Re-Animated


Jakob Kudsk Steensen

Tranen, Hellerup
9. november 2018 - 14. februar 2019
Kritikk 13.12.18

Hvor døde fugle synger

Jakob Kudsk Steensen, Re-animated, 2018, VR-still.

«12.000 feet. We are approaching the island of Kaua’i». Sådan åbner den første af i alt tre videoer, der på store fladskærme pryder væggene i Jakob Kudsk Steensens udstilling på Tranen. Vi daler ned igennem spredte skyer med solglimt i øjnene, imens den skovbeklædte ø bliver tiltagende større under os. En voice-over tæller ned i takt med  vores aftagende højde, og introducerer os til øens historie.

Den 5 millioner år gamle vulkanø i øgruppen Hawaii var engang hjemsted for Kauaʻi ʻōʻō-fuglen, der ligesom flere af øens andre dyrearter ikke fandtes andre steder på jorden. Af samme årsag har Kauaʻi ʻōʻō siden opdagelsen i 1778 tiltrukket massevis videnskabsmænd, der har set muligheden for her at studere en hidtil uberørt natur. Vi er nu aftaget så meget i højde, at vi svæver imellem trætoppene på den ubeboede ø, underligt tiltrukne af et svagt lilla lys. Voice-overen fortæller, at med videnskabsmændenes både kom nye vira og invasive dyrearter, der truede det eksisterende liv på øen. I det lilla lys, der viser sig at stamme fra noget, der ligner en overdimensioneret bugbuzzer, kommer en arkitektonisk struktur dækket af insekter til syne. Det er Tranen, revet ud af sin Hellerupske kontekst og indsat på denne mystiske ø, et sted imellem fortid og fremtid. Inde i den arkitektoniske skal finder vi i en billedramme resterne af Kauaʻi ʻōʻō-fuglen, der uddøde i 1987 – samme år, som Jakob Kudsk Steensen blev født.

Videoen gør indledningsvist opmærksom på det videnskabelige dilemma, at der ikke findes sådan noget som en neutral observatørrolle. Som videnskabsmand må man vælge: Er det vigtigere at indsamle, registrere og forske i den natur, som man samtidig med sin blotte tilstedeværelse risikere at nedbryde? Eller bør man holde sig væk og gå glip af potentiel vigtig viden om jordens tilblivelse, med den risiko at naturkatastrofer og klimaforandringer måske alligevel ville betyde døden for den fauna, der kunne udødeliggøre en selv som forsker.

Jakob Kudsk Steensen, Re-animated, 2018, VR-still.

I udstillingens hovedværk, et virtual reality-univers, kan vi måske alligevel netop det; observere noget tæt på, uden egentlig at være tilstede. Med visiret for øjnene bevæger vi os med overraskende livagtighed rundt på en animeret udgave af videoens stillehavsø. Vi står i et skovlandskab ved solopgang, og her er smukt og helt stille. Og pludselig hører vi det: Kauaʻi ʻōʻō-fuglens kald!

Kauaʻi ʻōʻō-fuglens parringskald blev optaget i 1975 og siden digitaliseret og lagt ud på youtube, hvor Kudsk Steensen har fundet det. I værkets lydside, der er produceret af Philip Glass’ orkesterleder, Michael Riesman, blandes fuglens kald med beskuerens åndedræt og forstærker følelsen af reel tilstedeværelse. På jagt efter fuglen bevæger vi os igennem en grotte med vand til livet og insekterne summende om ansigtet. Det er så sindssygt livagtigt, at jeg flere gange må fjerne visiret for at forsikre mig selv om, at jeg virkelig befinder mig på et københavnsk bibliotek, og helt vildt bliver det, da jeg pludselig, frigjort fra kropslige begrænsninger, letter fra jorden over svævende over vulkanøens trætoppe konfronteres med spøgelset af den uddøde fugl. Qva den animation, der er grundlaget for VR-teknologien, er fuglen simpelthen genopstået i monstrøs skala på en ø, der er hjemsøgt af sin fortid.

Jakob Kudsk Steensen, Mating Call, 2018, still, video, 6:00 min.

Det er svært ikke at blive helt barnligt opslugt af en teknologi, der på en så overbevisende måde kan simulere en sansemættet tilstedeværelse. Måske er det derfor – og fordi teknologien stadig er rimelig ung, selvfølgelig – at mange VR-værker synes at kredse uforholdsmæssigt meget om mediet selv. Det gør Kudsk Steensens værk også, men det udgør samtidig en interessant meditation over dødelighed og udødelighed i en digital verden. Værket vender elegant vrangen ud på sig selv og sit medie, maner døde fugle til live og virkelige bygninger til ruiner i en slags smådystopisk gråzone imellem fortid og fremtid – det som er, var og ikke er.

Udstillingen er blevet til på baggrund af et ret omfattende feltarbejde, der blandt andet har omfattet 3D-scanninger af fysiske planter, ligesom værket gør brug af nogle af de teknikker, klimaforskere bruger i de computersimulationer, der kan opridse potentielle fremtidsscenarier for livet på jorden. Med økokritisk bevidsthed opererer værket i et mellemfelt imellem virtuelt og virkeligt, hvor vi i måske en ikke alt for fjern fremtid kan observere naturen – uden samtidig at ødelægge objektet for vores observationer.

Jakob Kudsk Steensen, Re-animated, 2018, VR-still, 15:00 min.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!