Ai Wei Wei

Ai Weiwei

Louisiana Museum for moderne kunst, Humlebæk
18. november 2011 - 12. februar 2012
Kritikk 24.11.11

Museet som storpolitisk aktivist

Ai Weiwei, Forever, 2003. Installation shot, Søjlesal, Louisiana. Foto: Brøndum & Co / Poul Buchard.

I virkeligheden kan man slet ikke udøve kritik på en udstilling af den kinesiske kunstner Ai Weiwei. For Ai er helt indiskutabelt en vigtig figur i kampen for at opnå basale menneskerettigheder og demokrati i Kina. Før de kinesiske myndigheder i foråret 2011 fængslede ham i tre måneder for forsøg på at «omvælte staten» – senere omdøbt til en sag om skatteunddragelse – havde hans blog over 100.000 «followers», også selvom Ai, på grund af censuren, aldrig haft en soloudstilling i sit hjemland. Samtidig er han en celebreret kunstner i den vestlige kunstverden, hvor han har haft talrige store soloudstillinger, blandt andet på Tate Modern. Han støttes offentligt af magtfulde institutioner som Guggenheim og er fornyeligt blevet udnævnt til gæsteprofessor på Universität der Künste i Berlin, selvom det er usikkert om han overhovedet får udrejsetilladelse inden for en overskuelig fremtid.

Situationen påvirker naturligvis også den aktuelle udstilling. Før Ai Weiwei blev fængslet og kom i husarrest i Kina var det meningen, at han selv skulle have rejst til Danmark og skabt en ny udstilling til Louisiana. Udvalget af tidligere værker fra 2003-2010 inklusiv tre dokumentarfilm, der viser hans aktivistiske praksis er, ifølge museets direktør Poul Erik Tøjner, en «pragmatisk løsning». Derfor blev udstillingen også åbnet i kunstnerens fravær af Olafur Eliasson, der førte en 15 minutters skype-samtale med Ai overfor en propfuld sal med et bevæget publikum, som ved deres blotte tilstedeværelse viste solidaritet med Ai og måske dermed også var en lille smule med til at skubbe til imperiet i Øst.

Ai Weiwei, Sunflower Seeds, 2010 © Ai Weiwei. Foto: Tate Photography.

Louisiana er normalt ikke et museum, hvis udstillingsaktiviteter er drevet af ideologiske eller politiske hensyn. Det må derfor også give mening for et øjeblik at se bort fra de kompromiser som Ais situation har medført i relation til udstillingen på Louisiana og betragte den kunst, som faktisk er udstillet. Det er ikke en voldsomt omfattende udstilling, men domineres af tre store installationer i samspil med tre dokumentarfilm af den råt filmede slags, hvor man blandt andet følger Ai på politistationen eller til alenlange møder i en retsbygning, hvor kunstneren er i direkte aktion med de kinesiske myndigheder og forsøger at svare igen på afsindige retsprocedurer, hvis drejebog Kafka ikke kunne have skrevet bedre.

Installationen Forever (2003) består af 42 identiske cykler af kinesisk design, som er forbundet til en stor monumental cirkelslutning, hvor hver enkelt cykel er sat sammen til et uadskilleligt hele, som både peger til cykelnationen og massesamfundet Kina – og givet peger på ironien i de kinesiske myndigheders forestilling om den ensartede størrelse «folket», som nødvendigvis kører i ring, fordi det er frataget individualitet, handlekraft og mulighed for transport (helt konkret amputeret idet at styr og pedaler er taget væk). I katalogteksten omtaler kunsthistoriker Lotte Philipsen det som «hacker practice» men i grunden er der ikke noget ved Ais greb, der adskiller sig synderligt fra klassisk Duchampiansk «détournement». De øvrige installationer Tree (2009-2010) og Fountain of Light (2007) kan aflæses på tilsvarende måde i relation til et velkendt dekodificerende greb, som har præget den vestlige kunstscene siden 1990erne – og som hos Ai Weiwei udføres i en «sweet» Duchampiansk udgave men uden Duchamps interessante ordspil og mystik og faktisk også langt fra særlig vovet, når man tænker på det mod, som Ai fremviser i sin aktivisme. Ais kunst taler et tydeligt, gennemtygget æstetisk sprog solidt forankret i det 20. århundredes vestlige kunsthistorie og som i nærværende udstilling fremtræder som middelgod installationskunst af 1990’er tilsnit, hverken mere eller mindre. Derfor er udstillingens højdepunkt også de tre dokumentarfilm, samt det interview med Ai som Louisiana har udført før hans fængsling, hvor han på en gribende måde fortæller om sin daglige kamp med myndighederne men også om hvordan hans husarrest er blevet synlig for næste generation, som har fået øjnene op for styrets urimelige handlemåde.

Ai Weiwei, Fountain of Light, 2007 i Louisianas skulpturpark. Foto: Brøndum/Poul Buchard. Credit: Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk.

 

Ai Weiwei, Rock, 2009-2011 og Trees, 2009-2010. Installation shot, Store sal, Louisiana. Foto: Brøndum & Co / Poul Buchard.

Det mest interessante ved denne udstilling er virkeligheden at betragte Louisianas ageren i forhold til det storpolitiske spil, som Ai Weiwei befinder sig midt i. Louisiana er ikke et museum som ellers er kendt for sin politiske og ideologiske stillingtagen, sådan som man kender det fra institutioner som eksempelvis Van Abbemuseum i Eindhoven, som under Charles Esches ledelse har brugt museet til at etablere en form for aktivisme, hvor udstillingerne udfordrer omverdenens forhold til Palæstina eller stiller spørgsmål ved den hjemlige immigrationsdebat i Nederlandene. Louisianas udstillinger er sjældent kurateret i forhold til varme politiske emner eller taler i nævneværdig grad om den politiske samtid, som kunsten er produceret i. Det er et traditionelt ståsted, som måske i virkeligheden kan tilskrives flertallet af Vestens museer for moderne kunst. Derfor bliver det ekstra markant, at Louisiana pludselig føler sig nødsaget til at agere ideologisk og tillader en sådan instrumentalisering af kunsten, for det må man sige det er, når udstillingens kurator Anders Kold taler om udstillingen som «vores måde at vise solidaritet på» i dagbladet Politiken, 18. November. Måske det først og fremmest illustrerer den grundlæggende angst overfor dragen i Øst – den globale, politiske og økonomiske magtfaktor – hvilket tillige understreges af den massive pressedækning, som har omgærdet udstillingen som går langt ud over avisernes kultursider, som i dagbladet Berlingske Tidende hvor lederskribenten afslutter med: «Tak til Louisiana».

Man kan sammenligne Ai Weiweis situation og hans instrumentaliserede figur med kontroversen omkring Salman Rushdies De sataniske vers som i 1989 fik lederen af det iranske præstestyre, Ayatollah Khomeini, til at udstede en fatwa over Rushdie, som måtte gå under jorden i flere år, mens alverdens regeringsledere i Vesten offentligt tilkendegav deres støtte til ham og Queen Elizabeth II endte med at udnævne ham til «knight» for hans «services to literature». Og ligesom med Ai talte man heller ikke dengang synderligt meget om kvaliteten i Rushdies litteratur men om hans situation – eller om vores situation for dengang var det iranske præstestyre Vestens største frygt. I dag er det Riget i Midten.


Interview med Ai Weiwei, optaget på Louisiana i forbindelse med kunstnerens besøg i december 2010.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!