Hans-Peter Feldmann

Hans-Peter Feldmann

Malmö Konsthall, Malmö
20. februar - 2. mai 2010
Kritikk 07.04.10

Lurendrejeren

Hans-Peter Feldmann, 100 Jahre, 1997.

En retrospektiv udstilling uden værkernes årstal og titler? Det lyder som en  selvmodsigelse! Ikke når stedet er Malmö Konsthall og kunstneren er den næsten 70-årige lurendrejer Hans-Peter Feldmann.

Gennem et helt livsværk har tyske Hans-Peter Feldmann forsøgt at underminere forestillingen om kunstnergeniet, blandt andet ved at anvende fundne amatør-snapshots, udklip af magasiner og trivielle hverdagsgenstande. Signaturværkerne er de konceptuelt-baserede, fotokopierede hæfter, som kredser om enkeltstående motiver, der gentages, fx bjerge og dameben, der er blandt yndlingsmotiverne. Og med sine usignerede fotografier, plakater og magasiner i ubegrænsede oplag har han udfordret ideen om det originale værk. Det er ikke mindst i dette perspektiv, man skal betragte det bemærkelsesværdige udstillingskoncept på Malmö Konsthall, hvor årstal og titler fra et helt livs produktion (af fotografier, bøger, collager, maleri, skulptur og installation) stort set er udeladt.

Der er ikke nogen tvivl om, at Feldmann generelt trives bedst med tvetydige udmeldninger og sparsom formidling. Det bekræftes af det interview, som findes i Another Book, den voluminøse bogudgivelse, som forbinder de tre, forskelligartede retrospektive Feldmann-udstillinger i Malmø, Madrid og London. Selvom intervieweren, Kaspar König, går til biddet og ikke umiddelbart køber kunstnerens mere eller mindre krukkede udsagn om, at han skam også ville have været kunstner, selvom der ikke havde fandtes kunstinstitutioner og mere i den dur – så forbliver interviewet en lang undvigelsesmanøvre, hvor Feldmann smutter som en håndsæbe mellem hænderne på König. Sådan har jeg det også lidt med selve udstillingen på Malmö Konsthall. Det vender jeg tilbage til.

Hans-Peter Feldmann, Measure Sticks

Eftersom Feldmann relaterer sig til andre kunstneres værker – eller måske blot skaber kunst, der minder om andres ved et tilfælde (sådan som han selv beskriver det i et aktuelt interview på www.kopenhagen.dk – så havde det fx været rart at vide, hvornår han lavede værket med aftryk af dansetrin, som har meget tilfælles med Warhols Dance Steps. Jeg ved godt, at den slags netop ikke interesserer Feldmann idet billeder, alle billeder (lige fra pornofotografier til kunstværker), ifølge ham bør betragtes som en slags allemandseje og at han i den forstand anser originalitet for at være et irrelevant spørgsmål. Men når værkerne hverken ledsages af titel eller årstal, så forekommer de ind imellem så åbne, at det bliver svært (i værste fald ligegyldigt) at forholde sig til dem – især fordi der er tale om en retrospektiv sammenhæng, hvor motiver, temaer og tid i sagens natur i forvejen er blandet.

Hvad stiller man op med en opstilling langs væggen af en række brugte venstresko til både damer og herrer, en fotostat med påtrykt zebraskind ophængt på væggen eller et antal kulørte potteplanter med plastikblomster fastgjort på væggen i en ret vinkel? De er jo netop ikke tænkt som ren formel gestus af former og farver, eller hvad? Konceptet er så poetisk, eller løst, om man vil, at det glider ud mellem hænderne på mig. Og i grunden tror jeg, det handler om, at jeg er tonedøv overfor noget afgørende hos Feldmann, nemlig en form for underfundighed eller charme, om man vil, som lader til at være selve sammenhængskraften i oeuvret og som binder de forskellige udsagn sammen, hvad enten det drejer sig om en dyb tallerken med to skeer eller et hus konstrueret af et par tommestokke.

Hans-Peter Feldmann, «Maria Victoria, 100 Jahre», fra 100 Jahre

Det er anderledes med værket 100 Years fra 1997, som består af hundrede portrætter af hundrede forskellige personer, en for hver aldersklasse fra 1 til 100 år. Det er et skabelonagtig værk som på elegant vis italesætter spørgsmålet om tid og periode, der ellers glimrer ved sit fravær på denne retrospektive udstilling. Ikke mindst fordi portrætternes tidsakse ikke kun relaterer sig til kunstneren selv (han har relationer til alle de portrætterede) og hans værker (som en slags tidslinie i hans ouevre), men også engagerer beskueren, der hurtigt søger mod portrættet af sin egen aldersklasse for derefter at betragte yngre og ældre eksemplarer – dét, som har været og dét, som skal komme. Værkets emblematiske karakter understreges desuden ved, at 100 Years, som et af få, er anført med titel og år.

De manglende informationer bevirker til gengæld, at udstillingen er befriet fra den stemning af slavisk gennemgang og mausolæum, der kan præge retrospektive udstillinger. Måske betragter man faktisk værkerne på en anden og friskere måde, når de alle potentielt set kunne være lavet i går. På den anden side er der jo ikke lagt skjul på, at det er en retrospektiv udstilling, der præsenterer en kunstners udvikling og værk. Og så er man allerede i gang med at gå i rundkreds omkring sig selv – godt inde i den Feldmann’ske rævehule med veje og vildveje.

INFO
Den retrospektive udstilling vises på Malmö Konsthall, Museo Nacional Centro de Arte Reina og Parasol Unit. Alle tre udstillinger præsenterer forskellige værker men bindes sammen af bogudgivelsen Another Book.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!