Realismus ist kein Stil

Anja Kirschner, David Panos, Jakob Simonson

Signal, Malmö
28. september - 4. november 2012
Kritikk 04.10.12

Tilbagelænet realisme

Anja Kirschner & David Panos, The Empty Plan, 2010.

Ifølge den tyske dramatiker Bertolt Brecht er den kunst realistisk, der viser, at verden er foranderlig, kan ændres og gøres anderledes. For at vise denne mulighed for agens, skabte Brecht nogle nye teaterteknikker og skuespilformer, der skulle invitere publikum til aktiv kritisk refleksion og handling, i stedet for sværmerisk indlevelse eller nydelsesfuld eskapisme.

Det er den tysk-græske kunstnerduo Anja Kirschner & David Panos’ film om Brecht og disse revolutionære tanker om teatret, der er omdrejningspunktet for den ene del af udstillingen Realismus ist kein Stil på Signal i Malmø. Den anden halvdel udgøres af tre maleriske skulpturer af Jakob Simonson. Det er dog lidt uretfærdigt for filmen, at skulpturerne optager det meste af den sparsomme plads i lokalet.

The Empty Plan er opbygget omkring Brechts politiserede filosofi om teatrets muligheder for at indgå i samfundsrevolten. Det er en utrolig velproduceret film, med en stærk stilistisk iscenesættelse opbygget af lige dele fiktion, fakta, dokumentar og drama. Filmen besidder  særligt to omdrejningspunkter: ét, der kredser om forskellige opsætninger af stykket Die Mutter (1931). Man ser blandt andet, hvordan Die Mutter opføres i Berlin i starten af 1930erne, men også hvordan samme stykke tager sig ud i USA i 1940erne, hvor Brecht i sit eksil kæmper en kamp med skuespillerne om ikke at være for indlevende i deres måde at spille på. Det andet niveau i filmen er den kritiske samtale om teatrets funktion, som især føres med Brechts danske veninde, den elegante Ruth Berlau. Sammen forsøger de at formalisere Brechts filosofiske forestillinger: «How could one create a potent critique?», spørges der blandt andet – inspirerende samtaler, der vidner om at den kunstteoretiske diskussion om æstetikkens rolle i et politisk samfund stadig er uomgængelig at forholde sig til.

Anja Kirschner & David Panos, The Empty Plan, 2010.

Hvert enkelt klip i filmen opleves som et æstetisk tableau, som ikke nødvendigvis refererer direkte til det foregående klip. Det er en særlig collageform, som spejler tilbage på selve iscenesættelsens virkeform. På et første niveau kan filmen virke som en decideret modsætning til Brechts idé om verfremdung og kritisk distance (idet den er så æstetiseret). Men filmen benytter sig af en raffineret metode, der krydser mellem mange perspektiver og lag, hvorfor den på et andet niveau netop kan siges at integrere og spejle Brechts idé om det episke og realistiske, den viser: dette er et konstrukt!  Desuden rummer filmen en refleksion over (både på indholdssiden, men også i sin egen opbygning) hvordan det samme materiale kan fortolkes og iscenesættes væsensforskelligt, som spejler Brechts tanker om at verden ikke er statisk, men åben for agens, fortolkning, handling.

Denne velproducerede filmiske metode, der blander det performative, re-enactments og det arkiviske,  kan aktuelt ses flere steder på samtidskunstscenen. Fx i Tamar Guimarães’ værker, som The Work of the Spirit (Parade), (2011), samt i filmværket Canoas (2010), eller hos Eve Sussman og hendes samarbejde med The Rufus Corporation, eller hos The Otolith Group. En kunstner som Gerard Byrne arbejder også i dette spor, som man senest kunne se i hans filminstallation på dOCUMENTA (13). Disse eksempler blot for at vise, at der er tale om en udbredt tendens, hvor det historiske bearbejdes på en æstetiseret måde. Som i The Empty Plan benyttes en  kvasi-etnografisk tilgang, der reflekterer aktuelle problematikker i fortidige diskussioner, og særligt viser at det historiske ikke bærer én sandhed, eller er et færdigt projekt. Værkerne får funktion af prisme, eller mere præcist, en palimpsest, idet nyt og gammelt aktiveres synkront i en fælles udsigelsesflade.

Jakob Simonson, Camera, 2012.

Men hvordan hænger den anden del af udstillingen sammen med dette? Svenske Jakob Simonsons tre skulpturer optager det meste af udstillingsarealet, men kan i sammenhængen ikke helt bære det samme refleksionsniveau som filmen. Camera (2012) er en skulptur, som er formgivet som et hus med vinduer man kigger ind ad. Hele det indre er dog spejlrum og refleksioner. Et kamera (som værket hedder) opfanger og spejler, men det fordrejer og forskyder også – en temmelig elementær «dialog», der på den måde udfoldes. Videre kan man se Simonsons værker som en slags kulisser, en ramme, der sættes op for en handling, man selv må erfare. Værket Untitled (the Forest) (2006) er rygvendt, og man må mase sig langs væggen for at se den malede «forside». Eller man skal gå ind foran en lysende projektion for at fremmane et kvindeansigt ved hjælp af den skygge man selv danner foran billedet (Erasing, 2001-2012).

Sammenstillingen af Simonsons malerier og skulpturer med Kirschner & Panos’ film vidner om, at den diskussion Brecht fører i filmen om kunstens funktion er nået et andet sted hen i dag. Det drejer sig ikke længere om at skelne og drage linier mellem det æstetiske og det etiske, det moralske og det politiske. Hvor filmen substantielt drejer sig om kunstens mulighed for kritisk refleksion og handling, kunstens funktionsforandrende potentiale (i forhold til Brecht), så er maleriet og skulpturens indbyggede filosofi – med selve mediet in mente – en insisteren på den æstetiske formgivnings relevans per se. Ikke at maleriet er et gnidningsløst medie; Simonsons tre skultpurer udtrykker for så vidt «kampen» om en fortsættelse af maleriets legitimitet, fx ved at vende «ryggen» til, inddrage en projektor på lærredet, aktivere beskueren.

Jakob Simonson, Camera, 2012, Untitled (the Forest, 2006.

Udstillingen realismebegreb præsenteres i pressemeddelelsen således: «That is not a style – it is an attitude!» Signal foreslår selv, at det gøres godt med en smøg i hånden! «Realisme» som begreb bruges altså her i den brechtske forstand; kunsten skal vise os, hvad der er realistisk (at verden kan forandres), og til det har vi brug for en særlig «attitude» i forstanden en specifik brug og tilgang til kunsten. Der er altså ikke tale om en realistisk stil som i den gængse kunsthistoriske brug af ordet. I den sammenhæng bidrager Simonsons skulpturer med et lidt udateret og forpasset perspektiv, der i højere grad handler om involvering end distance. Samtidig kunne filmens 78 minutter have brugt en bedre visningsflade end det lille hjørne med hårde stole, der er blevet den fordelt – mon det er for at holde beskueren opvakt, selvrefleksiv, distanceret?

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!