Sunny Side Up – udsmykning på Køge Politistation.

Merete Vyff Slyngborg

Køge Politistation, Køge
Kritikk 21.08.17

Hygge hos politiet

Merete Vyff Slyngborgs udsmykning af Køge Politistations ankomstrum, Sunny Side Up, 2017. Foto: Søren Aagaard.

Selvom den moderne politistation er en slags udvidet borgerservice, bærer den sjældent præg af at være noget særligt socialt sted. Der skal helst bare være et minimalt, farveløst og overbelyst interiør, som udstråler ordensmagt og myndighed. Det er derfor interessant, at lokalpolitiet i Køge har taget initiativ til en udsmykning i ankomstrummet med ønsket om, at «man kan føle sig velkommen og tryg,» som det formuleres i pressemeddelelsen.

Måske som svar på det, har billedkunstner Merete Vyff Slyngborg (f. 1982), som er udpeget af Statens Kunstfond til opgaven, givet udsmykningen den muntre titel, Sunny side up – som egentlig blot betyder at stege spejlæg med blommen opad. Ligesom der i indgangspartiet nu falder et blødt, varmt lys ind gennem en af de store ruder, som er beklædt med et koralfarvet plastikprint.

Netop lys er udgangspunkt for Slyngborgs arbejde på stationen, der arkitektonisk er en firskåret, gul murstensbygning af typen af offentlige, barakagtige institutionsbyggerier, som man opførte i halvfjerdserne til at huse alt fra børnehaver til rådhuse – altså længe før glasfacaderne og en mere generel værdsættelse af åbne rum og naturligt indfaldslys.

Merete Vyff Slyngborg, Sunny Side Up (detalje), Køge Politistation, 2017. Foto: Søren Aagaard.

En formidlingsvideo i venterummet perspektiverer tankerne bag værket: En nuttet animationsfigur (med form som et penselstrøg) fortæller om lys som en vigtig faktor i såvel kunsthistorien som i politiets arbejde, uden dog at binde de helt store og forkromede sløjfer konceptuelt. Videoen er først og fremmest inkluderende – og med engelske undertekster bliver den det eneste sted i ankomstrummet, hvor der står noget på andet end dansk, til trods for at politikredsens såkaldte udlændingeekspedition er placeret her.

Slyngborg, som er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Akademie der bildenden Künste i Wien, arbejder gerne i feltet mellem kunst, design og interiør, og opgaven på Køge Politistation har hun også i høj grad tilgået dekorativt. I venterummet er hynderne på bænkene skiftet ud med et blomstret betræk, der stilmæssigt minder om et badeforhæng eller en voksdug fra IKEA, men som i samspil med de hvidmalede murstensvægge, grå linoleumsgulve og måtterne fra De forenede dampvaskerier virker som det helt rette, lidt popkulturelle løft. Så hvis dekoration på nogen måde kan være subversivt, er kitschet blomsterhygge på politistationen et godt eksempel.

Endevæggen i rummet er omdannet til et stort maleri med et enkelt, meget symbolsk, motiv i form af en åbentstående dør i farver såsom mosgrøn, mørk orange og lys nougat, der associationsmæssigt ligger langt fra alt, der har med køligt retsbureaukrati at gøre. Det har på helt lavpraktisk vis en afstressende virkning – som en slags helle i det kliniske lysbad – at øjnene får lov at hvile mod en appetitlig farveflade.

Oven på vægmaleriet hænger også et foto af rummet, som det så ud, før Slyngborg svingede både den analoge og digitale malerpensel. Her sidder figuren fra videoen og læser i en bog af Michel Foucault, for som billedkunstner der arbejder med en politimyndighed er det svært at komme uden om netop denne filosofs udlægning af straffens historie. Det havde nærmest været kriminelt ikke at gøre. Heldigvis nøjes Slyngborg med referencen. Der er nemlig en kvalitet i, at det får lov at være udsmykning i ordets mere dekorative forstand – hvilket ofte ellers betragtes som den mindre interessante del af kunst i offentligt rum idag, sammenlignet med for eksempel socialt intervenerende byrumsprojekter. En udsmykning kan også være politisk, fordi den har en positiv indvirkning på et sted – uden at det nødvendigvis skal ses som led i en eller anden humaniseringsplan for det danske straffesystem, og sådan fungerer Merete Vyff Slyngborgs udsmykning af Køge Politistation.

Merete Vyff Slyngborg, Sunny Side Up, Køge Politistation indgangspartiet, 2017. Foto: Søren Aagaard.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!