Nyhet 25.02.16

For få kvinder og for lidt kunst

Jeannette Ehlers er en af de kunstnere, som Rune Gade savner i samlingen på Statens Museum for Kunst. Jeanette Ehlers, Whip it Good, 2015 performance på Rivington Place. Foto: Zoe.

Jeannette Ehlers er en af de danske kunstnere, som Rune Gade savner i samlingen på Statens Museum for Kunst. Jeanette Ehlers, Whip it Good, 2015 performance på Rivington Place, London. Foto: Zoe.

Kunstkritikk har i den seneste tid beskæftiget sig med, hvordan nationalgallerierne i Norge, Sverige og Danmark køber ind af samtidskunsten. Hvilke kriterier indkøber de efter? Er der nogen planlagt indsamlingsstrategi? Hvor stort er budgettet? Etc. Det førte blandt andet til artiklerne «Den saktmodige kjempen» om Nasjonalmuseet i Olso, «Globala ambitioner» om Moderna Museet i Stockholm og «Museum på tom mave» om Statens Museum for Kunst i København.

Her kom det blandt andet frem, at den nationale indkøbspolitik i stadig større grad er afhængig, hvis ikke ligefrem styret, af private midler, ofte i form av donationer – hvilket ikke er negativt i sig selv, men en potentiel udfordring i forhold til muligheden for at opbygge en profileret samling baseret på klare faglige intentioner og ambitioner.

Dertil kommer at indkøb til nationalgallerierne spiller en rolle for, hvordan fremtidens kunsthistorie kommer til at se ud. «Særlig de kunstformene som er lite interessante for private samlere står i fare for å forsvinne for ettertiden, dersom de heller ikke bevares av museene» – som Simen Helsvig skrev i den opsummerende artikel «Kunstkjøp under press» omkring situationen på de skandinaviske nationalgallerier.

Overinspektør Marianne Torp, Statens Museum for Kunst, fremviser et indkøb fra 2015, Yvette Brackmans The Troublemaker, 2014.

Overinspektør Marianne Torp, Statens Museum for Kunst, fremviser et indkøb fra 2015, Yvette Brackmans The Troublemaker, 2014.

Den danske situation viste et Statens Museum for Kunst, hvis indkøbsbudget er så sparsomt, at man kan stille spørgsmålstegn ved om museet overhovedet kan siges at være i stand til at indkøbe repræsentativt af den danske samtidskunst. Hvad angår international samtidskunst forekommer løbet næsten at være kørt. I løbet af de sidste tre år har museet i gennemsnit brugt DKK 1,53 millioner på indkøb af kunst – vel at mærke kunst fra samtlige af museets indsamlingsperioder, altså ikke kun samtidskunst.

Overinspektør Marianne Torp, som er en af museets fire kunstfaglige medarbejdere på samtidskunstområdet, anslår, at man skal op i nærheden af et årligt indkøbsbudget på 25 millioner kroner øremærket til indkøb af samtidskunst for at kunne købe mere dækkende ind af dansk samtidskunst og også gøre det muligt at nærme sig det internationale marked.

De nævnte artikler vedrørende de enkelte museers indkøbspraksis blev fulgt op af tre nyhedsartikler, en for hvert museum. Det var i grunden blot rå oversigter over de pågældende museers indkøb i løbet af de sidste tre år. Men sådanne oversigter er interessant læsning for enhver som interesserer sig for samtidskunstfeltet og kunsthistorie – ikke mindst den intrikate forbindelse som handler om kulturarv, som jo i særlig grad spiller en rolle, når man indkøbes af nationalgalleriet. Den danske opgørelse viste for eksempel, at museet i løbet af perioden havde indkøbt værker af 46 danske kunstnere og af 11 internationale kunstnere. Men også andre aspekter kan fremdrages af oversigten.

Kunstkritikk har bedt tre fremstående danske kritikere – Mette Sandbye fra Weekendavisen, Rune Gade fra Dagbladet Information og Toke Lykkeberg fra Kunstkritikk – om at give deres bud på, hvad de læser ud af indkøbsoversigten for Statens Museum for Kunst i perioden 2013-15. Hvilke tanker de gør sig? Er der åbenbare mangler, værker som absolut burde være købt ind eller andre aspekter, som er værd at trække ud.

Mette Sandbye, Weekendavisen:

I forhold til det fortvivlende magre budget er jeg overrasket over, at de har formået at indkøbe så meget og så bredt. Engang sagde man, at de – når de skulle købe ind til samlingen – bare gik en tur ned af den nærliggende Bredgade og besøgte gallerierne der, men sådan ser det bestemt ikke ud i dag. Jeg synes, museet har været bredt opsøgende.

Indkøb af «mellemgeneration såsom Tal R, Superflex, Peter Land, Elmgreen & Dragset» er ifølge Mette Sandbye den «mindst overraskende sektion». Elmgreen & Dragset, Powerless Structures (8 Doors), 2000-2002. Erhvervet af Statens Museum for Kunst i 2014.

Indkøb af «mellemgenerationen såsom Tal R, Superflex, Peter Land, Elmgreen & Dragset» er ifølge Mette Sandbye den «mindst overraskende sektion». Elmgreen & Dragsets Powerless Structures (8 Doors), 2000-2002 blev erhvervet i 2014.

Der er fulgt op på ældre, for længst kanoniserede kunstnere såsom Arnoldi, Braase og Nørgaard, så har man udfyldt huller i forbindelse med den store udstilling med dansk kunst fra 1960’erne såsom John Davidsen, Mogens Gissel, Susanne Ussing, der en del fra «mellemgenerationen» som Tal R, Superflex, Peter Land, Elmgreen & Dragset (den mindst overraskende sektion), og endelig har man faktisk indkøbt en del, og bredt, af unge kunstnere, der endnu ikke er så kanoniserede, såsom Gudrun Hasle, Zven Balslev, Marie Lund, Saskia Te Nicklin, Nanna Debois Buhl. Desværre ikke meget fotografi, som ellers har boomet de sidste ti år.

De ikke-danske navne, der har udstillet i huset, er der også blevet købt ind af, og det vel er meget fornuftigt, at man har holdt sig til dem; ellers kan pengene hurtigt få ben at gå på, og andre museer som Louisiana har deres hovedfokus på det internationale. Jeg bemærker et stort antal kvindelige kunstnere i kategorien «de unge, endnu-ikke-så-kanoniserede». Museet ved godt, at de har en alvorlig slagside mod de mandlige kunstnere. Men ser man på hele listen er der indkøbt 2/3 mandlige kunstnere, hvilket er skuffende, for sådan ser nutidskunsten ikke ud i mine øjne. Det virker ikke, som om de tager problemet alvorligt. 

Rune Gade, Dagbladet Information:

Der er to forhold, som er særligt bemærkelsesværdige: 1) der er meget få nyerhvervelser og antallet er faldende, 2) der er signifikant færre værker, som kvinder står bag end mænd.

Til det første forhold kan man yderligere bemærke, at antallet af nyerhvervelser, som er kommet SMK i hænde enten som gaver, donationer eller med tilskud er steget betragteligt de seneste to år (2014 og 2015). Det er bekymrende, at landets hovedmuseum inden for kunsthistorie erhverver så få værker og tilsyneladende er så afhængige af udefrakommende midler, når det drejer sig om større værker. Museumsloven beskriver de kunsthistoriske museers opgave som det at «anlægge og opretholde repræsentative samlinger». Denne vigtige opgave, som sikrer fremtiden adgang til vores tids kunst, kan kun varetages, hvis museet afsætter de fornødne midler til løbende at erhverve nye værker inden for alle samtidskunstens genrer og medier – herunder også bekostelige storskalaværker.

Til det andet kan man konstatere, at tendensen til at favorisere mandlige kunstnere kontinuerligt opretholdes af landets hovedmuseum, hvilket er kritisabelt og problematisk både i forhold til den netop citerede «repræsentative» forpligtelse, som museet har, men også i forhold til at museet fungerer som rollemodel for landets øvrige, kunsthistoriske museer, og med deres nuværende erhvervelsespolitik dermed bidrager til at legitimere kønsulighed. Det er uskønt.

Sophia Kalkau, Black Matter, 2012. Fotografi,   94 x 132 cm.

Sophia Kalkau, Black Matter, 2012, fotografi, 94 x 132 cm.

Er der mangler i erhvervelserne? Ja, i lyset af ovenstående er det da bemærkelsesværdigt, at flere kvindelige, danske kunstnere, som har markeret sig med både særudstillinger og større udsmykningsopgaver, ikke figurerer på listen over nyerhvervelser. Det gælder kunstnere som Jeannette Ehlers, Kirstine Roepstorff, Sophia Kalkau og Ruth Campau. Man kunne også nævne den svenske kunstner Annika von Hausswolff, som i 2013 var udstillingsaktuel i Danmark (ARoS) og hvis værker allerede befinder sig i SMKs samling.

Toke Lykkeberg, Kunstkritikk:

Umiddelbart kommer jeg til at tænke på, hvad Lisa Dennison sagde, da hun var direktør for Guggenheim i New York for 10 år siden: «Alle store museer er ikke andet end samlinger af samlinger.» Det gælder også i et vist omfang for Statens Museum for Kunst.

Der er blevet købt lidt ind af store danske navne så som Tal R, Dahn Vo og Elmgreen & Dragset, hvis værker hurtigt kan forsvinde på det internationale kunstmarked. Det er vigtigt for den nationale kunstarv. Men når det kommer til udenlandske navne, er det et decideret trist syn. På den front vidner indkøbene om ekstremt begrænsede midler, især til køb af udenlandsk kunst. Men det minder mig også om den evindelige debat om, hvorvidt museerne skal købe unge kunstnere tidligere, især udenlandske. Vi star så vidt jeg ved stadig væk i den situation i Danmark, at intet dansk museum for eksempel endnu har købt Ryan Trecartin, selvom han måske er den vigtigste kunstner i de sidste ti år og derfor også i sidste ende er vigtig for dansk kunsthistorie. Til gengæld er han at finde i en privat samling. Lidt anderledes forholder det sig for eksempel på det svenske Moderna Museet. Dér er der, så vidt jeg kan vurdere, blandt andet ud fra Kunstkritikks liste, stadig tradition for at købe udenlandske kunstnere tidligt. Jeg tror, det er et andet spil. Men det er svært at sammenligne og altså vurdere enkelte museer i forskellige lande uden at studere det større økosystem, som de er virker i.

En anden ting, der slog mig, omend det ikke overraskede mig, er indkøb af nogle danske navne, som jeg har lille kendskab til. Det siger givetvis meget om mig og lidt om museet, men overordnet kan man sige, at SMK også køber bredt ind af dansk kunst. Museet kunne godt være endnu mere selektiv, men bredden er ikke dyr at dække. Mange mindre kendte kunstnere er blot repræsenteret ved tryk. Det er peanuts i budgettet. Derudover er en indkøbsliste altid til diskussion.

Det er svært at vurdere et museums indkøbspolitik baseret på tre års indkøb, men noget tyder på, at der er mange åbenbare mangler på SMK’s indkøbsliste. Jeg forstår godt, at Marianne Torp har efterlyst et tocifret millionbeløb til indkøb. Museet har så få midler til indkøb lige nu, at det må være svært at have en egen indkøbspolitik. Lige nu ser det ud til, at SMK er ret afhængig af fonde. Det kan være et problem, hvis et museum ikke på egen hånd kan handle forholdsvist hurtigt på markedet. Det kan også være et problem, hvis museet blot kan vælge, hvad andre vælger.

Ryan Trecartin er «måske er den vigtigste kunstner i de sidste ti år og derfor også i sidste ende vigtig for dansk kunsthistorieIfølge», siger Toke Lykkeberg, som påpeger at intet dansk museum endnu har erhvervet kunstneren. Ryan Trecartin, Center Jenny, 2013.

Ryan Trecartin er «måske er den vigtigste kunstner i de sidste ti år og derfor også i sidste ende vigtig for dansk kunsthistorie», siger Toke Lykkeberg, som påpeger at intet dansk museum endnu har erhvervet kunstneren. Ryan Trecartin, Center Jenny, 2013, video still.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!