Tue Greenfort spiser Den Frie

Tue Greenfort

Den Frie Udstillingsbygning, København
17. juni - 13. august 2017
Kritikk 28.06.17

Velbekomme!

Tue Greenfort, Tue Greenfort spiser Den Frie (Monoculture), 2017. Den Frie Udstillingsbygning, 2017. Foto: Lior Zilberstein.

Et symbiotisk forhold. Det lyder umiddelbart som noget en parterapeut fraråder sine klienter. Men biologisk set er det et vilkår og måden det organiske liv udvikler sig på. Som selvudnævnt parasit har Tue Greenfort indtaget Den Frie. Udstillingen Tue Greenfort spiser Den Frie sætter forholdet mellem parasit og vært under lup med afsæt i den franske filosof og videnskabshistoriker Michel Serres’ bog Le Parasite og med idéen om posthumanismen og den antropocæne tidsalder.

Men hvis kunstneren er parasit i kunstinstitutionen, tør man så spørge, hvad publikum er, for slet ikke at nævne kritikeren? I udstillingen sår Greenfort tvivl ved vores natursyn og selvopfattelse og forsøger at formulere det, han kalder «andet liv». Udstillingen er sig selv en organisk størrelse – en totalinstallation fordelt i Den Fries seks sale. Hver sal har sin egen titel med dertilhørende indhold, som både understøtter og forstyrrer hinanden.    

Et rum står i Periphylla Periphylla-goplens tegn og har stemningen af en akvatisk natklub. En glaspustet gopleskulptur ledsages af et videoværk af gopler, der svømmer til en bas, der pumper støt derudad, alt imens det svirrer bag plastikforhænget i rummene ved siden af. Goplen er et pragteksemplar på parasitten og værten. På den ene side er den en trussel for økosystemet og fiskeriet i norske farvande og på den anden side er den nyttig for farmakologien.

I rummet Ruderat er der ganske vist anlagt et ruderat – et grænseland mellem land og by eller et andet udkantsområde, typisk kendetegnet ved et formålsløst miljø bestående af affald, ukrudt, revl og krat. Det er en overgang. Som det fremgår af udstillingsteksten, er det således et «ikke-sted». Imidlertid har ruderatet et iboende potentiale, som er vedvarende. Noget der altid kan ske, men endnu ikke er sket – hvid støj.

Tue Greenfort, Tue Greenfort spiser Den Frie (Periphylla Periphylla), 2017. Den Frie Udstillingsbygning, 2017. Foto: Lior Zilberstein.

Et gennemgående element i udstillingen er brugen af støj. I tråd med Serres’ tredelte parasitbegreb – den biologiske, den sociale og den informationelle (hvoraf sidstnævnte går på støj) – har Greenfort i samarbejde med dj og musiker HVAD / Hari Shankar Kishore lavet lydspor til hver afdeling. Som en forvrænget myggesang, der ikke lader sig affærdige, trænger lydene ind i øregangen og ind i sansningen. Men der skal bekymrende meget til at hyle et bymenneske som mig ud af den. I det hele taget er udstillingen meget underspillet.

I følge Greenfort og den antropocæne kritik generelt kan vores natursyn tilbagevises til religiøse og filosofiske koncepter, som vi nu oplever konsekvenser af. I kraft af et springvand med kunstgødning (Urea, 2017) er det som om Greenfort giver barokkens og den afledte rationalismes idealer lov til at smage egen medicin. Foruden referencen til J.G. Ballards science fiction roman The Crystal World, synes dét, kunstneren i udstillingsteksten kalder «oplysningstidens krise», at krystallisere sig her. Springvandet er nemlig bygget i spånplader, som langsomt går i opløsning som resultat af at kunstgødningen (der er et kunstigt urinstof) løber nedover konstruktionen og sætter sig i krystalhobe i psykedeliske farver.

I rummet Display udstiller Greenfort avisartikler, research- og billedmateriale, som perspektiverer de øvrige elementer i udstillingen. Forskudt på gulvet ses Greenforts dolkhaleskulpturer af beton. Flyveaske er tilsat betonen og således er skulpturerne deponier, altså værter. De er både kunstfærdige og affaldsforebyggende.

Tue Greenfort, Tue Greenfort spiser Den Frie (Display), 2017. Den Frie Udstillingsbygning, 2017. Foto: Lior Zilberstein.

Vækstforsøg med svampe, som udstillingsteksten beretter om, finder sted i installationen Fungus. Der er ingen svampesporer at se her på sjettedagen. Det tætteste man kommer er et fotoprint af Greenforts svampeskulptur Prototaxites. Det er lidt som at gå på svampejagt og komme hjem med champignon på glas.

Sidst men ikke mindst har Greenfort anlagt en stor mark sået med raps. Monoculture hedder installationen, som endnu står grøn og spæd, men sårækkerne taler deres tydelige sprog om det industrielle landbrugs ensretning af naturen og dens afgrøder. Rundt om i salen er der opsatte spejle, som mangedobler marken til et velkendt landskab. Marken er mejet og biodiversiteten går til grunde.

Greenfort viser med udstillingen, at kunsten ikke er indspist men engagerende i de forhold og spørgsmål der angår os alle. Når det så er sagt, føler jeg mig mere som gæst og parasit end som værtsdyr i udstillingen. Jeg havde ellers set sådan frem til at blive, hvis ikke besat, så i det mindste influeret, men ingen af delene mærkede jeg rigtig noget til. Måske er jeg besat, jeg ved det bare ikke? I så fald er det parasitter, der ikke gør megen væsen af sig. Jeg skal ikke kunne udelukke det. Udstillingen viser sig desværre for mig som et eksempel på, at man ikke skal gabe over mere end man kan sluge. Den synes mere at være et katalog over Greenforts værker og tematikker end en defineret samhørighed – et økosystem eller en symbiose, om man vil. Lydelementet har dog karakter af noget forenende, men uheldigvis udblev det i et par rum.Tue Greenforts udstilling er en udvikling og for at registrere de parasitære processer fordrer den et genbesøg.

Tue Greenfort, Tue Greenfort spiser Den Frie (Ruderat), 2017. Den Frie Udstillingsbygning, 2017. Foto: Lior Zilberstein.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!