En rigtig dansk familie

Gillian Wearing

Danmarks Radio, Kunsthal Aarhus, Statens Museum for Kunst
Kritikk 31.10.17

Monument over kernefamilien

Gillian Wearings bronzeskulptur En rigtig dansk familie sammen med kunstneren (rygvendt) og en afbildede familie; Yenny og Michael Thorsen sammen med børnene Olivia og Jeppe. Jeppe er kommet til siden skulpturen blev startet. Foto: Heine Pedersen.

Danmark har fået en ny skulptur. Den forestiller en familie fra Vesterbro og hedder En rigtig dansk familie. Kunstneren bag projektet er britiske Gillian Wearing (f. 1963), som sammen med Kunsthal Aarhus, Statens Museum for Kunst og Danmarks Radio har orkestreret en omfattende proces for at engagere familier i projektet, som udover en monumental bronzeskulptur involverer et dommerpanel, et tv-program og en udstilling på Statens Museum for Kunst.

Projektet præsenteres som debatskabende, men i skrivende stund er der ikke udbrudt nogen større debat om danske familieværdier eller kommet stærke reaktioner på juryens valg af familie. Undervejs har en landsdækkende kampagne engageret 492 familier til casting, som herefter er udstillet med portrætter og udvalgte beskrivelser af deres familieliv på 12 kulturinstitutioner landet over. Herefter udvalgte arrangørerne ti familier og nedsatte et dommerpanel, hvis arbejde og møde med familierne blev udgangspunktet for tre tv-udsendelser på DR2.

Skulpturprojektet er Gillian Wearings tredje af sin slags, og i alle udgaver har kampagner og udstillinger på forskellige måder banet vejen til den endelige skulptur og valget af én familie fremfor andre. I både Trento og Birmingham skabte afsløringen af den valgte familie stærke reaktioner, især i Birmingham hvor Wearing selv er vokset op og også var en del af juryen. Her faldt valget på en familie bestående af to enlige mødre, som var søstre, med deres respektive børn. Mens flere i Trento reagerede på, at det var en kernefamilie, som skulle repræsentere byen, affødte de enlige mødre i Birmingham endnu stærkere reaktioner, idet flere mente, at den slags familie ikke var noget man skulle hylde eller fremhæve, tværtimod.

Et af udgangspunkterne for projektet handler om at hylde almindelige mennesker, i modsætning til vores offentlige rums tætte repræsentation af kendte og magtfulde personligheder. Utvivlsomt et sympatisk udgangspunkt at rejse et monument for en helt almindelig familie, men når man samtidig vil diskutere familieopfattelser og har mulighed for at fremhæve én af mange bud på en familie, må man også være bevidst om, at dette valg betyder noget. Det blev bragt i spil på en interessant måde i Birminghams alternative valg. I den danske jury kunne man ikke blive enige om et valg, som lå udenfor normen, selvom der var flere interessante bud blandt de ti familier. Den danske jury – bestående af Henrik Marstal, forfatter og musiker; Eva Agnete Selsing, filosof og debattør; Mai Heide Ottosen, forsker i familiedannelse og skilsmisser SFI; Kasper Elbjørn, informationschef hos Carlsberg og en af stifterne af tænketanken Cepos og Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst – endte med at vælge familien Lysholm Thorsen.

Gillian Wearing, En rigtig dansk familie (detalje), 2017. Foto: Frida Gregersen.

Denne familie vandt æren at blive foreviget i mørk bronze på en endnu ubestemt central plads i København. Indtil videre står den i Museumshaven foran Statens Museum for Kunst og ser udover trafikken i vejkrydset og Kongens Have. Skulpturen er på en gang klassisk i sin opstilling og udtryk. Den er realistisk i både størrelse (1:1) og i sin virkelige gengivelse af personernes tøj og ansigtsudtryk. Men der er også et mere moderne touch i form af de farvede gummisko (bemalet bronze), der tydeligt skiller sig ud fra den ellers traditionelle skulptur og bidrager til at tage lidt af den monumentale aura ud af værket.

Familien Lysholm Thorsen er en ung, hurtigt stiftet, familie med to børn, hvoraf det ene, i selve skulpturen, gemmer sig i maven på moren Yenny, der læser til socialrådgiver. Faren Michael  er bankrådgiver og under tv-optagelserne var han på orlov for at udleve drømmen om at drive en kaffebar på Vesterbro. I dag bor de i Hillerød.

Gillian Wearing opfatter familiebegrebet meget bredt og har også i sin udlicitering til den danske jury undgået tydelige instruktioner. Dermed overlader hun ikke bare beslutningen om hvilken familie, der skal foreviges, men også ud fra hvilke kriterier juryen skal nå frem til beslutningen. Heri ligger udsendelsernes mest interessante moment, juryens lidt famlende diskussioner, men samtidig også den kollektive konsensussøgende bevægelse mod en fælles beslutning.Jurymedlemmerne diskuterede først, hvad det var de skulle lede efter hos den familie, som skulle vælges. Det handlede meget om de enkelte familiers styrke og særtræk. En diskussion som ikke fik særlig meget plads i diskussionen var den om repræsentation. Altså hvad og hvem repræsenterer den ene familie fremfor alle de andre. Og hvad betyder det, når man sætter en «traditionel» familie på en skulpturel plint og ind i en national offentlighed.

Et andet aspekt er selvfølgelig, at denne skulptur, qva sin titel, ikke repræsenterer en by, men en hel nation, hvilket selvklart giver projektet en ekstra dimension. Uanset hvilken familie valget falder på, illustreres en bestemt måde at tænke en dansk familie anno 2017. Vinderfamilien er en moderne kernefamilie, som mange kan identificere sig med. Samtidig er det også den model, som er stærkest eksponeret i vores kultur. Valget virker derfor selvforstærkende snarere end debatskabende.

Gillian Wearing, Sacha and Mum, 1996. s/h-video til projektion med lyd, 4 min. 30 sek.

I forbindelse med skulpturafsløringen åbnede Statens Museum for Kunst en retrospektiv udstilling, Family Stories, med værker af Wearing fra starten af 1990’erne frem til i dag. Hendes videoer og fotografier viser på slående vis, hvordan bristede relationer, hemmeligheder og tragedier er en del af hverdagen for mange. Med masker, rolleskift og små effektive instrukser modellerer Wearing en form til historierne, så vi er i stand til at forholde os til dem uden forudfattede meninger, og så personerne i videoerne er i stand til at levere dem anonymt. Der tilsættes teatralske og legende elementer, som gør, at vi lettere udfordres i vores forestillinger om familien, vores relationer til andre, vores ensomhed og sårbarhed og vores behov for hinanden. Men i modsætning til udstillingen kan jeg ikke i familieskulpturen – inklusive den forudgående proces – finde noget udsagn eller engagement som rent kunstnerisk forundrer eller fascinerer mig på samme måde. Det bliver meget tydeligt i overgangen og sammenhængen mellem den del af udstillingen, der rummer den retrospektive udstilling og så den, der præsenterer processen bag skulpturen En rigtig dansk familie.

I den retrospektive del møder vi fx den legendariske fotoserie Signs that say what you want them to say and not Signs that say what someone else wants you to say (1992-93) med folk som står på gaden og fremviser skilte, de selv har skrevet: «Help» eller «I’m desperate». I denne sammenhæng er det dog Wearings videoer, der fremtræder stærkest. En dreng fortæller om, hvordan han blev mishandlet af sin far, og en mor står og hiver i sin datter i en video som afspilles baglæns, så vi ikke helt kan se, hvad der foregår. Rummene er mørke og fungerer lidt som en kakofoni af bekendelser, som beviser på hvor frygtelige og fantastiske mennesker kan være mod hinanden. Men det ændrer sig, så snart vi begiver os videre ind i den lyse, æstetisk neutrale korridor, som præsenterer projektet En rigtig dansk familie.  Her stopper al kunstnerisk tankevirksomhed. For her har Wearing sluppet grebet. Vi ser portrætterne af de ti udvalgte familier fra tv-programmerne igen foruden en række statistikker vedrørende familieliv i Danmark; Hvor mange forskellige familietyper findes der?, Hvilke der er flest af? Men informationen er endimensionel og bliver aldrig levende.

Gillian Wearing, Wicked and Wild fra serien Signs that say what you want them to say and not Signs that say what someone else wants you to say, 1992-93. C-print på aluminium.

Spørgsmålet er, hvorfor Wearing så tydeligt giver slip her? Og hvorfor arrangørerne har valgt at forvalte denne frihed, som man har gjort det. Udstillingen Family Stories fungerer virkelig godt og handler i høj grad om familien og relationer, men den usynkroniserede overgang til udstillingsdelen om processen bag skulpturen gør, at den ikke understøtter skulpturprojektets kulmination. Tværtimod udstiller den måske snarere dets svaghed, som viser sig at være den alt for åbne struktur og forudsigelige indhold.

Den betydning sådan en familieskulptur kan få for et sted, en by og som her, et helt land, rummer selvfølgelig en potentiel kraft. Noget man kan samle sig om, eller diskutere fra forskellige positioner. Desværre sidder man mest af alt tilbage med fornemmelsen af et hult engagement og en proces uden egentlig indhold andet end målet at skabe en masse opmærksomhed omkring processen at finde familien til den endelige skulptur. Dermed ikke sagt, at det er let. Hvor mange pressemeddelelser og formidlingstekster proklamerer ikke, at de vil forandre verden og skabe debat, uden egentlig at gøre det? Kun yderst få kunstnere og kunstinstitutioner formår at skabe en kvalificeret debat om et aktuelt emne eller nå ud til en bredere offentlighed. 

Her har man – komisk nok – landsdækkende kampagner, TV og en lang række kulturinstitutioner i ryggen; altså den opmærksomhed som så mange institutioner og kunstnere ønsker sig. Til gengæld har man ikke noget, som udfordrer rent indholdsmæssigt. Kunst skulle gerne hjælpe os meget at forstå verden på nye måder. Give os indblik i andre menneskers liv og holdninger og derigennem udfordre vores egne, vores eget liv. Og når vi inviteres til at deltage eller engagere os i kunstprojekter, skulle der gerne ligge et transformerende potentiale eller en fornemmelse af at være med til at skabe noget, der er større end en selv. I stedet bliver deltagerne her bedt om at fortælle om deres familie og tage del i en konkurrence som mimer, alt det vi alligevel er omgivet af i hverdagen, af underholdning og overfladiske bekendtskaber.

Wearings idé om at rejse et monument for almindelige mennesker og for vores vigtigste institution, familien, er interessant, men at give slip på den proces, som skal engagere rigtige mennesker i projektet og skabe fundamentet for det, vi skal se på, høre om og diskutere er for risikabelt.

Det er tydeligt, at Wearing har en forkærlighed, ikke bare for det almindelige og det virkelige, men også for reality-iscenesættelser kendt fra især tv. Et af de bedste værker på udstillingen, som også bærer den tydeligste forbindelse til de dokumentariske elementer i skulpturprojektet, er videoinstallationen Family History, hvor en kvinde, som sammen med sin familie deltog i en af de allerførste reality-udsendelser (som meget ung) i England i 70’erne bliver interviewet om sin oplevelse, siddende i en talk show-kulisse med en kendt tv-vært. Således mimer og parodierer værket meget af det, vi har set før, men fastholder samtidig en oprigtighed og skaber et rum, hvor vi kan betragte fænomenet fra en anden position, på en ny måde. Og det er præcis dette anderledes blik på familien og på sig selv som tv-program og kunstnerisk proces, som mangler i udsendelserne på DR2 og i projektets øvrige dele. En bearbejdelse eller instruktion. Selv med en fagligt kompetent jury ender det mest af alt som reality tv, der, om man skal være helt ærlig, tilmed var ret kedeligt – hverken udfordrende eller underholdende.

Når Gillian Wearing træder så meget ud af projektet, som hun gør i tilfældet En rigtig dansk familie, bliver det uklart, hvilke roller de øvrige aktører i projektet har. Og det er synd, når der nu engang var mobiliseret de rette forudsætninger for at skabe en kvalificeret debat om, hvad familien, men også hvad offentlig skulptur, betyder i dag.

Gillian Wearing, En rigtig dansk familie, 2017, bronze. Foto: Frida Gregersen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!