Nyhet 20.01.16

Hvor skal skabet stå?

Ester Flecker, Clit-dick Register, 1-22, 2013-2014. Træsnit på papir, blyant. 50 cm x 65 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Ester Fleckner, Clit-dick Register, 1-22, 2013-2014. Træsnit på papir, blyant. 50 cm x 65 cm.

Ester Fleckner er én af de kunstnere, der hurtigt blev «opdaget» efter sin afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2013. Man lagde mærke til hendes lange række af træsnit på afgangsudstillingen. De var egentlig ret tørre i udtrykket, men tiltrak sig alligevel opmærksomhed. Måske på grund af den frække titel, Clit-Dick-Register, men mest af alt på grund af selve den måde hun gik til træsnittet; fejl, udviskninger og uregelmæssigheder var en del af det samlede udtryk, mens der i marginen af hvert snit stod udviskede hemmeligheder og små digte om kroppen.

Siden har Flecker haft en mindre udstilling på C4 Projects med træsnit, der forestillede opløste stamtræer med klitorisbuer og anusstjerner. Disse tryk handlede om at skabe andre former for stamtræer end de sædvanlige far-mor-børn-konstellationer, og det er ofte opløsningen af den såkaldte heteronormative fortælling, der ligger bag Fleckners træsnit. For ja, hun er dybt influeret af queer-teorien, og hun bruger den til at investere sin egen krop direkte i processen med sine værker, og hun bruger den til at stille væsentlige spørgsmål til nogle af de vedtagne «sandheder» som vores sprog og kultur er så fyldt af, at vi dårligt opfatter dem. Da Fleckner sidste år kom i stald hos Avlskarl Gallery supplerede hun for første gang sine træsnit med betonskulpturer. Denne konstellation har hun videreført i den soloudstilling, der åbner denne fredag på Overgaden, hvor skabet bruges som både metafor og konkret afstøbningselement.

Kunstkritikk har stillet kunstneren et par spørgsmål forud for åbningen.

Ester Fleckner under installeringen på Overgaden. Foto: Anna Holm.

Ester Fleckner under installeringen på Overgaden. Foto: Anna Holm.

Hvordan «opdagede» du træsnittet? Og hvad er det trykket/snittet kan i forhold til andre medier?

Jeg opdagede træsnittet, da jeg lavede afgangsudstilling fra kunstakademiet i 2013. Jeg havde arbejdet lidt med linoleum inden og var optaget af at snitte, og det med at miste overblikket i det negative billede; at det man snitter bliver uden farve og at motivet bliver omvendt. Jeg blev fascineret af, at motiverne og kompositioner ikke kan regnes stramt ud og at man kan fare lidt vild i det. Det er en befrielse. Finn Naur Petersen, der er lektor i grafik, foreslog mig at prøve træsnittet, der også er en helt simpel højtryksteknik, men træets struktur og karakter giver et mere levende billede. Og så har jeg arbejdet med det siden. Jeg holder af træet som materiale, variationerne og det fysiske arbejde. Men især at det er uforudsigeligt, at der er modstand i materialet; det bliver lidt groft og der sker fejl undervejs og forskydninger i trykningen. Samtidigt afspejler det en direkte fysisk kontakt med kroppen. Det passer godt til mine tematikker, min processuelle tilgang og til at arbejde serielt, fordi det er enkelt og ligetil.

Det narrative element i dine værker – hvorfra stammer det? Er det personligt ankret, eller inspireret fra litteraturen, som din titel, A closet does not connect under the bed, indikerer?

Det er mest mine egne tekster, jeg skriver på trykkene, og en gang i mellem sætninger fra andre. Det hele vokser ud af alt muligt samplet materiale – mest poesi fra ind- og udland, eller andet litteratur og teori jeg læser eller hører. Titlen denne gang er fra Gertrude Steins Tender Buttons og digtet «A Substance in a Cushion». 

How to spell a sound that is physical, 1-28, 2014. Træsnit på papir, blyant, 68 cm x 14,5 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Ester Fleckner, How to spell a sound that is physical, 1-28, 2014. Træsnit på papir, blyant, 68 x 1450 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Et skab er et skab er et skab… eller hvordan er det med det skab? Det virker lidt som om, du med vilje har taget fat i en kulturel og sproglig kliché omkring at «springe ud af skabet» i din udstilling – hvorfor?

Et skab er et skab, og det er alt jeg ved om skabe. Resten ved jeg ikke. Der er mange ting ved skabet både som metafor, kliché og billede, jeg synes er spændende og svært. For godt nok er skabet et konkret møbel, som vi alle ved, hvad er og har et forhold til. Samtidig florerer der disse kulturelle fortællinger, hvor skabet indgår som en beholder, der kan gemme på noget hemmeligt, privat, skamfuldt osv., og som ofte er relateret til kønnet identitet og seksuel orientering, der skal italesættes og afsløres, før man som minoritet kan genkendes og forstås på ny af omverdenen. Det interesserer mig, hvorledes skabet i denne overførte betydning er noget, nogen mennesker skal forholde sig til mere end andre. Det at skulle afkodes og passe ind i et etableret visuelt og sprogligt system er problematisk, og her er skabet ikke kun en kliche eller historisk passé, men er knyttet til en virkelighed der opererer og gentages i mange sammenhænge på daglig basis. Skabet er objekt, billede, sprog og metafor for nogle logikker jeg gerne vil spørge ind til.

Hvad er det kunsten kan gøre ved disse fastlåste forestillinger – for eksempel om skabe?

Det er nok meget individuelt, hvad man får ud af kunst og af min udstilling. Men for mig er kunstens potentiale at invitere til et andet sprog, med rytmer, billeder og fysikaliteter, der rammer nogle andre parametre og sanser i kroppen end det vi ellers navigerer i. For mig er kunst en form for rumlig poesi.

Du flytter snart til Berlin. Er der for kedeligt på den danske kunstscene? 

Den danske kunstscene er rigtig god på mange måder, men ja, den er større i Berlin. Særligt er miljøet omkring de tematikker jeg arbejder med langt større og bredere, ikke kun på kunstscenen, men også i forhold til film, litteratur og musik. Der er så mange scener, events og forelæsninger, der afholdes af mennesker med forskellige holdninger og idéer. Jeg boede der sidste forår, og føler mig hjemme der – og så bor min kæreste i Berlin.

Ester Fleckner, Wooden Scripts (How I love your obscure), 1-6, 2015, træsnit på papir.

Ester Fleckner, Wooden Scripts (How I love your obscure), 1-6, 2015, træsnit på papir, 123 x 90 cm.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!