Det er tredje inkarnation af Vinge/Müllers Vildanden som netop nu kan beskues gennem Volksbühne im Praters vinduer på Kastanienallee i Berlin. Under Festspillene i Bergen i 2009 sad publikum med blødende ører – lydstyrken var nådesløs – og forsøgte at forholde sig til et stykke som tilsyneladende ingen ende havde. Efter ni timer valgte festspildirektør Per Boye Hansen at afbryde forestillingen, og skandalen var sikret. I 2010 indtog en 12-timers version af Vildanden Black Box Teater i Oslo, og det blev et rent triumftog.

Mens Volksbühne på Rosa-Luxemburg Platz oversvømmes af teater i udvidet forstand (bands som Ulver, Mayhem og Swans plus radikale filosoffer som Alain Badiou, Slavoj Žižek og Judith Butler) har den mindre afdeling Prater ligget stille siden 2007 efter seks år under René Polleschs ledelse. På Prater findes i seksten majdage en regulær teaterfabrik som producerer Vildanden 24 timer i døgnet, en produktion som kan opleves gratis fra et mørkt skab – cirka 2 x 10 meter bygget op af stilladser – en passage fra hvilken man kan glo ind på begivenhederne gennem ruderne. For den forpligtede kritiker er arbejdsbetingelserne næppe optimale; hun tvinges til at tage stikprøver eftersom passagen på grund af varme eller kulde, menneskemængder og almindelige kropslige behov ikke er et sted man kan blive i længere tid.

Alligevel fanger jeg en af de mere actionfyldte sekvenser den dag jeg besøger Prater første gang. Ydersiden af publikumspassagen er dekoreret af et stort maleri som bl.a. præsenterer visse stikord relateret til Ibsens stykke: «Die ideale Forderung», «Sumpluft» og så videre, i nazi-ikoniske farver, sort-hvid-rød. Scenen bag ruderne er også præget af en autoritær symbolik; den skamskudte vildand er blevet til en NSDAP-ørn og et stort øje kigger tilbage på os. Alt dette er Grosserer Håkon Werles rige, som vi med det samme – uden at blinke – kan kalde en ond fascist-kapitalist. Hans søn Gregers Werle er den såkaldte sandhedsfanatiker (i Ibsens sprog lider han af «retskaffenhedsfeber») som blander sig i den socialt underordnede familien Ekdals interne affærer. Både symbolsk og konkret præges Ekdal-familien af blindhed og tavshed, men som det berømte citat fra Dr. Relling lyder: «Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske så tar De lykken fra ham med det samme». Et reality-show med familien Ekdal som centrale personer kører i baggrunden på en skærm, vi får altså indblik i et samfund hvor gennemsigtighed – offentlig bekendelse – gennemføres med stadig større tvang.

Skuespillerne, eller teaterarbejderne, er alle iført groteske masker og skal således kommunikere gennem både gummi og glas, noget som faktisk lykkes ganske godt. To tjenestefolk kryber for Grossererens fødder, de forsøger at løfte et pengeskab, men den ene falder og får sit ben i klemme. Det som er typisk for Vinge/Müllers opsætning, den ekstreme stretching, gør sig gældende her. Tjeneren fryser fast og jamrer monotont i 10–15 minutter, mens han holder intens øjenkontakt mod publikum. I samme tidsrum bliver passagen stille (her brager ellers autoritære trommelyde) og tjenerens jamren blander sig med lyde fra gaden. Hvis jeg er ekstra observant befinder jeg mig i nogle øjeblikke i krydsningspunktet for en montage som inkluderer real life-tiggere der sidder umiddelbart udenfor skabet.

Werle begynder at jamme på et citat mens han rykker rundt som en robot i de tegneserieagtige kulisser, noget han skal fortsætte med i mindst en time. Gregers, efter sigende spillet af Vegard Vinge selv, entrerer rummet, og han er tilsyneladende den eneste som er tilladt et rimelig frit kropssprog. Fremmedgjorte arbejdere marcherer forbi i en endeløs strøm og giver associationer til både Fritz Langs Metropolis (1927) og Pink Floyds The Wall (1982) mens Gregers hopper rundt som en infantil, spastisk nisse og jubler over sin fars potens og magt. En pikslikkeseance går igang, men den er fuldstændigt skruet fra hinanden, bogstavlig talt dismembered. Sønnen rejser sig midt i det hele, trasker af scenen og vender tilbage med en plastikpenis som han klikker på plads i farens skød hvorefter et ekstravagant svineri med en tube håndcreme udfolder sig. Den totalt frakoblede kraftløshed er kernen i enhver pompøs, fascistisk iscenesættelse. Jeg ser iøvrigt intet til de mest hjerteskærende sjæle i Ibsens version, den hjemmegående husmor Gina Ekdal og datteren Hedvig som ellers ruller sig i støvet for magten med den mest enfoldige entusiasme. Det er meget muligt at deres arbejdskift først begynder om nogle timer.

At «hitle» debatten betyder sædvanligvis at nogen indfører en parallel til Hitler og nazismen, en slags hyperbol som overstyrer samtalen og lægger den død. Ved siden af mere historiske beretninger om fascismen bruges denne også ofte som parallel eller kulisse, blant annet «hitlede» Pier Paolo Pasolini Marquis de Sade i Salò o le 120 giornate di Sodoma (1975) og Kenneth Branagh gjorde det i hans version af Hamlet (1996). Matias Faldbakkens forsøg på at «hitle» Ibsen (Kaldt produkt, 2006) var måske for subtilt, Faldbakken denaturaliserer i ringe grad Ibsen, og det er her Vinge/Müller kommer ind – deres «hitling» af Ibsen er langt fra subtil og totalt karnevaliseret. Afhængigt af hvilke samfundsanalyser man støtter sig til er det da heller ikke akkurat uaktuelt at hive Hitler ud af skabet i dag. Det er blot at gøre en sløv håndbevægelse i retning af Sverigesdemokraterne og lignende partier som styrter frem i meningsmålingerne, også i Norge.

Den unge Werles uendelige fejring af farens magt fortsætter mens jeg trækker mig tilbage til en café på den anden side af Kastanienallee. Publikum er ikke længere lænket til dette spectacle, vi kan gå og komme, vi kan shoppe – jeg kan endda sætte mig på den anden side af gaden og drikke en kop kaffe mens jeg hører på de autoritære trommer inde i skabet. Vi er fucked af fascisme-kapitalismen, det er sandt, og verdens lidelse fortsætter og fortsætter – jeg blinker sløvt med øjnene, der er så meget som skal ignoreres idag. Vinge/Müllers opsætninger af Vildanden gør oprør mod ethvert spiseligt format i kraft af sin tidsmæssige udstrækning. Således nærmer teatret sig livet, men sker der andet end en fordobling af håbløsheden? På en solbeskinnet eftermiddag er det ikke bare verdens lidelse som er uendelig, det er også teaterversionen af verdens lidelse som bare fortsætter og fortsætter.