthall in Vesterbro , so we are just observing different phase of a pre – written script happening on 3 or 4 years , why not to go directly to debate that

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!