Kunstnere: Martin Erik Andersen, Felicia Atkinson, Jakup Auce, Elena Bajo, Jessica Baxter, Nina Beier, Maiken Bent, Ellen Cantor, Mikkel Carl, Cel Crabeels, Nanna Debois Buhl, Vava Dudu, Sophie Dupont, FOS, Ditte Gantriis, Sofie Haesaerts, Steinar Haga Christensen, Maj Hasager, Pernille Kapper Williams, Ilja Karilampi, A Kassen, Seyran Kirmizitoprak, Egle Kulbokaite, Emmanuelle Lainé, Adriana Lara, Jacopo Miliani, Cécile Noguès, Officin, Carl Palm, Douglas Park, Angelo Plessas, Laure Prouvost, Torben Ribe, Ebbe Stub Wittrup, Zin Taylor, The After Lucy Experiment, Harald Thys & Jos De Gruyter, Benjamin Valenza, Loic Vanderstichelen & Jean-Paul Jacquet, We Are The Painters, Atalay Yavuz.

Kurator: Sonia Dermience



Trust

Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthal Charlottenborg, Nikolaj Kunsthal, Overgaden – Institut for samtidskunst, København
29. august - 25. oktober 2015
Kritikk Artikkel på Engelsk|03.09.15

Objekterne taler ud

Good Times & Nocturnal News 3, Installation view, Trust, Overgaden, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Good Times & Nocturnal News 3, Installation view. Trust, Overgaden, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Første gang jeg besøgte Bruxelles havde jeg en særlig oplevelse. Jeg kom gående ad en lille gade i centrum og igennem et cafevindue så jeg en høj, tynd mand i fløjlsjakkesæt med tilhørende vest og høj hat. Han sad alene ved et bord og havde en snes spillekort på hver hånd. Han så meget bestemt ud, som han sad dér midt i sit imaginære spil kort. Jeg sagtnede farten så meget det kunne lade sig gøre og lige før cafeen forsvandt ud af mit øjesyn, så jeg ham resolut kaste alle kortene op i luften, så ruder, spar, klør og hjerte regnede nedover bordet, mens hans smilede. Det gjorde jeg også, for det var et fantastisk billede, som perfekt bekræftede alle mine forestillinger om det herligste indenfor belgisk kunst og tilfældets trylleri; Magritte, Broodthaers, surrealisme og tilfældet, objektets konceptuelle magi.

Måske det svarer til den oplevelse som den belgiske kurator Sonia Dermience havde da hun begyndte at researche på udstillingen Trust, som netop er åbnet på Københavns fem kunsthaller. Ifølge eget udsagn – i en veloplagt samtale med kurator Toke Lykkeberg i Nikolaj Kunsthal dagen efter åbningen – opdagede Dermience undervejs, at selvom hun synes dansk samtidskunst rummer en stor diversitet, så var der ofte en høj grad af perfektion og finish, som måske, gættede hun på, kunne tilskrives arven fra dansk design.

Pernille Kapper Williams, Untitled, 2015 (forgrunden). Trust, Kunsthal Charlottenborg, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Pernille Kapper Williams, Untitled (When Things Collide), 2015 (forgrund). Trust, Kunsthal Charlottenborg, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Om Dermience ser det hun ser, fordi hendes forestillinger ledte hende på vej er svært at afgøre. Men betragter man listen af de danske kunstnere, som Dermience har inviteret med på udstillingen, er flere af dem kendetegnet ved en vis grad af æstetisk perfektion – Pernille Kapper Williams, Mikkel Carl, Sophie Dupont, Nina Beier, Maiken Bent, Ebbe Stub Wittrup og Ditte Gantriis, hver på deres måde. Tilfældet og vildskaben, det rodede og mere ufærdige bidrager de udenlandske kunstnere med. Og overalt i udstillingen ser man, hvordan Dermience har brugt dette sammenstød aktivt i installeringen – eksempelvis i Charlottenborgs store sal, hvor Kapper Williams’ gulvarrangement af trekantede moduler skabt af designlækre Montana-moduler sejler ind i den belgiske gruppe The After Lucy Experiments iltre konglomerat af en installation – en slags opdateret Medusas flåde med grumt heksefjæs af latex og med lilla hår, som en galionsfigur fra helvedet.

Når jeg tillader mig at dvæle ved kulturelle forskelle og fordomme, så er det fordi Trust også må ses som en slags københavnsk biennale organiseret af en kurator, der ikke bare lives and works i Bruxelles, men er dybt forankret i den lokale kunstscene, blandt andet som grundlægger af det kollektivt drevne udstillingssted Komplot. Dermience har, lidt utraditionelt, valgt at tage en stor gruppe belgiske homies med til byen. Næppe helt efter forskrifterne i den store kuratorhåndbog, som fordrer at en biennale rummer et fair mix af nationaliteter, udtryksformer etc. Dertil kommer at Dermience heller ikke har fremlagt noget stort udbygget kuratorisk koncept, bortset fra det, man kan associere sig frem til ud fra titlen, samt at de fem institutioner har fået nye navne.

Akassen, Sound of a Sculpture, 2015. Trust, Nikolaj Kunsthal, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Akassen, Sound of a Sculpture, 2015. Trust, Nikolaj Kunsthal, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Med hensyn til at skabe den rette biennalestemning var ferniseringen derfor en ret vellykket operation. På hvert klokkeslæt, ret præcist eksekveret, kunne man gennem hele aftenen opleve en performance på en ny institution. Det havde den effekt, at hver gang man kom til et nyt sted var der fuld af mennesker. Det forlød, at der 15 minutter efter den sidste performance på foregående sted var støvsuget for folk. Men hvad gør det, når alle havde fornemmelsen af killing kunstby København. Det gjorde det desuden lettere, at leve sig ind i at eksempelvis Den Frie for tiden hedder The Studio, Overgaden er The Exchange og Charlottenborg er The Palace – som er det blide fiktionslag, Dermience har kastet udover udstillingen.

At omdøbe Nikolaj Kunsthal, en tidligere kirke, til The Temple forekommer måske ikke at være den mest sensationelle idé, men bidrager i grunden ret produktivt til fiktionen – ikke mindst fordi templet viser sig kun at huse tre kunstnergrupper. Det betyder dels at templet er ret tomt, åbent for alle, dels at det bebos af tre menigheder eller tre selv-initierede sekter. Og med den danske kvartet A kassens udskiftning af selve knebelen i kirketårnets klokke med en abstrakt bronzeskulptur, hvorefter tårnets timeslag lyder mere blidt og mindre autoritært og forbindelsen til den kristne liturgi endeligt er kappet. Herefter var vejen banet vej for mere kultiske mytologier, hvilket var præcist hvad den franske duo We Are the Painters leverede på åbningsaftenen i det øverste rum under kirkens loft.

Det vælvede bueloft var til anledningen udstyret med et vægmaleri, et lige så vælvet, abstrakt vulva-maleri i douce nuancer af pistaciegrøn og tordenblå, der matchede de to performeres gulvlange kjortler: Først stod de ubevægelige i de stive kapper og lige så stive, knaldsorte playmobil-dukkehår til lyden af lang ringlende klokkespil-komposition. Herefter en mere alvorlig, dyb basrytme fra jordens indre, der markerede fødslen af en tredje pochahonta-playmobil-performer, som entrerede gennem den vaginale maleriportal. Nu var de tre og så kunne langsomme, skridende positioneringer øjensynligt begynde – på række, triangulært, diagonalt. Tilsidst gled de langsomt ud af rummet igen.

We Are the Painters, Threshold of Apparition, 2015. Trust, Nikolaj Kunsthal, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

We Are the Painters, Threshold of Apparition, 2015. Trust, Nikolaj Kunsthal, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Foruden at være forført af denne gruppe, jeg aldrig havde hørt om før og som insisterede på old school performance-seriøsitet (i stil med at bære sit ansigt som maske – at holde munden konstant åben, som en af performerne gjorde under hele seancen) – så bidrog kunstnermenighederne i The Temple, til at jeg faktisk så Nikolaj Kunsthal på en ny måde. For hvorfor ikke gå planken helt ud og profilere Nikolaj som byens tempel for performance, lyd og avantgarde-teater, sådan som i øvrigt stedets iboende Fluxus-arv allerede tilskriver det. Det kan gøres knivskarpt a la The Kitchen i New York eller som Volksbühne i Berlin, og jeg er vild med, at en udefrakommende kurator ikke kun formår at præsentere kunst, som man føler sig kaldet til at udforske nærmere. At hun tilmed får én til at se de hjemlige institutioner på ny, er noget af en bedrift.

I grunden er det ikke så underligt, at udstillingen ind imellem ansporer til at tænke på Fluxus eller tidlig avantgarde-teater for Trust-kroppen er mest af alt en god gammeldags teaterkrop/performerkrop. Det er generelt småt med de posthumane fremstillinger, som ellers præger samtidskunsten. På samme måde er udstillingens skulpturer og objekter hverken «intelligente» eller «spekulative» men gestikulerende udover alle grænser. «I’m obsessed with the object», som Dermience sagde til presseåbningen og det er i forlængelse heraf, at man må forstå hendes modvilje overfor en tung diskursiv kuratorisk overbygning, men også hendes vilje til at give objekterne ordet.

Seyram Kirmizitoprak, Ladybugs, 2012. Trust, Kunstforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Seyram Kirmizitoprak, Ladybugs, 2012. Trust, Kunstforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Sofie Haesaerts, Weight is relative, Time is the Measure, 2012. Trust, Gl.Strand, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Sofie Haesaerts, Weight is relative, Time is the Measure, 2012. Trust, Gl.Strand, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Nina Beier, Scheme, 2014. Trust, Kunsforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Nina Beier, Scheme, 2014. Trust, Kunsforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Intet andet sted i udstillingen bliver Dermiences tro på og tillid («trust») til, at objekterne, skulpturerne og værkerne kan tale for sig selv, understreget så kraftigt som i The Salon aka Kunstforeningen Gl. Strand, som rummer en overflod af ting, der glimter, skinner, lyser eller har lækre former. Det er en kakofoni af gestikulerende, promoverende og kommunikerende objekter i et sådan omfang, at det er svært at fokusere på eksempelvis Seyran Kirmizitopraks skødesløst skøre mariehøneskulptur i palietter før den næste skulptur prikker én på skulderen for at fremvise en ny pirouette.

Nina Beiers væltede grøntsagskasse er det første man møder for foden af rokokohjemmets trappe. Gulerødder, porrer, løg og kål ligger spredt omkring et økologisk grøntsagskasseabonnement – et no sugar-overflødighedshorn fra spelttidsalderen. Herefter går det slag i slag: Fos’ selvspillende klaver, der kan høres på alle etager; Loïc Vanderstichelen & Jean-Paul Jacquets film fra et generisk kontormiljø med glatte kontormøbler, hvor samtalen mellem de antiseptisk-velklædte hovedpersoner i stigende grad bliver mere og mere absurd; et rum med en skinnede sten udført i glasurblank keramik (Cécile Noguès), roterende kartofler (film af Nina Beier) og en stabling af delikat, kugleformet glas (Sophie Haesaerts). Og i baggrunden hovedpinelyden fra naboens klaverøvelser, som bidrager til den absurde grundstemning, der ikke bliver mindre af Mikkel Carls (pludselig bliver navnet i sig selv en assemblage) palme med ballon-haj. Og så implosionen – Emmanuelle Lainés kaotiske installation. Rod i salonen med tilhørende ler og grus spredt udover gulvet – samt, selvfølgelig, på en lille hylde, en soldaterhjelm med neglebørste plantet på toppen. Det tilfældige møde på operationsbordet og så videre. For i The Salon er til det poetiske taget til det kvalmende, hvilket er en hel del bedre end poetisk i betydningen «stemningsfuld». Og også ret sjovt.

Mellem det tomme, spirituelle tempel og den proppede salon befinder de tre øvrige institutioner sig. Her er grebet mere løst. Men det er ikke noget problem. Ligesom den åbne kuratering ikke er det generelt. Det er ikke kujon-kuratering. Gennem hele udstillingen mærker man tydeligt kuratorens signatur. Ikke som en klam hånd, der maser kunsten gennem en diskursiv kødhakker, men som en velorienteret kurator, der har gjort sig sine valg og som har en sikker fornemmelse for, hvis ikke altid hvad,hvem.

Emmanuelle Lainé, Le Plaisir dans la confusion des frontières sur Trust, 2015. Trust, Kunstforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Emmanuelle Lainé, Le Plaisir dans la confusion des frontières sur Trust, 2015. Trust, Kunstforeningen Gl. Strand, 2015. Foto: Torben Eskerod.

Det lader til, at Dermience har givet kunstnerne ret stor frihed, hvilket resulterer i ret overraskende sammenstillinger. Få ville have gættet på, at man efter den komplette slikbutik-præsentation af Maiken Bents funktionelle skulptur-ABC på Den Frie skulle stikke hovedet ind i en mindre kurateret udstilling med værker af primært Adriana Lara – i realiteten en videreudviklet version af en tidligere udstilling fra Komplot i Bruxelles. Aldeles produktivt stimulerende med disse skalaskift, hvor kuratoren desuden også viser et eksempel på sit institutionelle bagland.

Det samme gælder det friske og appetitligt-kryptiske bidrag fra Good Times & Nocturnal News på Overgaden – en kæmpemæssig, indlands-isblå flamingovæg, som skærer sig igennem rummet og som fungerer som en platform i sig selv til hvilken en snes kunstnere har leveret mindre gestiske bidrag; en gennemsigtig regnjakke hænger på hjørnet, mens et mikroskopisk lysshow blinker ved foden af iskappen. Også dette projekt forekommer at være resultatet af et eksperiment – på stedet og til anledningen.

Benjamin Valenza, A Working Day, 2015. Trust, Den Frie, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Benjamin Valenza, A Working Day, 2015. Trust, Den Frie, 2015. Foto: Pernille Albrethsen.

Som mega-udstilling betragtet er Trust bemærkelsesværdigt fritaget fra pompøse kæmpeinstallationer, som plejer at skulle brande udstillingssatsninger på dette niveau. Samtidig kan man ikke sige, at de 45 kunstnere er klemt på pladsen. Især de 17 danske kunstnere, hvoraf flere af dem aldrig har været vist på en dansk institution, har i mange tilfælde fået tildelt store solorum. Det er ikke kun en generøs holdning, men også en taktisk klog beslutning for en udefrakommende kurator, som derved sikrer sig lokal opbakning og giver det hjemlige publikum mulighed for at se om hjemmekunstnerne kan stå distancen. Det kan især Ditte Gantriis, som må nævnes for sit rum på Charlottenborg aka The Palace, hvor hun har placeret fem gigantiske kurve i pileflet foran et skærmgrønt vægmaleri med et hvidt «mønster» – håndmalede piktogrammer af blokfløjter og lysestager, som svæver vægtløse rundt på «skærmen». En simpel installation med en utrolig effekt idet de kæmpemæssige kurve nærmest forekommer at rotere på den vægtløse studiebaggrund – som at være photoshop’et ind i The Palace.

I modsætning til Copenhagen Art Festival i 2012 er Trust blevet til uden et fællessekretariat, men på baggrund af arbejdsgrupper på tværs af de fem institutioner. Det har givet været en slidsom opgave for de i mange tilfælde i forvejen underbemandede steder. At udstillingen desuden ikke skal ses som anden udgave af Copenhagen Art Festival gik kun op for mig kort før åbningen. Det er uvist hvorfor, men derfor at kunsthallerne i pressematerialet anvender det lidet sexede udtryk «fællesudstillingen». Begrebet «festival» har helt sikkert også nogle lidt uheldige konnotationer. Men når det nu faktisk er lykkedes at lave en så vellykket operation – en kurateret udstilling på tværs af fem institutioner, som byder på rigeligt at opleve for de uindviede, samtidig med at den er inspirerende for de, som er fortrolige med samtidskunsten – plus at mange desuden endnu ikke har opdaget, at Trust ikke er den anden festival i rækken, så ville det være oplagt at holde fast i denne ramme, ikke mindst fordi begrebet kan forstås bredt, indenlands og udenlands.

Hvis der er noget man kunne ønske sig af en samtidskunstudstilling i dette format, så er det, at den tro på og tillid til kunsten, som Trust faktisk demonstrerer, mærkes bredt. Der er mange, der taler om det og siger de gør det, altså tror på kunsten – jævnfør den til vanvid bulimisk ekspanderende kunstbranche herhjemme og udenlands. Sandheden er, at det kun er en promille, som praktiserer det for alvor. Sonia Dermience er en af de få udøvere. Tak. Det havde vi lidt brug for her i København. Nu er sæsonen i gang.

Ditte Gantriis, La Vida Loca, 2014; Body and Soul, 2015. Trust, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Pernille Albrethsen.

Ditte Gantriis, La Vida Loca, 2014 (baggrund); Body and Soul, 2015. Trust, Kunsthal Charlottenborg. Foto: Torben Eskerod.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!