Man åbner døren til et festivaltoilet og træder ind i en helt anden verden. En art nedslidt victoriansk lejlighed med stormønstret tapet, tunge, udskårne træmøbler og rigeligt litteratur, noget af det konserveret i syltetøjsglas. Det er en forladt 1800-tals villa i Los Angeles’ Bel Air-område, som nu er blevet tilholdssted for en subkultur af unge intellektuelle dropouts, der har taget over efter at områdes velhavere er flyttet længere ud på landet. På et stort bord i midten af rummet ligger støvede bøger, halvt dækket af kollager, men blotlagte nok til, at man kan læse brudstykker af de avantgardeteorier, der udgør det ideologiske fundament for grupperingen. Men medlemmerne af gruppen selv, de er ikke længere til stede.
Villaen i Bel Air er første rum i den New York-baserede kunstnerduo Jonah Freeman & Justin Lowes aktuelle totalinstallation på Kunsthal Charlotttenborg, Scenario in the Shade, der er løst bygget over futuristen Herman Kahns sci-fi roman The Year 2000fra 1967. Heri forestiller Kahn sig et Californien, hvor byerne langs vestkysten, fra San Francisco i nord til San Diego i syd, er vokset sammen til en stor urban zone, kaldet San San International. Ud fra denne forestilling har Freeman og Lowe skabt en række på hinanden følgende retrofuturistiske paralleluniverser, der hver især er tilholdssted for et af San Sans bandemiljøer eller subkulturer.
Vi finder eksempelvis teknohippierne fra The Fort, der lever i tilsyneladende primitive shags i slumområder langs kysten. Men under den lurvede overlade har gruppen hacket kunstige intelligenssystemer og omdannet dem til åbne netværk, der bruges til en række ulovlige formål – blandt andet til import og salg af syntetiske stoffer fra Asien.
Igennem et snørklet rumforløb bevæger vi os fra slumlandskaber og smadrede boligblokke ind i en shoppingcenter-lignende installation, hvor spejlhylderne bugner af mystiske bootleg-dvd’er, kager, dekoreret med popkulturelle ikoner fra en parallelverden med varefetischistiske displays og reklamer for vanvittige skønhedsprodukter, der er en cyborg værdig. Et rum er badet i stærkt hvidt neonlys og har piedestaler hvorpå en sammensmeltning af kaktusser og saltkrystaller står og ser giftige ud. Og over det hele er der referencer til stof-, tech-, musik- og ungdomskultur, der trods den futuristiske fortælling virker underligt velkendte.
I alt seks subkulturer bebor rummene i det snørklede forløb, og vi møder dem alle igen i en film, der er delvist optaget i en tidligere version af installationen. Heldigvis er der heller ikke her tale om et narrativ, der sætter ansigt på de unge, der beboer rummene, men i stedet en 30 minutter lang, stemningsmættet panorering igennem et sønderrevet, slumurbant Californien og dens mørke underverden, tilsat et soundtrack af tung, 60-inspireret indierock og en voiceover. Soundtracket, der i særlig grad er med til at gøre filmen til en behageligt, stenet tur rundt i den fysiske verden, der omgiver de fiktive bander, er skabt af Jennifer Herrema, der er bedst kendt for sin tid i indiebandet Royal Trux i 90’erne, i samarbejde med beslægtede navne blandt mange andre som Devendra Banhart, Kurt Vile og Lizzie Bougatsos fra Gang Gang Dance. I videoen nikkes til både syrerock og cyberpunk, og forfattere som William Gibson, Philip K. Dick og Thomas Pynchon citeres flittigt.
Freeman og Lowes installation er imponerende detaljeret helt ned til de fiktive covers og etiketter på dvd’er og pilleglas, og det er vildt underholdende at bevæge sig rundt i. Som en postmoderne arkæolog snuser man rundt i efterladenskaberne af kulturer, der eksisterede i en underlig form for før-fremtid, og søger igennem de genstande og miljøer, de omgav sig med at sammenstykke et overblik over deres tanker, ideologier, sprog og levemåder. Den egentlige glæde her er samlerens, nørdens og nostalgikerens entusiasme over at genfinde og sammenstykke elementer af genkendelige verdener med nye, vilde fiktioner. Det er muligt, at subkulturer som Disco Creeps, Bamboo Union eller King Gordon er et produkt af Freeman og Lowes fantasi, men deres struktur, deres fællesskabsdannende referenceunivers og deres lukkede tegnsystemer er helt klart af denne verden.
For den, der søger det, er der masser af kulturkritisk potentiale i Freeman og Lowes installation, men det hele er primært båret af en gennemtrængende fascination og forkærlighed for urbant forfald og ekstreme subkulturelle grupperinger, deres indforståede og lukkede verden.Det er en gold og dystopisk verden, californication på syre, og grafittisprayede, forladte bygninger i hvis ruiner, nye og gamle referencer spindes sammen under en chemrail-stribet himmel.
