Albert Mertz, Stig Brøgger, Olafur Eliasson, Lise Harlev, Niels Pugholm, Lene Adler Petersen, Jacob Borges, Søren Andreasen, Gudrun Hasle, Lawrence Weiner, William Anastasi, Christian Schmidt Rasmussen, Jonathan Monk, David Shrigley, Lasse Schmidt Hansen, Anders Bonnesen, Nicolaj Recke, Troels Wörsel, Martin Kippenberger, Kirsten Palz, Andy Meerow, Kasper Sonne, Poul Pedersen, Jesper Christiansen, Henrik Plenge Jakobsen, Mikkel Carl, Peter Holst Henckel, Jytte Høy, Jørgen Michaelsen, Lars Bent Petersen, Finn Reinbothe, Henriette Heise, Kristine Kemp



Text efter Tekst


Den Frie Udstillingsbygning, København
19. mars - 9. august 2015
Kritikk 11.05.15

Frie dialoger

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Selvom jeg til ferniseringen hørte én af kuratorerne sige, at der absolut ikke var nogen forbindelse imellem de to aktuelle udstillinger på Den Frie, Den Frie Sammenslutnings Forårsudstillingen ovenpå og Text efter Tekst i det nye kælderlokale, så er det ikke helt rigtigt: dels er de tre kuratorer alle del af sammenslutningen Den Frie, dels er mange af kunstnerne, der vises på Text efter Tekst det også.

Ved første øjekast tager udstillingen sig temmelig kaotisk ud; et værk- og farvevirvar uden lige. Men der findes to slags kaos; det, der går én på nerverne, og så dét, der vækker ens interesse, og her er det heldigvis det sidste (det første kan man opleve ovenpå). Og faktisk findes der et ordnende princip i den lange række af værker – en usynlig (læse)linie, som værkerne enten flugter over eller under, og det andet ordnende princip er jo det gennemgående fokus: tekstbaserede værker, men i alle afskygninger af materialer og medier inden for dette ellers smalle felt.

Det er primært det ikonografiske ved bogstavet, ord, der ikke kun skal læses og forstås, men som også er billeder, der dyrkes, sammen med den strukturalistiske undersøgelse af forholdet mellem ordet og genstanden. Et eksempel er Martin Kippenbergers ætsning Sæt dem venligst ikke på stolen (1996), der forestiller en stol, hvorunder der står «TISCH», og allernederst sætningen: «sæt dem venligst ikke på stolen». Et værk, som sender fine hilsner til 60’ernes konceptkunst, og ikke mindst til Joseph Kosuths legendariske One and Three Chairs (1965).

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Er man interesseret i tekstbaserede værker, der er vokset ud af 60’ernes konceptkunst, så kender man i det hele taget mange af de udstillede værker allerede. Men installeringen, til gengæld, er ganske forfriskende og udogmatisk: Store navne med ældre værker, og yngre navne med nye værker vises i et initierende virvar. Som når Jacob Borges på den ene væg skriver: Naked in Public (Vinyl on Wall, 2013) lige under Henrik Plenge Jakobsens store farverige cirkel Everything is Wrong (1995), som også er malet direkte på væggen. To stærke ytringer, der igen kontrasteres af Albert Mertz’ kanoniske rød/blå-værker, hvor der blot står «SE», (SE, sen-1980er), og over for dem ytrer Lawrence Weiner, kongen af vinyl-på væg: Some Sticks Stuck in the Mud (1991).

Det er denne frie dialog, der iværksættes mellem værkerne – og på tværs af generationerne – der lykkes så godt på denne udstilling, der dog opretholder mandehørmen kendt fra kunstnersammenslutningerne ved kun at vise 7 kvinder ud af de i alt 33 kunstnere.

Overordnet ser man på flere måder kimen af sammenslutningen: den kollegiale inspiration og diskussion på tværs af værker, indlemmelsen af unge navne blandt ældre, modstanden mod det stramme kuraterede udtryk, og så selvfølgelig den evindelige maskuline slagside. De få kvindelige kunstnere på udstillingen spænder dog også i generation og udtryk, fra Lene Adler Petersens smukke sort/hvide serie af sætningskonstruktioner, (Sætning 1974, nummer 1 til 13), hvor øjet ledes til at veksle mellem form og indhold, til Gudrun Hasles nye bekendelsesbroderier fyldt med stavefejl (Uden titel, 2015), Henriette Heises mørkemaskiner (Night Writing, 2010) og Lise Harlevs politiske paroler på skilte, (What I am told about the past, 2011). Værker, der igen vil være kendte for mange, men som aldrig er blevet vist i samme spraglede rum.

Samlet set gør udstillingen altså noget interessant; den tager et smalt felt, tekstbaseret kunst, der ofte vises på en enorm stram, intellektuel, og endda blodfattig måde, og løsner det op i en generøs favnende gestus, så «samtalen» mellem generationerne føles befriende løsagtig. Det føles måske endnu bedre at opleve på netop Den Frie, som jo historisk er «kunstnernes hus», for pludselig opleves sammenslutningsideen relevant og levende.

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Text efter tekst, installation view, Den Frie, København, 2015. Foto: Lior Zilberstein.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!