…found himself in a walled garden on the top of a high mountain, and in the middle of it a tree with great birds on the branches, and fruit out of which, if you held a fruit to your ear, came the sound of fighting…

Emily Wardill

Statens Museum for Kunst, København
11. mai - 16. september 2012
Mini 18.05.12

Neurologisk film noir

Emily Wardill, found himself in a walled garden on the top of a high mountain, and in the middle of it a tree with great birds on the branches, and fruit out of which, if you held a fruit to your ear, came the sound of fighting, 2012. Foto: Anders Sune Berg.

Første gang jeg så et værk af Emily Wardill var i 2010 på Standard (Oslo), som viste Game Keepers Without Game – et simpelt, intenst kammerspil hvor hovedpersonene, førte en agiteret diskussion med tydelig, ung, London-dialekt. Næste gang var på Venedig Biennalen i 2011 med Sick Serena and Dregs and Wreck and Wreck – en langt mere absurd, humoristisk og overdrevet teatralsk situation med skinger, kulørt lyssætning og karakterer iført middelalderlige frisurer (boller påsat på hver side af hovedet), historiske kjoler og store skæg. Det aktuelle filmværk, som for tiden er installeret i en black box på Statens Museum for Kunst, er noget helt tredje. Sagen er, at Wardill ikke har nogen signaturstil. Slægtskabet i ouevret foregår på et andet niveau, hvilket altid gør det interessant at se en udstilling af denne britiske kunstner.

Emily Wardill, found himself in a walled garden…, still, 2012.

…found himself in a walled garden on the top of a high mountain, and in the middle of it a tree with great birds on the branches, and fruit out of which, if you held a fruit to your ear, came the sound of fighting…– lyder titlen på den nye film. Den komplekse titel (et citat fra et essay af W.B. Yeats), som er mere billedskabende end iørefaldende, angiver i sig selv fortolkningspræmisserne – den allegoriske læsning, som Wardills værker ofte forudsætter og som især er forklaringen på, at hendes værker sjældent ligner hinanden. I dette tilfælde er der tale om en sort/hvid film af 35 minutters varighed, hvor hovedpersonen er forskeren og neurologen Eitienne Motion, som vi lærer at kende gennem hans relationer; til en patient, der ikke kan bevæge sin lemmer med mindre han kigger på den givne kropsdel, han vil bevæge; til hans studerende; og til kvinden Slalem, som han har et lidt besværligt kærlighedsforhold til. Det hele fortælles i isolerede sekvenser, hvor karaktererne tegnes i kraft af deres krop og bevægelser, som når de studerende udfører eksperimenter, hvor de efterligner forskellige typer af kontroltab (eksempelvis skal bevæge sig som om de var fulde), og kameraet følger skuespillerens torso, mens hun usikkert rejser sig. På den måde bliver melodramaet, via kameraet, udlevet i gestikken i lige så høj grad som i replikkerne. Det gælder også karakterernes indbyrdes relationer, som angives med subtile forbindelseslinier, som når Slalem pludselig bærer den samme stribede trøje under et skænderi med Motion, som han tidligere bar i en scene, hvor de sad over et bord og hun mimede enhver af hans bevægelser; nik med hovedet og håndbevægelser – en scene, der angiveligt tjener til at angive deres intime relation. Andre eksempler kunne nævnes, hvor lyden eksporteres til en senere sekvens og derigennem skaber forbindelser, som sjældent er udtalte og som beskueren skal arbejde for at følge med i. Filmen er fortalt med cinematografisk præcision, særdeles spændstigt lydspor og foregår i halvtomme sceneomgivelser, hvor tilstedeværelsen af en mærkelig redskabsgymnastisk konstruktion i hvid (som lyser op i den sort/hvide film) understreger den overordnede undersøgelse og betoning af kroppen som tegn og fortæller.

Emily Wardill, found himself in a walled garden…, still, 2012.

…found himself in a walled garden… er en af den slags værker, der gør at man kommer til at tænke over, hvor meget baggrundsinformation man egentlig kan forudsætte af beskueren. Erfaringen siger mig, at når man først begynder at stille sig selv det spørgsmål, så er det ofte fordi, der er en uheldig ubalance – mellem behovet for baggrundsinformation og hvorvidt det, man faktisk ser er tilstrækkeligt medrivende. Man kan naturligvis hævde, at den allegoriske metode, hvor udtrykket eller fortællingen skal findes mellem de forskellige billeder, fortællestrenge, gestus og filmiske stilarter (fra film noir over Bergmans Persona til computeranimerede kropsdele) netop legitimerer en uendelig strøm af baggrundsinformation. Wardill har selv fortalt at hun interesserer sig for «when ideas adopt a spatial model and lodge there» – en kunstnerisk position, som de fleste gode kunstnere nok på en eller anden måde forholder sig til. Det er også vilkåret for det allegoriske værk, at det støder én fra sig – at det så at sige aftegner ideens rum, mens den etablerer sig. Faren er naturligvis, at stiløvelsen tager over og resultatet bliver anæmisk – litterær kunst, dygtigt udført, men ikke rigtig vedkommende.

Det er altid sympatisk når man fornemmer, at der er tale om en kunstner, der tillader sig at eksperimentere. Det er også mest sådan, at jeg værdsætter Wardills værk om neurologen, der hedder «bevægelse» til efternavn. At dette så er et af de mindre vellykkede af slagsen hører med til den eksperimenterende metodes natur.

Emily Wardill, found himself in a walled garden on the top of a high mountain, and in the middle of it a tree with great birds on the branches, and fruit out of which, if you held a fruit to your ear, came the sound of fighting, still, 2012.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!