Slower and Cheaper

Hannah Anbert

Overgaden – Institut for samtidskunst, København
16. juni - 15. august 2018
Kritikk 27.06.18

Moderne arbejdsliv i fem akter

Hannah Anbert, Slower and Cheaper. Installation view, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

En bølge af blåmeleret linoleumsgulv rejser sig flere meter og slår et knæk mod indgangen til udstillingsrummet på Overgadens førstesal. Under den hænger enkelte beklædningsstykker på bøjler, som var det et lille backstageområde; et forklæde i hvidt, læderagtigt materiale, foret med termostof, og kanvasbukser med påsyede frynser. Man forstår med andre ord, at det er en form for scenografi, man er på vej ind i, hvor skulpturerne også er kulisser og tekstilværkerne kostumer.

Udstillingen, der har titlen Slower and Cheaper, er Hannah Anberts første større soloudstilling. Anbert (f. 1984) tog afgang fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2016 og en rød tråd i hendes praksis er moderne arbejdsliv i al sin konkurrenceprægede, præstationsfikserede og omstillingsparate udstrækning.

Det er også temaet for udstillingen på Overgaden, hvor hun viser fem, mere eller mindre skulpturerede installationsværker eller scener, kan man kalde dem. De blev aktiveret performativt på åbningsaftenen, men hvis man som menig udstillingsgæst ikke var til ferniseringen, giver værkerne heldigvis meget godt sig selv.

Hannah Anbert, Slower and Cheaper. Installation view, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

To spande fyldte med tyggegummi på et stillads og utallige gennemgnaskede af slagsen trykket fast på ruderne lader forstå, at nogen helt teenageflabet er i færd med at beklæde Overgadens smukke vinduespartier med, ja, tyggegummi. Et andet sted hænger en saks og et net med papirstrimler og på gulvet ligger en bunke håndklippet konfetti. Man ser levende for sig de små farvede papirflapper dale langsomt ned, stykke for stykke – et smukt billede, men en lidt trist fest.

Hver scene er et absurd, drømmende miljø af materialer og objekter, som man typisk vil relatere til arbejdspladser inden for håndværksfag eller kontorarbejde – for eksempel linoleumsbølgen, hvorpå der sejler en ensom båd foldet af et ringbind, eller to loftshøje kontorstole placeret i sand, der sender associationerne i retning af pælesidning.

Det er et udstillingsforløb i flere akter, så at sige, hvor Anbert karikerer nutidens stressede arbejdskultur og slår et slag for et langsommere og billigere ideal, hvis man forstår titlen imperativt, som en opfordring.

Det ringer ikke så lidt af 1960erne, arbejderoprør og marxisten Henri Lefebvres kritik af hverdagen, som situationisterne senere var inspirerede af. Men hvor det at arbejde langsomt kunne være en effektiv sabotageform i et fordistisk produktionsforetagende, har det andre konsekvenser i et individualiseret, moderne arbejdsliv – og her bliver det lidt uklart for undertegnede, hvad kritikken i udstillingen helt præcist er rettet mod.

De materialemæssige referencer til arbejdspladser, som man vil forbinde med fastansat lønarbejde, sender tankerne i retning af forårets overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte og man glemmer lidt freelanceren, som jo egentlig er primus motor på udformningen af moderne arbejdsliv. Prototypen på fleksibel, konkurrencedrevet og prekær arbejdskraft, som erhvervslivet er i fuld færd med at integrere.

Hannah Anbert, Slower and Cheaper. Installation view, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Jeg bliver med andre ord lidt i tvivl om, hvem udstillingen henvender sig til eller om den taler til alle arbejdere. I så fald ligner det udefra set et ønske om at brede emnet ud, så det ikke bliver den vanlige snak om prekært arbejdsliv, freelancere imellem – og det er prisværdigt. Men det bliver også lidt upræcist og i nogle tilfælde en uheldig ironisering over trivielt kontorarbejderliv, hvilket ganske sikkert ikke er hensigten.

Så fungerer det bedre med den brede henvendelse i et værk, som mindre udtalt handler om det at arbejde. Activities of Daily Living (ADL) er en cirkelformet, græsbelagt gåbane, hvor der er slitage i græsset efter åbningsperformancen. Det står som et enkelt men stærkt billede på et indskrænket bevægelsesrum, hvor selv spadsereturen er effektiviseret i den optimerede ydeevnes hellige navn. Et indskrænket tankerum i et samfund, der baserer sig på såkaldt liberale tankesæt, men som ikke har begreb om frihed, og et trist vækstideal, der ikke har noget med udvikling at gøre, men som bare slider.

Værket viser også, at det egentlig ikke gør noget, at der kun er performance en enkelt gang mere i løbet af udstillingsperioden, for måske er fraværet af performere i virkeligheden mere interessant; det, at der er spor efter aktivitet, at det kommer til at handle mindre om personen og mere om miljøet, mindre om individet og mere om struktur. Det er en lidt ansigtsløs kapitalismekritik, hvor ingen rigtigt holdes ansvarlige, men ikke desto mindre vigtigt med en masseren af folkets strukturelle bevidsthed i en individualiseret tid.

Hannah Anbert, Slower and Cheaper. Installation view, Overgaden, 2018. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!