La Constance du Jardinier

Spectacles without Objects


Fredrik Værslev, Louise Hervé & Chloé Maillet

Kunsthal Aarhus, Aarhus
31. august - 23. oktober 2016
Kritikk 04.10.16

Impressionismens århusianske genkomst

Fredrik Værslev, La Constance du Jardinier, 2015. Kunsthal Aarhus.

Fredrik Værslev, La Constance du Jardinier, 2015. Installeret på facaden af Kunsthal Aarhus, 2016.

Hvad den norske maler Fredrik Værslevs maleri-serie La Constance du Jardinier har med den engelske spændings- og spionroman-forfatter John le Carré og dennes roman af samme navn The Constant Gardener (oversat til fransk) ved jeg ikke. Titlen peger imidlertid nok på to væsentlige ting i relation til malerierne: De blev skabt til en udstilling i Frankrig. Og de hang udenfor i en park.

Nu i Aarhus hænger de anderledes stramt – om end også udenfor – på kunsthallens udvendige murværk og for anden gang vist af kunsthallens direktør, Jacob Fabricius, som oprindeligt kommissionerede serien til en ophængning på den franske ø Île des Impressionnistes, der ligger i Seinen et stykke vest fra Paris. Her hang de i træerne, hvor de serielle og nærmest maskinelt præcise, minimale værker med lodrette striber påført med spraymaling i farverne grøn og brændt sienna (ikke ulig liggestolsstof) lod naturen vokse ind i sig og har nu lag af grøn natur aflejret på overfladerne.

Fredrik Værslev, La constance du Jardinier, 2015. Installeret på Île des Impressionnistes. Foto: CNEAI.

Fredrik Værslev, La Constance du Jardinier, 2015. Installeret på Île des Impressionnistes. Foto: CNEAI.

På kunsthallen facade hænger de og agerer frise for den forbipasserende men, nok så væsentligt, i en højde som gør det muligt rent faktisk at se og fornemme de indlejringer af naturens spor, som er sket over tid. Nu vil også Aarhus sætte sine spor og blande sig i samtalen og i det som vel er en ret frisk fortolkning af landskabsmaleriet (vel at mærke ikke med horisontalt men vertikalt snit) og om dengang maleriet blev moderne.

Som værkerne hang i de franske træer blev de nemlig ikke blot grønnere og grønnere men også baggrund for trækronernes spil med lys og skygge og nikkede dermed til impressionisternes plein air-ideal men med en slags omvendt fortegn: Malet på atelieret og hængt udenfor i landskabet, ingen pastose penselstrøg men naturens eget splat. Her på kunsthallens mur hænger de minimalistisk og udgør en finurlig samtale imellem Auguste Renoir og Daniel Buren.

En noget mere kompleks indgang ind i kulturen og historien ligger bag udstillingen Spectacles without Objects af de to franske kunstnere Louise Hervé og Chloé Maillet, bestående af en video, en LP og en publikation – det hele klædt i revolutionens farve, rødt.

Louise Hervé og Chloé Maillet, Spectacles sans objet, 2016. 35mm dias, super 8 film, video transfered to HD video, 33'. Courtesy Galerie Marcelle Alix.

Louise Hervé & Chloé Maillet, Spectacles sans objet, 2016. 35 mm dias, super 8 film, video overført til HD video, 33′. Courtesy Galerie Marcelle Alix.

Filmen drejer sig blandt andet om en besynderlig politisk og social bevægelse, Saint Simonianerne, der i første halvdel af det 19. århundredes Frankrig kombinerede det fremherskende industrialiserede samfunds arbejdsliv med semi-spirituelle og ikke mindst kunstneriske tiltag, hvor sang og dans indgik i kollektivistiske ritualer og hvor enhver dagligdags handling havde sin egen sang.

En lokal amatørskuespiller performede på udstillingens fernisering en charmerende stiv men indfølt beskrivelse eller tolkning af værket som et institutions-dilettantisk kunstfagligt og poetisk nummer, der peger direkte ind i video’ens brug af diletantisk skuespil og historisk re-enactment.

Og i det hele taget undersøger de to kunstnere historiske momenter af høj performativ karakter. Gennemgående for projektet er denne legende undersøgelse af partikulære historiske momenter, hvor teatralitet og performance var uadskillelige fra de politiske bevægelser i deres samtid. Dermed peger projektet frem mod i dag hvor performance, præstation, skuespil, «reality» og politik er uadskillelige størrelser. Dette nok for tiden bedst eksemplificeret ved det politiske skuespil nummer ét: de, i skrivende stund, forestående direkte politiske debatter mellem Hillary Clinton og Donald Trump i en valgkamp og en politisk virkelighed, der nok ligner teater, men er helt reel som en sump af racisme, dronekrig og håndvåben.

Og skønt filmen accentuerer sådanne samtidige perspektiver lader dens scener som udelukkende er optaget udenfor i plein air – i sin historiske jam-session med scenarier med søer, fiskehejrer og utallige åkander – en gennemgående malerisk og sine steder impressionistisk stemning strømme igennem de historiske undersøgelser, akkompagneret af skøn korsang som et forfinet bud på en humoristisk, politisk og nysgerrig kunst.

Louise Hervé og Chloé Maillet, Spectacles sans objet, 2016. 35mm dias, super 8 film, video transfered to HD video, 33'. Courtesy Galerie Marcelle Alix.

Louise Hervé & Chloé Maillet, Spectacles sans objet, 2016. 35 mm dias, super 8 film, video overført til HD video, 33′. Courtesy Galerie Marcelle Alix.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!