Iben Lilleriis Andersen, Jona Borrut, Currently Fictional, Sif Hedegård, Johanne Helga Heiberg Johansen, Jonna Ljósá, Jacob Morell, Sara Plinius, Katti Pärkson-Kull



Afgang - Material Witness

Brandts 13, Det Fynske Kunstakademi, Odense
22. mai - 2. august 2015
Kritikk 29.05.15

Materialevidner

Sara Plinius, Beat, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Sara Plinius, Beat, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Måske er det fordi, det virker kontraintuitivt at putte samtidskunsten ind i de gamle sale på det hedengangne Fyns Kunstmuseum, nu Brandts 13, at jeg spankulerede direkte til Brandts Klædefabrik for at se den fynske afgangsudstilling? Her holder Det Fynske Kunstakademi (så længe det endnu varer) til på øverste sal, og her har afgangsudstillingen i mange år fundet sted.

Når det er sagt, så fungerer dette års afgang, kaldet Material Witness, faktisk fint i disse rum, som giver en god rumopdeling til særligt videoværkerne. Allerede første lille mørklagte rum præsenterer en række videoværker, og man tager lige en dyb indånding (at starte med video i en gruppeudstilling har på mig altid virket lidt tungt), inden man går i gang med at se de fire videoer af Iben Lilleriis Andersen. Én video viser en dame, der rokerer rundt med alle sine ting, lægger dem på en madras i en stor opstablet masse, for til sidst at møve sig ind under den samlede vægtmasse under madrassen. En anden video viser folk, der smadrer deres Iphones, Macbooks eller biler. I en tredje video dvæles der langsomt ved tingene, fx ved en toiletrulleholder, samtidig med at fortællerstemmerne beskriver sansningen undervejs. Det er ikke svært aflæselige værker, men de slår fint udstillingens materialitetsfokus an ved at insistere på enten at dvæle ved eller smadre ting og genstande.

Iben Lilleriis Andersen,  Touching Objects, 2015. Video installation. Foto: Gustav Bisgaard.

Iben Lilleriis Andersen, Touching Objects, 2015. Video installation. Foto: Gustav Bisgaard.

Når man efter en rum tid bevæger sig ud af mørket, og ind i den store oplyste sal, misser man lige lidt med øjnene – og er ved at vælte over Sara Plinius’ «løbende» benskulpturer, hvor syntetisk træningstøj er påhængt orange og røde plasticben. Nogle af skulpturerne er ophængt på væggen, andre står på/løber hen over gulvet, hvilket egentlig giver bedst mening, som skulptur betragtet.

I samme rum står en stor grå lænestol, hvori Johanne Helga Heiberg Johansens bog Dear Frida ligger som læseeksemplar. På væggen hænger tegningerne, som også findes trykt i bogen, som én lang frise, og handler om det hårde nybagte-mor-liv, hvor babymad, bleskift, opvask bliver kontrasteret af neglelakspåsmøring og arbejdsliv. Kun i bogen giver titlen mening, hvor man samtidig kan læse de mange breve som kunstneren har forfattet til sit idol, Frida Kahlo, hvortil tegningerne udgør én del og brevene en anden. Den sidste kunstner i salen er Katti Pärkson-Kull, og hendes omstændeligt håndmalede flamingostukplader, som ironisk nok passer utroligt godt til de gamle sale – med gipsstuk og trægulv.

Katti Pärkson-Kull, False Principles, 2015. Akryl på flamingoplader. Foto: Gustav Bisgaard.

Katti Pärkson-Kull, False Principles, 2015. Akryl på flamingoplader. Foto: Gustav Bisgaard.

Et helt rum er givet til kunstnergruppen Currently Fictional (bestående af Gustav Bisgaard, Sarah Ridao & Oscar Yran) store træskulptur; en kæmpemæssig silo (som fylder fra gulv til loft) i ubehandlet træ. Fra gulvet er der trapper, der fører op i siloens indre, her er der en rund formation, der minder om en lysende, uendelig brønd – lidt i stil med Olafur Eliassons spejlværker. Den ledsagende katalogtekst indbyder os til at sidde her og spekulere over uendeligheden, selvom de fleste nok spankulerer hurtigt ned ad trapperne igen, er ideen fin og trækonstruktionen imponerende, og lækkert duftende, i rummet.

I den følgende større sal præsenteres yderlige tre kunstnere. Her vises Jonna Ljósás interaktion med færøske sten, hvor hun i en video slår to sten mod hinanden, eller forsøger at stable dem. Der er også en fysisk sten med i installation, der står stor og bastant på det mørkbejsede trægulv og henviser til den færøske vilde natur.

Ljósás geologiske emne er her tæt på udstillingens fokus, idet geologien – og det enorme tidspand det rækker over – i sig selv reducerer den menneskelige overlegenhed, som den teoretiske dimension af New Materialism er så kritisk over for. Stenene besidder i denne optik en langt mere kondenseret ’viden’ om denne oprindelse, end menneskets bevidsthed har adgang til, hvorfor stenen som «materielt vidne» her bliver en pointe.

Sif Hedegård, Compassion Fatigue Crusty Past - Crispy Future, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Sif Hedegård, Compassion FatigueCrusty Past – Crispy Future, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Sif Hedegårds installation i samme rum er for mig det sværeste værk på udstillingen at få greb om. En installation af tøj og tryk akkompagneres af en video, der viser forskellige objekter, ledsaget af en fortællerstemmer, der på brysk dansker-engelsk taler ud i en køre om tilsyneladende helt usammenhængende sager, kun afbrudt af reallyde som lidt næsesnøften. Da jeg læste teksten, forstod jeg at værket handler om at vise, hvor lidt information man skal have, før man danner sammenhæng i selv de mest forskelligartede sager. Måske var det derfor meningen, at jeg slet ikke skulle forstå det?

Det tredje værk i rummet, af Jona Borrut, er til gengæld lige modsat: ud af sin babys lyde og sin mors e-mails, har hun skabt forskellige, meget smukke, grafisk opstillede værker, der danner grafer over kommunikationen med henholdsvis mor og søn. Værket, der også indeholder en vederkvægende humor, viser fx graden af henholdsvis negativ og positiv energi i morens mange e-mails.

Jacob Morell, The Shield of Perseus, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Jacob Morell, The Shield of Perseus, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Udstillingen slutter som den starter, med video. Den ca. 16 minutter lange film af Jacob Morell, viser et atomsikret undergrundsopholdssted, Regan Vest, som de danske myndigheder opførte under den kolde krig – som et sikkert sted for regering og kongehus. Her, under jorden i den jyske muld, viser der sig at være en mindre stat i staten med både lægevagt, radiokanal og politistation. Morells film blander fakta med fiktion, hvor gamle danske film med Ove Sprogøe, akkompagnerer lydsiden, eller amerikanske krigsklassikere giver det hele et absurd twist, som alligevel ikke, viser det sig, når virkeligheden til sokkeholderne i absurditet.

Tilbage bliver blot at reflektere over den samlede udstilling, der i år er kurateret af Katarina Stenbeck. Ved at give en titel vil udstillingen straks fremstå mere kurateret, end afgangsudstillinger normalt er. I hvert fald i princippet, for selvfølgelig er en afgangsudstilling præget af en masse forskellighed, også selvom man har gået på Det Fynske, der profilerer sig i en særlig international og diskursiv retning. Interessant i denne sammenhæng er, at værkerne på udstillingen er langt mere sanselige og private, end teoretiske. Der er mest tale om værker, der enten vokser ud af kunstnerens eget liv (som Johanne Helga Heiberg Johansen Frida Kahlo-projekt, eller Jona Borruts mor-baby-grafik), eller som arbejder med erkendelser gennem materialer (Iben Lilleriis Andersens destruktion/kælen for ting, Jonna Ljósáa færøske sten eller Currently Fictionals store træsilo).

Jonna Ljósá, Black Contours on Aquarelle Paper; Interaction with Stone 1, 2, 3. Foto: Gustav Bisgaard.

Jonna Ljósá, Black Contours on Aquarelle Paper; Interaction with Stone 1, 2, 3. Foto: Gustav Bisgaard.

Titlen på udstillingen lægger sig i forlængelse af det tema, som måske er det mest hypede overhovedet på den kontemporære kunstscene de senere år; Speculative Realism og Obejct Oriented Ontology, og det er egentlig også interessant netop på Det Fynske, hvor det tekstbaserede – og dermed den menneskelige læsning og intellektet – ellers er i fokus. For som Torsten Bøgh Thomsens veloplagte essay i kataloget pointerer, så handler denne teori om det modsatte; om at reducere den menneskelige følelse af overlegenhed via intellekt og bevidsthed, og i stedet erkende at en sten måske besidder større viden end vi selv.

Oprindeligt startede hele hypen om den såkaldte «spekulative realisme» (der er relateret til new materialism) i den lækre filosofiske bogserie Collapse, allerede i 2007, men herhjemme var det særligt Birgitte Kirkhoff Eriksens famøse trilogi på Sorø Kunstmuseum, om henholdsvis Ting, Jord og Bevidsthed, der introducerede teorien herhjemme til et større publikum. Kataloget til afgangsudstillingen har da også en tydelig inspiration fra netop denne udstillingstrilogi i både indhold og layout (samme åbne bogryg, samme teori, samme skribent).

I indledningen til kataloget slår kuratoren dog fast, at titlen ikke skal opfattes som et decideret tema, men snarere som en tilgang til den kunstneriske praksis, hvor «værkerne udgør eftertænksomme betragtningter over de store perspektiver, som vores nære og umiddelbare omgivelser rummer». På den måde kan både flamingo-stuk, træsiloer, toiletrulleholder-sansninger og færøske sten samles i et fælles fokus, som en afgangsudstilling ellers ofte undsiger.

Currently Fictional (Gustav Bisgaard, Sara Ridao & Oscar Yran),  The Threshold, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Currently Fictional (Gustav Bisgaard, Sara Ridao & Oscar Yran),
The Threshold, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Jona Borrut, The Mother Project, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Jona Borrut, The Mother Project, 2015. Foto: Gustav Bisgaard.

Johanne Helga Heiberg Johansen, Dear Frida, 2015. Tusch på papir. Foto: Gustav Bisgaard.

Johanne Helga Heiberg Johansen, Dear Frida, 2015. Tusch på papir. Foto: Gustav Bisgaard.

  1. Innlegg fra Kasper Holm

    Denne tekst ender med at stille flere spørgsmål end den besvarer. Det kan man så tilslutte sig eller lade være. Men som ren redegørelse for udstillingen og dens teori/projekt, kan det kun læses som en distanceret og vag udlægning. For hvad er det overhovedet for en materialitet, der tales om? Kan det virkelig kun bestå af en slags pseudo-filosofi om materialets historie eller det der omtales i artiklen som “geologiens tidspand” (jeg går her ud fra at vi taler om Jordens kontinuerlige geologiske forandring og ikke selve faget?) Og hvordan lykkes værkerne med at tage greb om dette store spørgsmål? New Materialism som begreb fungerer kun, hvis man rent faktisk kontesterer det. Måske er det fordi udstillingen ikke er stærk nok, men så burde det blive fremhævet i stedet for bare at blive valideret som et teoretisk fokus, der giver mening og har pointer.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!