Nyhet 18.01.16

– Ingen anden udvej end at sige op

Stine Hebert holder velkomsttale i anledning af  Det Fynske Kunstakademis 70 års jubilæum 4. december, 2014.

Stine Hebert holder velkomsttale i anledning af Det Fynske Kunstakademis 70 års jubilæum 4. december, 2014.

At Det Fynske Kunstakademi den 11. November sidste år skulle udsende en pressemeddelelse med overskriften «Stine Hebert træder af som rektor for DFK» kom som en overraskelse for de fleste, som følger udviklingen på den danske kunstscene.

I de mindre end tre år (siden marts 2013) hvor Hebert har stået i spidsen for akademiet, har hun fremtonet som en særdeles engageret leder, der har arbejdet i døgndrift for det lille selvdrevne akademi, som er beliggende i Odense og siden stiftelsen i 1972 (på grundlag af en privat tegne- og maleskole fra 1944) har leveret sin del vigtige kunstnerskaber til den danske og internationale kunstscene – Peter Martensen, Tue Greenfort, Lasse Lau, Gudrun Hasle, Lise Harlev, Ditte Ejlerskov, Pernille Kapper Williams, Lasse Schmidt Hansen, Nanna Debois Buhl, Koh-i-noor og Ditte Gantriis, for blot at nævne nogle. 

Meget klogere blev man ikke af presseteksten, som anførte at Hebert havde «valgt at fratræde sin stilling som konsekvens af manglende klarhed over de politiske ambitioner for akademiets fremtid, der har vanskeliggjort ledelsen og udviklingen af institutionens visioner.»

Kunstkritikk prøvede dengang at tale med Hebert, som dog ikke kunne udtale sig om sagen. Men med referencen til de manglende «politiske ambitioner» for stedets fremtid pegede pilen på det lokale byråd, altså Odense kommune, som står for hovedparten af driftstilskuddet til akademiet. En antagelse, der er blevet bestyrket over de sidste par måneder, blandt andet af Rune Gade, som i dagbladet Information den 18. December bemærkede følgende om Heberts afgang og situationen på akademiet: «Der er næppe nogen tvivl om, at det også her handler om manglende vilje til at prioritere akademiet økonomisk. Med andre ord en form for indirekte sparekrav, som rammer uddannelser inden for billedkunsten.»

Evaluering af skoleudstilling, Det Fynske Kunstakademi, 2013.

Evaluering af skoleudstilling, Det Fynske Kunstakademi, 2013.

Det Fynske Kunstakademi har status af videregående uddannelse og finansieres via driftstilskud fra Kulturministeriet, Odense Kommune og fundraising. Over en årrække har Det Fynske Kunstakademi formået at opbygge en selvstændig og international profil, som adskiller sig fra de to andre af landets kunstakademier. Helt præcis hvilken fremtid akademiet går i møde, har man altså ikke kunnet få mere information om. Det gælder også for de studerende og personalet på stedet, som heller ikke har kendt til baggrunden for, hvorfor den ellers dedikerede rektor pludselig fandt det nødvendigt at forlade den uddannelsesinstitution, hvortil de studerende indskrives til en 5-årig kunstnerisk uddannelse.

De sidste par dage har nye oplysninger svirret omkring akademiets situation og denne gang, da Kunstkritikk henvendte sig, ville Stine Hebert gerne udtale sig.

Hvad er det, der gør, at du nu kan tale offentligt om årsagen til din fratrædelse?

En journalist fra Fyens Stiftstidende har bedt kommunens kulturforvaltning om aktindsigt i den proces, der går forud for min aftrædelse. Akademiets ledelse har samtidig valgt at informere personalet og de studerende om forholdene før de fik det at høre andetstedsfra. Så nu er den overvejende årsag til min fratrædelse kendt af hele institutionen.

Hvad var det så der skete?

Det Fynske Kunstakademi, studerendes atelier.

Det Fynske Kunstakademi, studerendes atelier.

I midten af september indkaldte Odense Kommunes kulturchef, Ellen Drost, til et ekstraordinært bestyrelsesmøde uden dagsorden. På dette møde blev bestyrelsen og jeg orienteret om de fremtidsplaner for akademiet, som kommunen øjensynligt arbejdede på. Det forlød, at de var i forhandlinger med Syddansk Universitet om en såkaldt «indlejring» af akademiet i universitetet. Vi fik også at vide, at der ikke var nogen tidshorisont på processen, men at der skulle være tavshedspligt så længe det stod på. Dertil kom, at dette blot var en «orientering» og at vi endnu ikke var inviteret til at deltage i nogen af de pågående forhandlinger eller processer. Vi ville blive indkaldt senere.

Det var noget af en udmelding for sådanne processer kan jo tage måneder og år. Uanset blev det forventet af bestyrelse og rektor, at vi fortsatte arbejdet som om intet var hændt – optage nye studerende og ansætte ny professor og så videre. Det følte jeg ikke, jeg kunne forsvare – at «blive forhandlet» uden at kunne deltage i processen, samtidig med at skulle bedrive daglig ledelse og træffe beslutninger om fremtiden uden at kunne forklare mig. Det blev et troværdighedsproblem at gå på arbejde hver dag og tilbageholde disse oplysninger. Jeg følte mig fuldkommen handlingslammet og så ingen anden udvej end at sige op.

Studerende Erwin Kuchta på akademiet, da det havde til huse i Læssøegade 86. Foto viser akademiets 1. sal, hvor der var tegne- og malerum, 1970. Foto: Jens Uffe Rasmussen.

Studerende Erwin Kuchta på akademiet, da det havde til huse i Læssøegade 86. Foto viser akademiets 1. sal, hvor der var tegne- og malerum, 1970. Foto: Jens Uffe Rasmussen.

Det er ingen hemmelighed, at Det Fynske Kunstakademi har kørt på pumperne i årevis. Alle medarbejdere er ansat i deltidsstillinger for at få det til at løbe rundt. En sådan «indlejring» i et universitet i en eller form kunne måske også være akademiets redning?

Det vil jeg slet ikke afvise, at det kunne være. Det sker jo for akademier udenfor Danmark i stor stil. Det, som gør situationen kompleks er måden hvorpå dette er blevet gjort – uden om akademiet og det faglige input herfra.

Det Fynske Kunstakademi valgte år tilbage at blive udenfor Bologna-reformen, som ellers har gjort sit indtog på mange andre akademier i Europa, og som automatisk har tilnærmet en universitetslignende struktur på kunstuddannelsen. At indlejre Det Fynske Kunstakademi under et universitet er derfor en mere radikal forandring af institutionen end det havde været mange andre steder, hvor man allerede er med i Bologna-aftalen. Dertil kommer, at Det Fynske Kunstakademis uafhængige status har været en vigtig del af skolens profil de seneste par år, og et aspekt, som jeg er overbevist om også har muliggjort samarbejder med højtprofilerede internationale partnerakademier som specifikt har haft interesse i akademiet pga. dets alternative karakter, der giver frihed til andre arbejdsformer end der eksisterer mange andre steder. For os har det været en måde at vende det til en fordel at være en lille skole i provinsen, som til gengæld besidder stor selvbestemmelse og et stærk studenterdemokrati.

Det Fynske Kunstakademi, 2014.

Det Fynske Kunstakademi, 2014.

Det Fynske Kunstakademi skulle alligevel til at genforhandle driftsaftale med kommunen i 2016. Så det havde været en anden situation, hvis kommunen havde henvendt sig og sagt; «Vi er nødt til at finde en ny finansieringsmodel for akademiet» – og så inviteret os med ind i processen omkring at tænke i alternative løsningsmodeller. Dette med at kommunen har talt med Kulturministeriet og Syddansk Universitet om akademiets fremtid uden at indvie os på nogen måde eller inviteret os ind til forhandlingerne, er jeg meget skuffet over. Samtidig har vi i Danmark haft en tradition for uafhængige kunstakademier og kunstuddannelser i øvrigt – filmskole, teaterskole etc. – og sådan en udvikling for det ene af landets tre kunstakademier, mener jeg kræver en diskussion på landsplan angående, hvad det er vi vil med kunstuddannelserne i Danmark.

Når man kigger på det udefra forekommer det mærkeligt, at en by som Odense, der ligger udenfor hovedstadsområdets mange kulturtilbud og uddannelsesinstitutioner, ikke bryster sig af faktisk at være en by, hvor der findes et kunstakademi – tilmed et kunstakademi, der, udover adskillige gode billedkunstnere, desuden har fostret verdensstjernen Mø, Lucy Love og andre popstjerner, hvis vi endelig skal tale om det i branding-termer? Hvorfor tror du, ikke man gør det?

Jeg tror den lokale stolthed over akademiet mest ligger på et symbolsk niveau. Da akademiets primære arbejde jo er introvert af natur – at uddanne billedkunstnere – kan det lokalt opfattes abstrakt og elitært i modsætning til en kunstinstitution som producerer begivenheder for et publikum. Hvis man ser på modellen for sammenlægningen af de institutioner, der for nyligt er resulteret i stormuseet Brandts, så ser man Odense ønsker en stor folkefest. Og det kan det jo være lidt svært at leve op til som videregående uddannelsesinstitution. Men for at få fest og et attraktivt bymiljø, må man også støtte vækstlagene og grobunden, og i mine øjne er et kunstakademi et fantastisk instrument til at skabe byudvikling og et økosystem for et rigt kulturliv.

Kim Kim, studerende på akademiet, optræder til Det Fynske Kunstakademis 70 års jubilæum i 2014. Foto: Mikkel Congo Christensen.

Kim Kim, studerende på akademiet, optræder til Det Fynske Kunstakademis 70 års jubilæum i 2014. Foto: Mikkel Congo Christensen.

Omvendt må man spørge, har akademiet været for dårlig til at nå byen, lokalmiljøet? Når du kigger tilbage, kan du så overveje om I har været for ‘internationale’ for den lokale situation, fx det med at engelsk er stedets officielle sprog. Var det en fejlberegning fra jeres side?

Jeg ser det på denne måde: Vi har haft en intern arbejdsform, som har handlet om, at markere skolen kvalitativt og internationalt. Netop fordi akademiet ligger udenfor hovedstaden har vi skulle gøre noget særligt for at kunne tiltrække interessante, internationale studerende og undervisningspersonale. Det handler den engelske kommunikation og generelle professionalisering om. Samtidig er de studerende og ansatte på Det Fynske Kunstakademi dybt engagerede i at markere skolen lokalt. De har medvirket i utallige lokale events og samarbejder, og akademiet har de seneste år lavet mange projekter der har haft fokus på at skabe opmærksomhed og kontakt til byens borgere. Faktisk i et sådan omfang at det næsten har været et problem, fordi der har eksisteret en urealistisk forventning om, hvor meget akademiet skulle byde ind med. Med begrænsede ressourcer er det en udfordring at levere når kerneydelsen jo er uddannelse.

Du fratrådte ved årsskiftet og har ikke din daglige gang på stedet mere. Hvad håber du for akademiet i den givne situation?

I og med at akademiets studerende og personale nu er orienteret om planerne, så håber jeg, at der kan blive en mulighed for at påvirke processen. Jeg har stor kærlighed til den skole, så jeg håber at der endnu er tid til at komme med i dialogen og ikke mindst få de kunstfaglige synspunkter med i processen.

Studerende i akademiets huggegård, som lå i gadeplan og var en del af Brandts Klædefabrik, hvortil akademiet flyttede ind i 1984. Billedet er taget i 1988, samme år som akademiet kommer på finansloven. Foto: Lone Mengel.

Studerende i akademiets huggegård, som lå i gadeplan og var en del af Brandts Klædefabrik, hvortil akademiet flyttede ind i 1984. Billedet er taget i 1988, samme år som akademiet kommer på finansloven. Foto: Lone Mengel.

  1. Innlegg fra Palle Vedel

    Jeg har været en del af filmkunsten siden 1980. Har desværre konstateret at de sidste 10-15 år at kunsten lever i store palæer, langt væk fra livet som leves på gadeplan. Kunsten varetager ikke længere en revsende rolle i samfundet. Kunsten har indtages en form for behagesyge og udsmyknings rolle i vores dagligdag.
    Vi står gerne i kø foran de store kunst institutioner for at se Kongens nye klær. Når kunsten ikke længere tar del i samfundets politiske og sociale udvikling, begynder det at være ligegyldigt.
    Hvis den enkelte kunstner ønsker at fællesskabet skal betale for Deres arbejder, så er det vigtigt at kunsten ikke bare er staffage i bybilledet, men tager livtag med samfundet, rykker og flår i konventionerne.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!