Museo Aero Solar

Tomas Saraceno

Roskildefestivalen, Statens Museum for Kunst, Roskilde
Kritikk 01.07.11

Til vejrs med den kollektive kreativitet

Tomas Saraceno, Museo aero solar, 30. july 2011, på Roskilde Festivalen. (Foto: SMK Foto.)

Siden midten af 1990erne har forestillinger om «social kunst» været en dagsordensættende diskurs på samtidskunstscenen. Gennem en betoning af menneskeligt samvær, fællesskaber og politisk mobilisering har diskursen teoretisk såvel som i praksis dels søgt at udfordre den traditionelle kunstinstitutions fysiske og ideologiske rammer og dels udforsket demokratiske og autonome alternativer til det neo-liberalistiske samfund. Samtidig har kunstinstitutionen og ikke mindst kapitalismen eksperimenteret med at intervenere i og lukrere på selvsamme sociale felt og omvendt problematiseret den social kunsts investeringer i feltet. Med et anderledes magtpolitisk sigte har kapitalismen (inspireret af den sociale kunst?) instrumentaliseret den kollektive kreativitet, i flere tilfælde gennem decideret udbytning af den sociale kunsts former og udtryk. I den sammenhæng er Museo Aero Solar på dette års Roskilde Festival et interessant aktuelt eksempel. I sin iscenesættelse af en forhandling mellem på den ene side en omfavnelse af begivenhedskultur i al dens spektakularitet og masseappel, og på den anden side en præsentation af en kritisk vision om kollektiv kreativitet, stiller projektet nogle kvintessentielle spørgsmål til den sociale kunsts diskurs.

Museo Aero Solar er blevet til på initiativ af den argentinske kunstner Tomas Saraceno og går ud på at skabe en kæmpe luftballon ud af brugte plastikposer, som ved solopgang fyldes med luft og så stiger til vejrs når luften varmes op af solens stråler. Projektet har siden 2007 rejst verden rundt og i forskellige kontekster manifesteret Saracenos idéer om socialt og energimæssigt bæredygtige (luft)rum. På Roskilde Festivalen er Museo Aero Solar blevet til i samarbejde med Statens Museum for Kunst, hvor Saraceno tidligere i år lavet en mindre version af projektet. På Roskilde indgår projektet i den såkaldte «Art City», et område på campingområdet, hvor festivaldeltagerne i dagene inden musikken starter inviteres til at tage del i diverse kunstneriske aktiviteter som en rekreativ og (forhåbentligt) reflekterende afveksling til den ellers dominerende hedonisme. Projektet kulminerede med opsendelse ved solopgang torsdag morgen, festivalens første officielle musikdag.

Som en del af projektet tilbød Statens Museum for Kunst i samarbejde med oplysningsinitiativet Freedoms interesserede festivaldeltagere specielt fremstillede kondomer (påtrykt slogan som «do it together») for en plastikpose («en ballon for en ballon» som en af arrangørerne formulerede det), men man kunne også bare gå i gang med de eksisterende poser og sammensætte et stykke af ballonen. Projektet fandt sted i en åben domeformede konstruktion, der fungerede godt i samspil med festivalens uforudsigelige og synkoperede sociale rytmer. Nogle festivaldeltagere dumpede forbi kiggede nysgerrigt, hang måske lidt ud med en øl, mens andre dedikerede et par timers fantasi til projektet.

Tomas Saraceno Museo aero solar, 30. july 2011, på Roskilde Festivalen. (Foto: SMK Foto.)

Hinsides kunstinstitutionel fims og politisk dogmatik fremstod projektet således som en simpel og uprætentiøs symbolsk gestus til genbrugstanken og princippet om at «forædle» i stedet for at smide ud. Det er selvfølgelig spørgsmålet hvor dybt gestussens budskabs trænger ned i festivaldeltagernes påvirkede bevidstheder, men at konteksten var en begivenhed, hvor mængden af affald er ekstrem og påtrængende er både en del af ironien og en understregning af dens relevans.

Lige siden Monterey (1967), Woodstock (1969) og Glastonbury (1970-) har kunsten været en integreret, om end ikke primær, del af de store musikfestivaler. En naturlig forbindelse, der ligger i forlængelse af festivalernes og kunstens fælles udspring i 1960ernes modkulturelle dyrkelse af det transdisciplinære, det selvlavede og politisk orienterede fællesskaber. Ofte er kunst i disse populærkulturelle sammenhænge dog blevet forstået som kunsthåndværk eller andre ikke-institutionaliserede udtryksformer, hvor den kollektive kreativitet har en stærkere tradition og generelt er mere udviklet end i den institutionaliserede samtidskunst, der stadig har sit omdrejningspunkt i den iværksættende kunstner, hvad enten det er som individ eller gruppe. Men denne blanding af kunsthåndværk og populærkultur involverer også en tendens til at forstå kreativitet som uforpligtende leg, et frikvarter, snarere end en kritisk praksis, ikke mindst i takt med at fortidens kulturelle idealer er muteret til klichéer, og refleksion er blevet til automatismer. For så vidt kan Museo Aero Solar ses som et projekt, der i konteksten af en nutidig musikfestival forsøger at reintroducere et kulturelt engagement gennem en tæt forbindelse mellem samtidskunst, kunsthåndværkstradition og populærkulturelle dynamikker.

Tomas Saraceno Museo aero solar, 30. july 2011, på Roskilde Festivalen. (Foto: SMK Foto.)

Men samtidig er projektet begivenhedskultur og oplevelsesøkonomi i stor skala, ligesom festivalen selv. Og dets realisering kræver kunstinstitutionel støtte (Statens Museum for Kunst) og skabes inden for en institutionel ramme (Roskilde Festivalen). Dette er også ironisk og et eller andet sted kunne man godt ønske sig, at projektet kunne realiseres i en ikke-institutionel kontekst, hvor det kunne forbinde sig med anderledes heterogene og problematiserende sociale energier. Men det tillader kombinationen af projektets karakter og vilkårene for brug af det offentlige rum i gennemregulerede Danmark ikke.

Så i stedet for at gøre denne ironi til et fundamentalt problem synes det mere produktivt at se Museo Aero Solar som symptomatisk for en ny type offentlig kunst, der inkluderer borgerne i skabelsen af forskellige manifestationer af aktive, uafhængige fællesskaber. Især fordi at den institutionelle dimension syntes fjern og uvæsentligt når man var der, overtrumfet af festivaldeltagernes i forhold til kunstinstitutionen indifferente og selvkørende sociale energier.

Derudover kan projektet også ses som implicit kritik af at bruge de sociale energier inden for kunstinstitutionen og kunstverden i øvrigt som materiale for social kunst. Som socialt rum er kunstinstitutionen og den etablerede kunstverden i øvrigt, trods erklæringer om det modsatte, som regel forudsigeligt og ekskluderende. Tag festræset på den nyligt overståede Venedig Biennale-åbningsweekend som et kroneksempel. Selvom en begivenhed som Roskilde Festivalen som socialt rum afgjort også rummer en del forudsigelige elementer, så rundes den samtidig også af anderledes inkluderende, tilfældige og ustyrlige processer. Og det var dem Museo Aero Solar forstod at aktivere med basale konceptuelle og materielle midler.

Tomas Saraceno Museo aero solar, Statens Museum for Kunst. (Foto: SMK Foto.)

Projektet intervenerede i massekulturen og pointerede, at massen i dag stadig er i stand til at samle sig i en kollektiv kreativitet, der udgør et reelt, betydningsproducerende socialt alternativt og ikke bare er en marketingsstrategi. Det var en romantisk og naiv pointe. Hippieidealistisk som den kulturhistoriske fortid projektet så åbenlyst trak veksler på. Ikke desto mindre var det netop som social utopi, en imaginær frigørelse eller rettere vildfarelse fra den instrumentelle fornuft, at det gav mening.

Selvom den bedre tilværelse i luftrummet Saraceno fantaserer om måske ikke lige er om hjørnet, men for at idéen om forbedrede leveformer i den biopolitiske verden ikke skal dø hen er der brug for gestus som den han, Statens Museum for Kunst og festivaldeltagerne sammen sendte til vejrs torsdag morgen.

(Man kan følge prosjektet på Facebook her. Red.anm.)

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!