Statens Kunstfond
Nyhet 03.10.16

Initiativet skal komme fra kunstnerne

Varde Biblioteks bogbus med kunst udført af Janus Høm, som også står bag i  alt tre bogværker, som kan lånes i boghusen. De har titlen «Kassationspoesi» og kan lånes på biblioteket med et almindeligt lånerkort. Bøgerne er opstillet under faggruppenummer 73: Skulptur. Støttet af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Varde Biblioteks bogbus med kunst udført af Janus Høm, som også står bag i alt tre bogværker med titlen «Kassationspoesi», som kan lånes på biblioteket. Bøgerne er opstillet under faggruppenummer 73: Skulptur. Støttet af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Vi vil virke igangsættende! Sådan lyder hovedbudskabet i den vision, som i dag fremlægges af Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst – det udvalg, som varetager uddelingen af arbejdslegater, præmieringer og hele det kæmpemæssige område, som kaldes kunst i det offentlige rum. Især visionen i forhold til sidstnævnte rummer nye takter.

Det nuværende udvalg, som tiltrådte januar 2016 – bestående af billedkunstner Søren Taaning, billedkunstner Ane Mette Ruge, billedkunstner Eva Steen Christensen, kurator Jacob Fabricius og billedkunstner Mikkel Carl – råder i 2016 over i alt 34.1 millioner kroner. Heraf har udvalget valgt at uddele arbejdslegater for 18,7 mio. kr. og præmieringer for 1 mio. kroner. I alt 14.4 mio kroner er afsat til indkøb af kunst og kunst i det offentlige rum.

Ifølge udvalgets formand, Søren Taaning, angår «det igangsættende» alle de tre områder, som udvalget varetager:

– I forhold til arbejdslegater betyder «igangsættende», at udvalget har valgt at dele langt flere legater ud end man tidligere har gjort. Det samlede beløb er omtrent det samme, men der deles mange flere legater ud i mindre portioner, hvilket blandt andet betyder at yngre kunstnere også kan modtage en anerkendelse på et tidligere tidspunkt, hvor 50.000 fra Statens Kunstfond kan gøre en betydelig forskel, udtaler Taaning til Kunstkritikk.

Hvad angår præmieringerne, så har udvalget også kigget på udstillinger, som finder sted udenfor de traditionelle kunstinstitutioner. Denne prioritering har allerede været synlig fra starten af dette udvalgs virke, hvor det har været mærkbart, at flere af landets kunstnerdrevne steder er blevet præmieret det sidste halve år.

Søren Taaning, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Søren Taaning, formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Hvad er baggrunden for, at I prioriterer det igangsættende? Synes I at den danske scene mangler noget mere eksperimenterende?

– Det handler om, hvad man skal bruge kunststøtten til. Det specielle ved den statslige støtte er, at det er frie midler. Vi er netop ikke bundet af nogen fundats, som angiver særlige retningslinier i forhold til tematikker, medier eller andet. Vi skal blot sørge for at uddele til hele landet til glæde for så mange som muligt. Man kan også sige, at vi skal være med til at skabe så mange kvalitative møder mellem kunst og borger som muligt. Derfor giver det mening, at vi stimulerer den eksperimenterende tilgang til kunsten. Og i forhold til kunsten i det offentlige rum, så vil vi gerne være med til at støtte den kulturelle revolution, som findes lige nu blandt kunsten. 

Hvad tænker du på her?

– Jeg synes man ser en masse kunstnere, som er interesserede i at arbejde uden for det, man kan kalde det neutrale rum – altså udenfor det traditionelle kunstrum på museer og andre institutioner. De vil gerne lave egne steder, men de vil især gerne ud og blande sig i det offentlige rum. Vi vil gerne være med til at støtte disse initiativer, også fordi det ser ud til at mange kommunale beslutningstagere har en lidt diffus forståelse af, hvad man kan bruge Statens Kunstfond til. Så i stedet for kun at vente på, at en given borgmester finder på, at et eller andet sted skal udsmykkes og dernæst spørger Statens Kunstfond om at vurdere om det er et kunstnerisk egnet sted, så vender vi processen på hovedet og opfordrer  kunstnerne til også at tage initiativet. Nu har kunstnerne mulighed for selv at pege på steder eller situationer, dér hvor de befinder sig og alligevel går rundt og spotter mulighederne. De skal så finde en lokal partner på stedet – den lokale skole eller politistationen – som er interesseret i projektet og samarbejdet. Vi tror, at det kan bevirke, at kunsten i højere grad bliver et resultat af en lokal dialog og dermed forankres langt bedre, dér hvor den finder sted, siger Taaning.

Fremover vil kunstnerne kunne være opsøgende i forhold til at etablere lokale samarbejder og søge midler fra den såkaldte «Skitsepulje». Udover den økonomiske støtte, så er tanken, at Statens Kunstfonds tilsagn om at støtte en indledende skitse vil virke som et blåstempel og at anerkendelsen vil gøre det lettere at rejse flere midler lokalt. Samme tankegang ligger bag den anden pulje, Pilotprojekt, hvor man kan søge om støtte til at iværksætte en konkret kunstopgave i det offentlige rum på en slags forsøgsbasis med henblik på at gennemføre den i større skala.

– Hvis nu man for eksempel har udtænkt et nyt koncept for en hel landsby, så kan Statens Kunstfond jo ikke finansiere hele projektet. Men via Pilotprojekt-ordningen kan vi måske give støtte til at etablere det futuristiske cykelskur ved stationen og så er vi ligesom i gang. På den måde kan ordningen støtte det vigtige startskud, udtaler Søren Taaning. 

Den nye vision lægger også op til en ny forståelse af kunsten i det offentlige rum. Er det et mere rummeligt begreb – handler det mere om kontekster end steder?

– Ja helt sikkert. I og med at vi opfordrer til at kunstnerne selv tager initiativet, så kan de også foreslå projekter, som ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i et sted, men kan være en situation, en kontekst eller en problemstilling. Hvis vi i kunstfonden i højere grad kan støtte de ideer, som i forvejen opstår blandt kunstnerne, så tror jeg vi i langt bedre kan facilitere de gode kunstmøder, som vi gerne vil opnå. Det handler om at få den danske entreprenørånd blandt kunstnerne, som vi kender fra eksempelvis de kunstnerdrevne steder, til at vokse i skala, så det også slår igennem i kunsten i det offentlige rum. I USA ser man eksempler på den slags, hvor kunstnerprojekter påvirker hele byer. I den ene ende af skalaen har man Chicagos Milennium Park, hvor en by investerer massivt i en park med kunstneriske fyrtårne som motiv for en byudvikling i Downtown, som er blevet en succes. Og i Detroit står Power House Production bag, hvad man kunne kalde, en slags langsom genrejsning af den forladte og økonomisk detroniserede by. De bruger de «gratis» tomme huse, som står overalt i byen. De har for eksempel bygget et teater op ved at rive hele indmaden ud af et helt almindeligt byhus. Tænk hvis de 12 millioner kroner, man bruger på at rive huse ned på Lolland, blev brugt på den måde.

Squash House i Detroit er et gartneri og et sted for sportsaktiviter og er projekt af Power House Production. Det er skabt af  kunstner Graem Whyte og arkitekt Charlie O’Geen er centreret omkring squash - både som sport og som grøntsag.

Squash House i Detroit er et gartneri og et sted for sportsaktiviter. Det er initieret af Power House Production og skabt af kunstner Graem Whyte og arkitekt Charlie O’Geen. Stedet er centreret omkring squash – både som sport og som grøntsag.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!