Sig mig, at tingene taler

Cecilie Skov, Moa Alskog

Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, København
13. november - 18. desember 2014
Kritikk 04.12.14

Så let som en sten

Dina Friemuth, Stone for a Rap, 2014.

Dina Friemuth, Stone for a Rap, 2014. Foto: Rebecca Krasnik.

En større mængde ferniseringsgæster har samlet sig omkring en kampesten i det københavnske kunstakademis midlertidige projektrum Ping Pong Kælderen til udstillingen Stone for Rap af Dina Friemuth. Stenen er bemalet med en beige farve og flere i rummet mener, at den må være lavet af papmaché. Hvorfor ellers male den? Imidlertid bevidnede jeg, da jeg et par dage forinden cyklede forbi, hvordan fire mennesker var i færd med at bugsere den endnu ikke bemalede sten ned af trappen til udstillingsrummet. Så en sten er det, forvisser jeg om, mens vi venter på den annoncerede performance, der er forsinket.

I de første akavede minutter sker der intet og lige inden de tre performere indfinder sig i rummet når jeg at tænke, at det måske er stenen i midten af rummet som performer sin tavshed for det ventende publikum. Med ryggen til begynder én af performerne en a capella fremførelse af en følsom popsang med et tøvende Rap-stykke og med omkvædslinjen «I’m too heavy». De to andre personer – den ene er kunstneren selv – former danselignende figurer som en art kropslige par-øvelser.

Stone for Rap var den tredje af fem 1.dags-udstillinger i udstillingsserien Sig mig, at tingene taler (i aften vises nr. 4 med Kristian Laudrup og i næste uge den sidste med Damir Avdagic, begge på udstillingsstedet Another Space), og der var med Friemuths udstilling ikke tale om et street-smart og swag Rap-projekt og ingen æstetiske eller kulturelt genkendelige markører fæstnede projektet til hip-hop’en. Det var tværtimod en blød performance, som var mere fodformet end den var Nike Air.

Isabel Denny, Crocus Fries, 2014

Isabel Denny, Crocus Fries, 2014. Foto: Rebecca Krasnik. 

Selve serien af udstillinger, der har som erklæret mål at undersøge kunst-trenden New Materialism, henter sin titel fra et digt af Inger Christensen fra digtsamlingen Brev i April fra 1979, der i sin fulde længde lyder: «Sig mig/ at tingene/ taler/ deres eget/ tydelige/ sprog». Og netop Christensens poetik viser sig aldeles velvalgt for denne undersøgelse i samtidskunstens regi med sin holistiske natur-kultur-tænkning, der med ovenstående sætning placerer sproget i objekterne. Det er godt set af udstillingsrækkens initiativtagere, Cecilie Skov og Moa Alskog, der begge er 5.års-studerende på Kunstakademiet i København, således at trække Christensens poesi ind i en grundlæggende undersøgelse af, hvad det vil sige at lave kunst idag, og at spørge til hvordan materialitet opfattes, i det hippe filosofiske felt omkring den spekulative realisme og den objektorienterede ontologi.

Og på trods af, at det er ganske hipt og tidstypisk materiale, som undersøges, styrer udstillingsrækken som sådan indtil videre uden om tidens kunstklichéer. De mest trend-lignende værker leverede udstillingen med Isabel Denny og George Nesbitt på udstillingsstedet SØ i Nordvestkvarteret. Her skaber Dennys værk med frosne pommes frittes på en rosa plastik-baggrund, særligt i værkgengivelserne, et genkendeligt billede af flade, skygge og dybde, som det ofte ses i samtidens syntetiske digitale billeder.

Udstillingsrækken har da også for øje, at materialiteten i billedkunsten hidrører spørgsmål om ikke blot de tunge fysiske værker, men også om det digitale billede og det sprog vi taler om kunsten. Materialiteten begrænser sig ikke til objekter i et rum, forstår man. Hvis det hele lyder en kende didaktisk er det ikke helt forkert, og der er da også en fare for at al den spørgen til kunsten og til materialiteten – for ikke at nævne Christensen-citatets tryglende eller kommanderende tonefald – bliver lige lovlig tungt stof. Men så er det måske bare om at iføre Inger Christensen et par spritnye Nike Air. Det kan jo være, det sker i de sidste to udstillinger.

Anthony Faroux i samarbejde med Mille Højerslev Nielsen, So much into collectivity after all, 2014.

Anthony Faroux i samarbejde med Mille Højerslev Nielsen, So much into collectivity after all, 2014. Foto: Rebecca Krasnik. 

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!