Seimi Nørregaard

Nyhet 10.11.16

Gemmeleg i kunsthallen

Seimi Nørregaard, Hjem, 2015. Foto: Andreas Bergmann Steen.

Seimi Nørregaard, Hjem, 2015. Foto: Andreas Bergmann Steen.

Nogle blandt publikum fik besked på at lave te og arrangere kiks på tallerkner, imens andre blev sat til at støvsuge, og lidt efter lidt fik de huslige opgaver karakter af leg. Før man vidste af det, var man en lille, ivrig gruppe i færd med at bygge en hule af skummadrasser, som man bagefter hoppede på, mens man råbte og kastede tøjbunker op i luften.

Scenen er fra Seimi Nørregaards performanceinstallation, Hjem, på Warehouse9 sidste vinter. Den beskriver, hvordan hun arbejder med at få publikum til at blive medvirkende i sine værker. Man må gerne give lidt slip på sig selv, lege med, selvom det til tider også føles skørt.
Som teateruddannet arbejder Nørregaard (f. 1975) normalt med scenografi og teatralitet inden for scenekunstens institutionelle rammer, men den nye performanceinstallation Skjul finder sted på Overgaden som del af Overgadens udstillingsserie Revisit, der genbesøger egne, tidligere udstillinger. Som Nørregaards Væggene har ører fra 2006, er Skjul en scenografisk installation, der sætter hverdagens scener i et både kitsch og små-suspense spil. Udstillingen føjer sig til en tiltagende dialog på tværs af billedkunsten og scenekunsten herhjemme. Kunstkritikk har talt med Seimi Nørregaard forud for åbningen på fredag 11. november.

Installationen vil i udstillingsperioden bliver beboet af en karakter ved navn «Mor». Hvad går det ud på? 

Jeg arbejder i Skjul med vores ofte ret dobbelttydige forhold til «mor» som figur, som stereotyp i samfundet. Jeg kredser især om et, måske i virkeligheden ganske udbredt og usagt, ønske om, at relationen til hende kunne være tættere og mere kærlig. Et af rummene er dækket af bløde tekstiler i varme farver, som skaber associationer til noget intimt og kropsligt, men der er også et lydværk, som har en anderledes distanceret og tvetydig karakter. Den fortæller os, at vi skal gå ud og indtage verden, og samtidig siger den «bliv hos mig» og «jeg passer på dig». Der blotter sig nogle emotionelle og psykologiske mekanismer i relationen «mor», og gemmelegen, som der med titlen anspores til, får nogle andre dimensioner.

Nu du nævner legen, hvorfor skal et voksent kunstpublikum lege?

For mig er det at bruge leg i mine værker en måde at skabe en anden tilstand end den vante, mere analyserende. Jeg ønsker ikke at skabe en ubehagelig situation, hvor man skal føle, at man ikke gør det godt nok, fordi man ikke leger med. Jeg forsøger at være inviterende uden at være dikterende. Det at lege resonerer jo forskelligt i folk. Nogle vil blive konfronteret med en følelse af, at de ikke leger særlig meget i deres tilværelse, at der er noget, der holder dem tilbage.

Seimi Nørregaard under installering af Skjul på Overgaden, 2016. Foto: Overgaden.

Seimi Nørregaard under installering af Skjul på Overgaden, 2016. Foto: Overgaden.

Karakteristisk for dine performanceinstallationer er der i Skjul en overflod af ting, typisk retroobjekter. Hvorfor denne materialemættede scenografi?

Jeg tænker mine installationer som en slags rumliggjorte digte, fordi de er forbundet til de tekster, jeg skriver, som er associerende strømme omkring forskellige, ofte hverdagslige emner. I Skjul er der er en ophobning af ting, som jeg tænker på som en ophobning af fortællinger. De velkendte objekter i installationen bliver kroge, du kan hænge din fantasi og dine minder op på. At det er retroobjekter, handler om, at vi har med passeret tid at gøre, med ting som er en del af det, vi er og det, vi har oplevet. I det retro ligger jo en kollektiv, kulturel erindringsværdi, som jeg er interesseret i at aktivere i mine værker.

Hvad betyder det for din performancepraksis, at du er teateruddannet?

Godt nok er jeg uddannet fra en teaterskole, Nordisk Teaterskole i Århus, og jeg benytter mig meget af teatralske virkemidler, men samtidig bryder jeg hele tiden med, hvad det teatralske er. Hele scenekunstmiljøet har jo også ændret sig meget. Førhen søgte man Teaterråddet om støtte, nu hedder det Scenekunstudvalget. Det er en tydelig, måske lidt sen, markør af, at der tænkes bredere om hele det performative felt. For mig betyder det, at jeg føler mig mere forbundet med scenemiljøet, end jeg har gjort tidligere. Teatret, med sin faste opdeling mellem, hvem der skaber scenografi, laver lys, spiller skuespil osv., har jeg aldrig fundet særlig interessant at arbejde med. Der kan billedkunstens institutioner noget andet, og at der bliver arbejdet mere på tværs af billedkunsten og scenekunsten, synes jeg er en spændende udvikling.

Hvad er det for «andet» du tænker på i forhold til billedkunstens institutioner?

Publikum er mindre forprogrammerede, så at sige, forventningsmæssigt. Der var en stor befrielse forbundet med at lave Væggene har ører på Overgaden for ti år siden, fordi jeg rent faktisk kunne få publikum derhen, hvor jeg gerne ville have dem. Tilgangen til værket var mere åben. Derfor er jeg også meget glad for nu at få chancen en gang til.

Seimi Nørregaard, Skjul, 2016. Installationsview, Overgaden, 2016.

Seimi Nørregaard, Skjul, 2016. Installationsview, Overgaden, 2016.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!