Rapport Artikkel på Engelsk|24.01.17

Indsættelse og besættelse

Women’s March i Washington D.C., 21. januar, 2017. Foto: Jakob S. Boeskov.

Vi forlod New York tidligt om morgenen, og nu kører bussen ind i centrum af Washington D.C. Klokken er næsten 12, det er den 20. januar – dagen for Donald J. Trumps indsættelse som præsident. Jeg sidder ved siden af min ven Eva, som også vil gå med i kvindemarchen mod den nye præsident. Marchen vil finde sted næste dag.

Da vi ankommer i centrum af Washington D.C. stiger vi af bussen, men mødes af en sær tavshed. Hvor er alle Trumps tilhængere? Der er ingen folkemængde, ingen fejringer. Det virker mærkeligt. Vi går alene rundt i byens tomme gader indtil vi endelig finder indgangen til Capitol Mall. Sikkerhedsforanstaltningerne er massive på trods af manglen på mennesker. Uniformerede vagter siger til os, at vi ikke kan komme ind. Vi går rundt om karréen.

Her er situationen den samme: Vi kan stadig ikke se Trump, men nu kan vi høre ham tale. Det føles underligt, lidt ligesom den afgørende scene i Troldmanden fra Oz, hvor Dorothy og Den feje Løve kun kan høre, men ikke se troldmanden, der er skjult bag et forhæng. Gennem højttalerne hører vi forvrængede brudstykker af en tale. Trump taler i et opbragt stemmeleje om at «forene den civiliserede verden imod den radikale islamistiske terrorisme». Og nu spiller de nationalsangen, der også sendes skrattende og forvansket ud gennem højttalerne.

Bikers for Trump, Inauguration day, Washington D.C., 20. januar, 2017. Photo: Jakob S. Boeskov.

Pludselig bliver vi begge to meget opmærksomme på vores egen situation, næsten flove: vi er begge immigranter, eller hvad man nu kalder det, når hvide mennesker flytter til et andet land. Vi er begge født i Europa, og nu føler vi os som bedragere, som en slags europæiske spioner i Amerika. Det føles helt forkert, så jeg smutter hen for at købe to baseballkasketter med et Trump-slogan på. «Nu er vi rigtige amerikanere!», siger jeg, idet jeg rækker Eva hendes «Make America Great Again»-hat. Hun tager den på, men tager den hurtigt af igen. Hun siger, at hun simpelt hen ikke kan gøre det. Men jeg kan godt lide min hat; endelig føler jeg mig som en rigtig amerikaner.

Vi går over til forsamlingen af Bikers For Trump, men det er meget skuffende. Disse bikere ser alt for venlige ud; de minder slet ikke om de uhyggelige Hells Angels-rockere, jeg husker fra min barndom. Jeg troede, at Bikers For Trump ville gå bevæbnede rundt iført «Fuck Islam»T-shirts. Men i virkeligheden er de bare en flok tykke gamle hvide mænd med skæg; de ligner godhjertede, men triste dværge fra en dårlig fantasy-film. Standene med Trump-merchandise sælger også anti-Trump-merchandise. Der er ganske mange Trump-tilhængere, der ikke er hvide. Det, som hele Trump-flokken har til fælles, er en særlig tristhed og mangel på energi. Måske er de fleste af dem klar over, at de er blevet snydt; at de bliver taget ved næsen af en svindler.

Women’s March, Washington D.C., 21. januar, 2017. Foto: Jakob S. Boeskov.

På den anden side af Capitol Mall har der været lidt optøjer. Der er blevet smadret nogle vinduer, og nogle unge demonstranter har fået tåregas. Filminstruktøren Michael Moore står på scenen og taler om det register over muslimer, som Trump har foreslået at indføre. Han opfordrer alle borgere til at lade sig selv registrere som muslimer i protest. Han taler også om, hvordan Demokraterne i virkeligheden ikke interesserer sig for de fattige i Amerika, om behovet for ny ledelse. En helikopter flyver rundt i cirkler henover forsamlingen imens han taler. Den flyver meget lavt. Man kan se snigskytternes ben hænge ud af helikopteren. Så får en ung indianerkvinde ved navn Red Dawn overrakt mikrofonen. Hun taler om, hvordan hendes søster, Red Fawn, sidder i fængsel for at have beskyttet sit folks land mod etableringen af Dakota Access Pipeline. Hendes korte tale føles sand og rigtig. Trump ønsker at holde indvandrerne ude. Men hvad er en indvandrer? Red Dawn er reelt den eneste i hele denne forsamling, der ikke er immigrant.

En halv time senere bryder vi op, og på hjørnet siger jeg farvel til Eva, der er på vej til en anden del af byen, hvor hun låner en sofa at sove på hos en ven af en ven. Min plan er at bo på hotel, men det går op for mig, at jeg har et problem. Mit hævekort virker ikke. Jeg havde nogle kontanter liggende i New York, og jeg ville have taget dem med mig, men jeg glemte det. Lidt senere står jeg i en drømmeagtig tilstand (sker det her virkelig? Åh, ja!) og checker ind på et hostel, der primært bebos af Trump-bikere og indiske teenagere. Mit midlertidige hjem er ikke ligefrem glamourøst: køjesenge af metal og åbne kufferter overalt. Et gammelt TV viser et program om den ægyptiske hersker Tutankhamon, som blev begravet i en form for gyldent gravkammer.

National Guards til Women’s March, Washington D.C., 21. januar. Foto: Jakob S. Boeskov.

Næste morgen vågner jeg tidligt, forlader mit hostel og går ind imod Capitol. Tusindvis af mennesker ankommer til kvindemarchen. Hvor gaderne i går lå øde hen, ser man nu grupper af mennesker dukke op fra alle retninger på vej mod Capitol; primært kvinder, men også nogle mænd. Her ses alle hudfarver mellem hinanden. Det er helt afgjort en langt mere blandet flok end i går, og også en gladere flok. På bannerne står der alt lige fra «John McCain: American Hero» til «The Future Is Female Ejaculation» og «We need a leader, not a Tweeter». Der er også mange «Black Lives Matter»-skilte. Jeg glemmer helt at SMS’e Eva eller nogen som helst andre; der er allerede alt for mange mennesker her, og mobilsystemet er overbelastet.

Også llamaerne protesterer. Women’s March, 21. januar. Foto: Jakob S. Boeskov.

Jeg passerer en gruppe uniformerede soldater iklædt skudsikker vest foran en Humvee. De smiler alle sammen og synes at komme fint overens med demonstranterne, der laver sjov og synger, mens de går. Folkemængden bliver større og større, og inden længe står vi foran luftfartsmuseet, The National Aviation Museum. Uden for museet hænger der bannere med billeder af nogle af min barndoms helte, nemlig astronauterne fra Apollo 11: Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. En gruppe sorte kvinder med et transportabelt højttalersystem synger «From Iraq to Palestine, occupation is a crime», mens tusindvis af kvinder jubler. Hvad mere? Jeg bemærker at de fleste af de skilte, der handler om vaginaer, bæres af hvide kvinder. Hvad kan jeg sige? Jeg kan godt lide vaginaskiltene, og jeg opfyldes af vidunderlige tanker om vaginaer, især efter at jeg ser et skilt, der bærer en tegning af en killing og en tekst, hvor der står «Pussies: self cleaning and magical». Det er ikke sikkert, at en arbejdsløs fabriksarbejder fra Detroit ville være særlig positivt imponeret over skilte om selvrensende misser og kvindelige sprøjteorgasmer. Men alligevel: Er det ikke et bedre udgangspunkt end Trumps paranoide og regressive negativitet?

På en scene ikke langt derfra inviterer nogle Black Lives Matter-aktivister en række kvinder op på scenen; mødre til unge, sorte mænd, der er blevet dræbt af politiet. Der opstår en «call and response»-udveksling mellem scene og publikum, idet mødrene råber navnene på deres dræbte sønner. Man kan høre smerten i deres stemmer. Mange af mødrene er tæt på at bryde sammen, men de klarer sig alle gennem udfordringen. Nu træder den politiske aktivist Angela Davis op på scenen. Hun taler om racisme og retfærdighed, om gullaschbaronerne i fængselsindustrien og sundhedssystemet og om korruptionen i Wall Street. Derefter synger Alicia Keys. Det hele er meget storslået og spektakulært.

Jakob S. Boeskov, Washington D.C., 20. januar.

Er der overhovedet noget at være skeptisk over her? Man kunne måske pege på nogle få detaljer. For eksempel er der næsten ingen skilte, der handler om Bernie Sanders. Han blev også franarret sit retmæssige valg, og det endda af et par korrupte kvinder. Ikke alle kvinder er fantastiske; det ved vi vidst godt alle sammen. Jeg kan heller ikke få øje på ét eneste skilt om Edward Snowden. Hvorfor er Amerikas fremmeste politiske fange ikke repræsenteret her? Og hvorfor er Angela Davis den eneste taler, der taler om totalitær kapitalisme? USA styres af oligarker og teknologimonopoler, og landets rigdomme kontrolleres af en ganske lille elite. Denne grundlæggende uretfærdighed er roden til alle disse dårligdomme, og den går hinsides race og køn. Marchen er opløftende, og den giver god anledning til at huske på, at de fleste Trump-tilhængere ikke er racister; de er simpelt hen desperate efter at se en forandring – en hvilken som helst forandring. Men det er en detalje.

Marchen føles historisk og mytisk. Det er en lettelse at se, hvordan en bunke selvretfærdige mandlige aktivister erstattes af tusindvis af dynamiske kvinder med mindre egoer og mere humor. Med andre ord: Alt er helt perfekt, alt er, som det skal være lige nu. Ganske vist har vi en grotesk præsident, en paranoid uhyrlighed; en hul og hadsk mand er nu leder af den vestlige verden. Men i det mindste ved vi, hvad vi er oppe mod. Hvis Hillary Clinton havde vundet ville det have været en sejr for stilstanden, og gaderne i Washington D.C. ville ikke være blevet fyldt med hundredetusinder af demonstranter. Der er noget grundlæggende galt i Vesten, og flere og flere bliver klar over det. De kvinder, som arrangerede dette her, har skabt en historisk begivenhed. Denne march føles som en storslået fejring af år 0, den første dag i en ny verden. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at fejre fødslen af en ny form for modstandsbevægelse på.

Oversat fra engelsk af René Lauritsen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!