Earside Out

Jakob Kirkegaard

Museet for samtidskunst, Roskilde
30. januar - 26. april 2015
Kritikk 11.02.15

Syng, alvorlige øre

Jacob Kirkegaard, Labyrinthitis, 2007. Foto: Maria Laub.

Jacob Kirkegaard, Labyrinthitis, 2007. Foto: Maria Laub.

John Baldessaris første forsøg ud i skulpturgenren siges at være serien Beethoven’s Trumpet (with ear) fra 2007. Det er sent i karrieren for en kunstner, som kom til verden i Californien i 1931, sådan at kaste sig over en ny genre som 76-årig, men det gik jo strygende. Og ikke overraskende når det gælder Baldessari er resultatet på en gang charmerende klodset og fjollet i og med den overdimensionerede skala og samtidigt koncept-klogt med de store hvide ører, der hænger på væggen ud af hvilke kobbertragte slynger sig ud i rummet. Taler man ned i en af tragtene, svares der igen inde fra øret med et lille fragment af en af Beethovens sidste kompositioner fra da den gamle mester havde mistet hørelsen. Det døve øre svarer med en lille melodi.

Grunden til at Beethoven og hans hørerør i denne baldessariske udgave trænger sig på er, at jeg lige har hørt mine egne ører synge. Ja, intet mindre.

Det er den danske kunstner og komponist Jacob Kirkegaard, der skruer op for ører og højttalere på Museet for Samtidskunst i Roskilde på en soloudstilling, der bærer titlen Earside Out – en udstilling, hvis primære materiale altså består af lyd og som sådan passer som hånd i handske med museets samlingsfokus på «lydkunst». Og netop lydkunst er den lidt fluffy og trendy betegnelse, der forbindes med Kirkegaard, der blev færdiguddannet på Kunsthochschule für Medien i Køln i 2006 og som i de seneste år har deltaget på væsentlige udstillinger som Soundings – A Contemporary Score på MoMA i New York og Arktis på Louisiana i Humlebæk.

Omkring 10 af kunstnerens værker fra perioden 2006–2015 er på udstillingen bragt sammen og fordelt over de syv rum i museets hovedbygning samt i et enkelt rum i museets tilstødende længe i en præsentation som højtideligt er formidlet som en retrospektiv udstilling. Og det er måske lige lovlig højtideligt sådan at folde ordet retrospektiv omkring en værkproduktion af en kunstner, der ikke er fyldt 40 år endnu men til gengæld er det umiddelbart også ambitiøst på den lidt frække måde.

Jacob Kirkegaard, Stigma, 2014. Foto: Maria Laub.

Jacob Kirkegaard, Stigma, 2014. Foto: Maria Laub.

Frækt er det i hvert tilfælde, når man i værket Labyrinthitis (2007) lader sine ører penetrere af optagelser fra kunstnerens eget indre øre. Optagelserne lyder som en lysende og klar diskant musik, og når svingningerne når ind i det indre af lytterens ører, får de selve lytterens øre til at producere en ny lyd. Otoakustik hedder fænomenet, når et øre spontant eller, som her, tilskyndet, producerer sin egen lyd. Og som det hedder i museets formidling – med en sproglig «olafurisme» – så handler værket her om «at høre sig selv høre». Og selvom denne egen-lyd kun kan høres af én selv og vel næppe adskilles fra de lyde, der kommer fra værkets højttalere, så føles det nærmest erotisk sådan at forme en øreduet mellem kunstner og lytter.

Labyrinthitis er utvivlsomt også udstillingens sjoveste værk og det, som kommer tættest på konceptkunstens spidsfindige distance som Baldessari-eksemplet repræsenterer. Der er nemlig noget befriende og næsten humoristisk enkelt i det formelle valg at værkets højttalere er placeret i en snegleformation på væggen. Det indre øre er formet som en snegl (og ja det ydre øre ligner vel også lidt en kanelsnegl) – en meget 1:1 tilgang til illustrationen, det billedlige niveau.

Herfra bliver det hele lidt mere højtideligt.

For det er nogle ganske alvorsfulde undersøgelser kunstneren ellers foretager i sine værker og kompositioner. Bevæbnet med mikrofoner og optageudstyr er han blandt andet rejst til Tjernobyl (værket Aion, 2006) og Fukushima (værket Stigma, 2014) – disse geografiske og psykogeografiske manifestationer af atomalderens værste mareridt. Her har han opsamlet svingninger og reallyde fra jorden og fra bygninger, akkumuleret på stedet og som dermed bliver til dystre dissonante kompositioner.

Jacob Kirkegaard, Swimming Pool, from AION, Chernobyl, Ukraine, 2005.

Jacob Kirkegaard, Swimming Pool, from AION, Chernobyl, Ukraine, 2005.

Også i værket Pivot (2012), hvor Kirkegaard har optaget lyden af den motor, som får gulvet i det berlinske TV-tårns panorama-restaurant til at dreje, er oplevelsen i den dystre ende. Fælles for de tre værker er, at de baserer sig på lyde, der normalt ikke kan opleves af menigmand – hemmelige lyde man ikke umiddelbart har mulighed for at høre og at lydene forbindes med de geografiske steders historiske strata.

Det er ganske engagerende at bruge lyden som medie til at tale om historie, kraft, atomar energi, kreation og destruktion. Og Kirkegaard får i værkerne fra Tjernobyl og Fukushima fint etableret betydningsmæssige bølgefællesskaber imellem fænomenerne lydbølger, vibrationer og molekylære svingninger, spaltning, og radioaktivitet.

Man fornemmer i de værker en stor og sympatisk tiltro til lyden som kunstnerisk og historiefortællende fænomen hos denne kunstner, der da også anvender betegnelsen «komponist» sideordnet med «kunstner».

Jacob Kirkegaard, Rewind, 2010. Foto: Maria Laub.

Jacob Kirkegaard, Rewind, 2010. Foto: Maria Laub.

Samtidig vokser der den fornemmelse frem, at der i lyden ligger en gemt forståelse af et udefineret «noget», som vi mennesker blot skal lære at afkode og at det at optage og fastholde lyden er som at opsamle tiden og historien i et særligt reservoir, et særligt aftryk. Derfor er det også interessant at se på, hvordan kunstneren anvender billedet i sine værker.

Fælles for de tre nævnte værker er nemlig, at lydoptagelserne eller kompositionerne akkompagneres af projektioner med videooptagelser. De er alle filmet på de specifikke locations og fungerer dermed som et semantisk vidnesbyrd om at lyd, sted og kontekst er knyttet til hinanden.

Spørgsmålet er blot om de meget direkte og konkrete videoer gør noget godt for Kirkegaards fortællinger om Fukushima, Tjernobyl og Berlin eller om den lidt statiske og dokumentariske dramaturgi blot trækker værkerne i en lige lovlig essentialistisk retning.

Det er tydeligt, at Kirkegaard i sit værk overordnet holder lyden som det centrale medie, men at han også meget gerne vil billedet. Det bevidner serien Rewind (2010), hvor funden båndsalat på en, i udgangspunktet finurlig måde, gør det ud for found footage. Men igen bliver det som kunne have været poetisk og suggestivt – det materielle efterladenskab som båndsalaten er – overtaget af fotografiets dokumentariske indeksikalitet og forholdet mellem billede og lyd – eller i dette tilfælde objektet båndsalat – mangler konceptuel energi.

Billeddannelsen fungerer derimod godt, når Kirkegaard går installatorisk til værks og lader højttalerne forme det billede, som akkompagnerer lyden, som i tilfældet med snegleformationerne i det allerede nævnte værk Labyrinthitis og i det ny-producerede værk, der bærer udstillingens titel Earside Out (2014). Her er forholdet mellem lyd og «billede» anderledes afslappet, legende og præcist i sin tilgang til det menneskelige øre – den sære snegl.

Jacob Kirkegaard, Earside Out, 2014. Foto: Maria Laub.

Jacob Kirkegaard, Earside Out, 2014. Foto: Maria Laub.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!