Billed Politik - Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie

Jakob Jakobsen

Overgaden – Institut for samtidskunst, København
13. februar - 11. april 2010
Kritikk 19.02.10

Sort spektakel

Selvorganisering og aktivisme er nøgleord, når man taler om Jakob Jakobsen, der normalt ikke gør sig i soloudstillinger, men er en udpræget kollektivets mand, som gennem årene har involveret sig i diverse aktivistiske bevægelser og været med til at etablere en række kollektive platforme, udstillingssteder, arkiver og tidsskrifter – bl.a. Koncern, Info Centre, fagorganisationen UKK, tv-stationen tv-tv og Det Fri Universitet. Sidstnævnte, som Jakobsen etablerede og drev sammen med Henriette Heise fra 2001-07, har været en af de mest prægnante institutioner i det alternative, danske kunstmiljø og en betydelig grund til at ord som «selvorganisering» – også i København – blev et buzz word blandt kunstnere og kunstakademikere på 00ernes kunstscene.


Selvom Jakobsens soloudstilling på Overgaden, Billed Politik – Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie, derfor frembyder en sjælden lejlighed til at opleve Jakobsen under eget navn, så føles det sjovt nok som om en mindre institution er flyttet ind. Foruden den regulære udstilling omfatter Billed Politik nemlig også en teaterforestilling i samarbejde med Det Kgl. Teater, et filmprogram i Cinemateket, et internationalt weekendseminar med kunstnere og aktivister, to bogudgivelser samt gratis plakater. Men det giver også god mening at betragte evnen til at organisere og mobilisere som en del af kernen i Jakobsens kunstpraksis.

Jakob Jakobsen, Byen, videostill

På Overgaden er udstillingsrummet bælgmørkt. Alle vinduerne er mørklagte og væggene malet sorte. Herefter begynder forestillingen, en tragedie i tre akter: Byen, Territoriet og Lejren. Hvilken akt/videoprojektion, man starter med afhænger af, hvilken scene, der er oplyst, når man træder ind på udstillingsstedet. Når akten slutter og der igen bliver helt mørkt, bevæger man sig sammen med de øvrige udstillingsgæster videre i retning af lyden og lyset, til næste akt. Jakobsen betjener sig her effektivt af både teaterets og kunstinstitutionens oplevelsesmodus – den sorte boks, hvor begivenhederne sker i tid og fokus er rettet mod et bestemt punkt, og den hvide kube, som tillader den besøgende at bevæge sig frit i rummet og relatere sig til udstillingen i sin egen tid – altså i princippet, for der er for mørkt til, at man kan eller skal se noget andet end netop den video, som er tændt.

Samtlige tre scener handler om politiske konfliktområder, som Jakobsen selv har involveret sig i. Byen er baseret på optagelser fra begivenhederne omkring den voldsomme rydning af Ungdomshuset i foråret 2007 med billeder af oprør og bål i mørklagte københavnske gader. Lejren viser dokumentation fra aktionen Luk Lejren i 2008, hvor aktivister rev hegnet ned omkring asylcentret Sandholmlejren i en folkelig protest over et helt samfunds eksklusion af de, som ikke er ønskede, mens Territoriet tager udgangspunkt i Palæstina-konflikten og viser en optagelse af et bakket landskab på Vestbredden inklusiv højderyg med israelsk bosættelse.

Jakob Jakobsen, Territoriet, video (installasjonsfoto)
Foto: Anders Sune Berg

Videoerne ledsages alle af en fortællerstemme, der forholder sig til de specifikke konfliktscener, men som også reflekterer over det altdominerende billedregime (i forhold til religion, krig og politik), som magthavere i såvel Danmark og internationalt abonnerer på og som – ifølge fortællingen – repræsenterer et sammenbrud i den offentlige kommunikation, der stort set gør det umuligt at svare igen med alternative billeder, modbilleder. I de passager, hvor budskabet nærmest formuleres som et manifest, bliver fremstillingen ind imellem en anelse didaktisk, som fx når det lyder: «Det eneste fællesskab, der er tilbage, er kapitalismens fællesskab». Det er givetvis en sandhed, der ikke er blevet mindre siden den form for retorik sidst blev anvendt i kapitallogikkens højtid i 1970erne. Men det er også en udtryksform, hvormed man på klassisk marxistisk vis genneminstrumentaliserer kunsten i en sådan grad, at man risikerer at afskrive æstetikken som mulighed og undergrave det, som måske kunne være det stærkeste modbillede, nemlig kunsten i dens ikke-funktionelle, irrationelle værensform.

Til gengæld er Billed Politik et sjældent eksempel på rendyrket politisk kunst, der spiller med åbne kort – hverken skjuler afsender eller forehavende – og med en radikalitet, der virker stimulerende. Et sort spektakel i et land, der i næsten et helt årti har været styret af neoliberale mørkemænd.

Ingressbilde: Jakob Jakobsen, Billed Politik, oversiktsbilde. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!