Palace Party

Kunsthal Charlottenborg, København
5. mars - 5. mars 2011
Kritikk 10.03.11

Charlottenborg version 2.0

Karl Holmqvist, Staircase Poem, 2011. Performance, Kunsthal Charlottenborg, 2011.

Det dagslange program under lørdagens Palace Party på Charlottenborg i København bød blandt andet på Sven Åke Johanssons koncert for 12 traktorer og på Ragnar Kjartanssons Trobadours, 2011 – en heldagskoncert for ni guitarister, som blev gradvist mere og mere fulde indtil lejligheden var tæt af røg og trætte trobadurer. Men det var især to kunstneriske indslag, som for alvor bevirkede til, at Palace Party blev en helt særlig begivenhed – Karl Holmqvists Staircase Poem, 2011 og Simon Fujiwaras The Personal Effects of Theo Grünberg, 2010.

Karl Holmqvists (f. 1964) særegne readings bygger på traditioner for recitation og vokalisering, der trækker på en lang række genrer (fra Ginsberg til Laurie Andersson, fra buddistisk chanting over fluxus komposition til popkunst og popmusik) hvor momentet skabes med en særlig fremføring af ordene i uundgåeligt samspil med konteksten, et her-og-nu, som i dette tilfælde eksempelvis inkluderer et lørdagspublikum i shoppinghumør, som rejser sig undervejs, som snakker på vej ned af trappen eller passerer en døråbning lige ved siden af performeren. Men sådan er betingelserne for den type af performance, som denne garvede, svenske kunstner bemestrer på sin karakteristisk insisterende, og samtidig undvigende, facon.

Holmqvist sad på en skammel med siden til væggen (og hovedparten af publikum) og med knæene pegende i modsat retning af trinene på en sort trappe – et relief Untitled (Staircase), 2011 af Holmqvist – fæstnet til væggen over hans hoved. Enkelt (og Holmqvist-typisk i sit underligt redundante, yingyang-agtige greb), men alligevel tilstrækkeligt til at markere en slags scene, et aktionspunkt, i kunsthallens øvre foyer, hvorfra hans chant’ende, både tøvende og brummende, recitation kunne sætte fra, køre i cirkler og gentage de samme sætninger igen og igen. Dagens «trappestige-digt» havde både eksplicitte kommentarer til kunsthallens aktuelle situation og til Kunstakademiets politiske og økonomiske krise med genkommende mantra som: «Luxus Apartment/Palace Revolution/Luxus Apartment/Palace Revolution…» eller «End of Art School/End of Art School/School of the Street/School of the Street…» og den fysiske kontekst (under den monterede trappe på væggen og forenden af hovedtrappen) som forbindes til moderne klassekamp: «Step by Step/Sharing is Caring/Sharing is Caring/Social Climbing/Class War…» Holmqvist er pop, politik og poesi, når det er bedst. Erindringer om årtiers triste udstillingspraksis på Charlottenborg blev nærmest glemt i løbet af de 10 minutter, hvor Holmqvist reformulerede rummet og momentant satte stedet i en ny tilstand.

Et par timer senere, da mørket er faldet på, blev en anden af Charlottenborgs institutioner, nemlig Danmarks Kunstbibliotek, vækket til live af britiske Simon Fujiwara (f.1982), som havde udvalgt sig den smukke, gammeldags læsesal til sit performance-foredrag The Personal Effects of Theo Grünberg, 2010. Fujiwaras performance tilhører den mere litterære model konstrueret omkring en fortælling og baseret på teatrets black box-præmisser med et begrænset antal, siddende publikum, lukket dør og varighed i tid (annonceret 45 minutter, som reelt blev til 65).

Simon Fujiwara, The Personal Effects of Theo Grünberg, 2010. Performance i Danmarks Kunstbibliotek, 2011.

Den mørke læsesal var en perfekt ramme om forelæsningen, der tog udgangspunkt i Fujiwaras efterforskning af en afdød, en vis Theo Grünberg, hvis efterladenskaber (dagbog, bøger, plader, akademiske papirer etc.) Fujiwara af mærkelige, halverotiske omveje var kommet i besiddelse af og som ender med at lede ham, og publikum, ind i en labyrintisk, kompleks Jorge L. Borges-agtigt infiltration af historier og identiteter, som blandt andet udmunder i, at der faktisk er tre forskellige Theo Grünberg. Som han sad dér bag et skrivebord med papirer, billeder og bøger i det møre rum, kun oplyst af en skrivebordslampe mærkede man, som publikum, både ens egen tilbøjelighed til at gå med den fascinerende fortælling (ikke mindst fordi Fujiwara fremfører materialet på en særdeles overbevisende måde) og også behovet for at stritte imod, når beretningerne synes for konstruerede og metafortællingerne for tydelige. Pointen er naturligvis, at det er konstrueret og at magten ligger hos den gode fortæller, hvilket Fujiwara demonstrerede på overlegen facon mod forelæsningens slutning, da den farceagtige gammeldags telefon med spiralledning og drejeskive «ringer» a la tydelig teater-ring og Fujiwara spørger en sekretær på universitetet i Ankara om han må udspørge hende angående hendes tidligere chef hr. Grünberg – hvorefter han tager røret ned til brystet, så personen i den anden ende af røret ikke kunne høre, hvad der blev sagt (!) og henvendt til publikum forklarer, at der selvfølgelig ikke er nogen i røret, men at dette blot er en demonstration af, hvad der skete, da han ringede til Ankara…

Simon Fujiwara, The Personal Effects of Theo Grünberg, 2010. Performance i Danmarks Kunstbibliotek, 2011.

Det var svært ikke at være lidt forført, siddende i mørket blandt indbyggede bogreoler fulde af kunsthistorisk litteratur, mens man lyttede til tonerne af Arvo Pärts Spiegel im Spiegel (Fujiwara afspillede også et par af Grünbergs LP’er) og gradvist overgav sig til spejlingen, såvel Pärts som den labyrintiske spejling af identiteter af en, muligvis flere, levende eller døde, personer ved navn Theo Grünberg. Når man kiggede ud i mørket gennem bibliotekets store vinduer til Charlottenborgs gård fik man en gryende fornemmelse af, at den første forsigtige blodtransfusion til den langtidssygemeldte institution måske var gået ganske godt.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!