Whistleblowers & Vigilantes - Figurer i den digitale modstandskamp

Kunsthal Charlottenborg, København
18. juni - 13. august 2017
Kritikk 23.06.17

Rockstjerner og mørkemænd

Whistleblower & Vigilanten. Figuren des digitalen Widerstands, udsnit af udstillingsplakaten for HMKV, Dortmund, 2016.

Da Edward Snowden under sidste års Roskilde Festival tonede frem på storskærm via et live-link fra Rusland, vækkede han massiv begejstring hos det sommerkåde publikum, der lod sig hypnotisere af ord som «this is not about me, this is about us». Snowden er dog langt fra eneste eksempel på, at whistleblowere har fået en slags rockstjernestatus. Barack Obamas løsladelse af Chelsea Manning tidligere i år udløste euforisk glæde tværs over de sociale medier. Men i hvilken højere sags tjeneste handler de? Det er det centrale spørgsmål, som bliver stillet på Kunsthal Charlottenborgs nye udstilling, Whistleblowers and Vigilantes Den digitale modstandskamp.

I kunsthallens indgangsparti står en telefonboks, som stiller direkte igennem til ansatte hos flere af verdens sikkerhedsagenturer. Så i princippet kunne man jo spørge en whistleblower selv, hvis man altså er heldig at få fat i sådan én, når man ringer op til for eksempel NSA eller PET. Om ikke andet giver Call-A-Spy, som det tyske kunstnerkollektiv Peng-Collective står bag, mulighed for at sludre lidt med én, som formentlig allerede ved, hvem man er og hvilken udlandsrejse, man sidst har bestilt. Det er så også udstillingens mest farverige indslag, som æstetisk generelt er lidt af en tørfisk.

Hus tilhørende Theodore Kaczynski, kendt som The Unabomber. Installation view, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg.

Den amerikanske whistleblower Chelsea Manning blev arresteret i maj 2010, anklaget for at have lækket videoer og dokumenter til Wikileaks.

Ellers har kuratorerne, Inke Arns og Jens Kabisch (som oprindeligt producerede udstillingen til Hartware MedienKunstVerein i Dortmund i 2016) på lidt spøjs, akademisk vis identificeret seks kategorier af bevæggrunde for digital ulydighed. Med udgangspunkt i dem har de bygget udstillingen op som et arkiv, hvor en solid mængde dokumentarisk materiale, et yderst præsent formidlingsspor og enkelte værker indgår på lige fod, hvilket betyder, at værkbegrebet til tider helt kollapser.

I Nordfløjens store rum finder man for eksempel referencer til «Naturretten», der er det tidligste begreb brugt til at retfærdiggøre civil ulydighed. Her hænger blandt andet et foto af Daniel Ellsberg, verdens første whistleblower (som lækkede hemmelighedsstemplede dokumenter om USAs tilstedeværelse i Østasien frem mod Vietnamkrigen) og en serie minutiøst udførte tegninger, af den amerikanske kunstner Clark Stoeckley, som dokumenterer den ellers lukkede retssag mod Manning. Et stort diagram på bagvæggen visualiserer infrastrukturerne i NSAs masseovervågning af det amerikanske folk, som Snowden afslørede i 2013. Det er et af flere eksempler på æstetiserede indslag, som kuratorerne står som afsendere af og som gør, at udstillingskonceptet minder mere om noget, man ville finde på et kulturhistorisk museum.

En anden kategori er «Gennemsigtighed», altså frigivelse af al information, som WikiLeaks’ stifter Julian Assange blandt andre kæmper for. I udstillingen ses han i et afsnit af sit talk-show, The World Tomorrow, som absurd nok har haft ugentlig sendetid på den russiske, statsejede og formentlig knap så gennemsigtige tv-kanal, Russia Today.

Og sådan udfoldelses de forskellige retsforestillinger og mangel på samme i en lind informationsstrøm udstillingen igennem, afbrudt af enkelte muligheder for at lade sig nedsynke i reelle værkoplevelser, som Omar Fasts exceptionelle film fra 2011, 5000 Feet is the Best, der med sin blanding af fiktion og reelle hændelser skildrer dronepilotetens virkelighedsfjerne liv.

I udstillingens bageste rum, hvor der vises eksempler på kategorien «Selvtægt», spidser det kuratoriske koncept dog til. Her er videokampagner fra Anonymous placeret sammen med den canadiske kunstner Dominic Gagnons collage af censurerede YouTube-klip, en vægplakat med teksten «I did it for the lulz» og teatergruppen Milo Rau / IIPMs ordrette gengivelse af Anders Breiviks timelange forsøg på at retfærdiggøre sine handlinger ved domstolen i Oslo i 2012. Ud af den heftige mikstur af kunst, aktivisme, lol og terror maner sig et ubehageligt, men berettiget spørgsmål, som sætter den højere sags tjeneste i et dunkelt perspektiv. For når hacktivisters handlinger defineres som selvtægt, fordi de ved at tage loven i egen hånd forsvarer deres verdensanskuelse, gør Breiviks det så også? Retssystemets måde at straffe eksempelvis whistleblowere på vidner i alle fald om nogle moralske uoverensstemmelser i samfundet. Det er denne dybe moral angående retten til kritik, kuratorerne er nede og pille ved her i bunden af arkivet – alene det gør, at udstillingen fæstner sig som aktuel og særdeles vigtig. 

Clark Stoeckley, The United States vs. Pvt. Chelsea Manning, 2016, video still.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!