Mirror Therapy

Marie Kølbæk Iversen

Fotografisk Center, København
17. januar - 8. mars 2015
Kritikk 22.01.15

Skiver af blå skønhed

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015, video still.

På det smagfuldt mørkelagte, men noget kommunalt udseende, Fotografisk Center i København lyser formidlingstekstens hvide vinyl op på en blå – eller, undskyld, ultramarin baggrund. Til venstre for teksten, der skarpt holder til højre, er der efterladt plads til… hvad? I hvert tilfælde ikke til egne fortolkninger af det værk som Marie Kølbæk Iversen præsenterer under titlen Mirror Therapy. Formidlingstekstens overforklarende og medfortolkende ordlyd formår nemlig på sjældent effektiv vis fuldstændigt at amputere denne anmelders egne mulige læsninger og veje ind eller ud af Iversens totalinstallation.

Det er ellers et rigt materiale kunstneren er gået i krig med. På en 15 meter lang væg-konstruktion, der skærer sig igennem det højloftede rum i Fotografisk Centers fra og med denne udstilling nu permanente lokale i Den Grå Kødby, projekteres lys fra en række diasapparater igennem millimetertynde skiver af den nok så berømte semi-ædelsten med det smukke navn «Lapis lazuli». Stenen er det naturlige grundlag for farven ultramarin, og er således også grundlaget for mangt en ikonografisk læsning af Jomfru Maria og af portrætterede kongers hermelinskåber og alt det jazz om, at det dyreste farvepigment kun blev anvendt til de fineste formål. Den fortælling er en af hjørnestenene i kunsthistorien og derfor er det også interessant, at Iversen bruger stenen til at fortælle en ganske anden historie: en om Danmarks såkaldt aktivistiske udenrigspolitik i Afghanistan.

Stenen har nemlig sin oprindelse i Afghanistan, hvorfra den stadig sælges den dag i dag. Det faktum kobler Iversen – og her bliver det en lille smule kryptisk – med fænomenet «spejlbehandling» (jf. udstillingens titel, Mirror Therapy). Denne terapiform kan man se udført i en video, der er at finde online eller på en tablet i udstillingen og som altså ikke er direkte installeret i udstillingen som sådan. Den fire minutter lange video viser en dansk krigsveteran i spejlbehandling. Han har mistet det ene underben i krigen i Afghanistan.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015, detalje.

Spejlingen som motiv eller som handling gentages, eller spejles, om man vil, i de landskabslignende mønsterformationer som sten-skiverne danner i den 15 meter lange projektion. Hver anden stenskive er vendt og resultatet er en effekt som den man kan se i fine hotellobbyer eller imposante finansdomiciler, hvis vægge er beklædt med skiver skåret af den samme blok marmor.

Men hvad er det, som spejles her?

I formidlingsteksten hedder det, at spejlterapien er en «behandlingsmetode, hvor man blandt andet hos amputerede krigsveteraner kan genoprette en følelse af symmetri i kroppen.» Ud over at terapiformen i denne udlægning, på mig, klinger decideret problematisk i al sin restorative og helende iver, får den, i relation til det konkrete storpolitiske perspektiv, en endnu mere problematisk klang. Det præsenteres nemlig videre i formidlingsteksten, hvor projektet død og pine (vi er jo på Fotografisk Center) skal kobles til krigsfotografiet som genre: «I dag optages krigsfotografiet blandt andet fra missiler og jagerfly, der dokumenterer såkaldte ’kirurgiske indgreb’. Denne visualisering bidrager til en asymmetri, der i stigende grad kendetegner moderne krigsførelse[…]»

Men er det så denne terapi af spejlinger, der skal hele dette forhold? Eller var det krigens ærinde at indføre denne symmetri? Er det den vestlige forestilling om demokratiet som den komplette krop og i det her tilfælde Afghanistan, som er amputeret? Hvor mange afghanske mænd, kvinder og børn som har mistet lemmer får tilbudt spejlterapi? Hvorfor er det en dansk soldat, der i Iversens værk skal i terapi og ikke en afghansk soldat?

Værkets sammenstilling af den store, episke fortælling om øst, der møder vest i kunstens historie i form af den blå sten og så den terapeutiske historie om den danske krigsveteran kortslutter for denne anmelder.

Man kunne ønske, at projektet havde haft større tillid til sin egen skønhed. For hvor er det et smukt greb at vise de Google Earth-lignende ikke-fotografier som de gennemlyste stenskiver danner. Havde de blot stået alene og fået rum til at overrumple beskueren med et langsomt velrettet slag i mellemgulvet i og med en subtil henvisning til Afghanistan – helt uden at overforklare i hverken video eller formidling. Det er nemlig dér, Iversen er bedst, når hun strækker rammerne for den fysiske og mentale billeddannelse og, som i tilfældet med denne udstilling, laver satellitbilleder af en stens skiver af skønhed.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015, installation shot.

Marie Kølbæk Iversen, Mirror Therapy, 2015, installation shot, Fotografisk Center. Foto: Kevin Broadbery.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!