Hip Hip Hurra

Danh Vo

Statens Museum for Kunst, København
20. november 2010 - 20. mars 2011
Kritikk 17.01.11

Fødselsdag på museet

Danh Vo, invitasjonskort til utstillingen Hip Hip Hurra på Statens Museum for Kunst, København. Still fra video.

Det er på sin vis selve den hvide kubes sakrale stemning, som Danh Vo bearbejder i sin udstilling på Statens Museum for Kunst. Ikke i skikkelse af en såkaldt institutionskritisk intervention (som i vore dage efterhånden mest fungerer som et institutionsbevarende indgreb), men rettere i form af en viderebearbejdelse af det rum, hvis slægtskab med det nøgne, hvide kirkerum Brian O’Doherty pointerede i sit berømte essay Inside the White Cube fra 1976. Blot er Vos rum investeret med en stemning som er mere katolsk end protestantisk.

Danh Vo, Das Beste oder Nichts, 2010. Foto: Anders Sune Berg.

Selvom x-rummet, hvor Vos udstilling vises, langt fra er et imposant, eller i grunden særlig velegnet, udstillingsrum, så er den tyste stemning ikke ulig den fornemmelse man har, når man træder ind i Kölner Dom eller en anden romersk-katolsk katedral. Lyset er sparsomt og kommer kun fra de allermest nødvendige lyskilder (lysskilt til nødudgang, lys over elevatordør) eller fra det lys, som de udstillede skulpturer naturligt rummer (et køleskab med lys i, diasvisning på en Ipad, etc). Desuden har flere af objekterne karakter af relikvier, eksempelvis Das Beste oder Nichts, 2010, som består af en motorblok fra en gammel Mercedes-Benz, som tilhørte Vos fader, men som nu ligger på gulvet – et vidne om den bil og, især, det ultimative vestlige statussymbol, som det betød så meget for faderen at kunne erhverve sig i sit nye hjemland Danmark, hvortil familien Vo, inklusive 4-årige Danh, ankom i 1979 med et dansk containerskib, som havde samlet familien op i Stillehavet som flygtninge fra efterkrigstidens kaotiske Vietnam. I tilfældet Danh Vo tilhører den slags baggrundsinformationer ikke privatsfæren men er afgørende for at forstå projektet som netop blander personlige erindringer med et kollektivt erfaringsrum.

Danh Vo, Oma totem, 2008. Foto: Anders Sune Berg.

Det gælder også skulpturen Oma Totem, 2008 – en simpel stabling af hverdagselementer; en vaskemaskine, et køleskab og et tv, men også en slags relikvier idet forbrugsgoderne tilhørte Vos nyligt afdøde bedstemor, som fik apparaterne af de sociale myndigheder, da hun ankom som immigrant til Tyskland i 1980erne. Den opretstående skulptur med gyldne mål (60x60x220 cm) står som en symbolsk totem over de forjættende vestlige forbrugsgoder som ubemidlede immigranter kun kan drømme om, men som samtidig også er rygsøjlen, en slags basal grundpakke, i en tilværelse i den vestlige verden.

Det handler om globalisering, migration, religion, nationalitet og om familien Vos placering i alt dette. I den forstand er det et udpræget identitetspolitisk projekt. Dog adskiller Vo sig afgørende fra den type af kunst, som vi normalt rubricerer under denne kategori. Det fornemmer man allerede, når man modtager invitationen og åbner det tykke, sammenfoldede papir, som rejser sig som en raffineret hvid, pop-up lagkage. Udstillingen hedder oven i købet Hip Hip Hurra, hvilket, udover at anslå et tema om fødselsdag (!), også er titlen på et af den nationale kunsthistories mest kendte maleri af P.S. Krøyer fra 1888, der forestiller et fødselsdagsselskab i en dansk sommerhave med festklædte kvinder og mænd. Hvis man ikke havde set en udstilling af Vo før, så kunne titlen og invitationen måske godt fremkalde en ironisk fornemmelse og forventningen om en udstilling om nationalisme, statsborgerskab og danskhed – som den jo faktisk også handler om, men på en langt fra ironisk eller rigid måde (hvilket den elegante, finurlige pop-up kage i stil med Claes Oldenburg-forklædt-som-origami allerede markerer). Vos identitetspolitiske projekt ender ikke som man så ofte ser, hvor man (måske som resultat af en slags misforstået betonmarxistisk forholden til det æstetiske) afskriver muligheden for at spille på det formelt poetiske eller gøre brug af virtuose greb. Her er Vo i slægtskab med eksempelvis Henrik Olesen, hvis identitetspolitiske eller kapitalismekritiske projekt netop også kvalificerer sig i kraft af et elegant og formelt stærkt greb.

Danh Vo, Where the flavors are, 2010. Foto: Anders Sune Berg.

Det er faktisk ikke så tit man ser en udstilling, som både formelt og betydningsmæssig er så potent. Det er givet også derfor, at den ellers så tyste udstilling er, i positiv forstand, så svær at gribe om. Alle greb er i spil: fra readymade (en papkasse til en Imac) til klassisk skulptur (bronzeafstøbning af en gren), fra fødsel (den første månelanding vist som dias-show på Ipad) til død (bedstemors gamle køleskab), fra hip hip hurra-kage til tyste relikvier i sparsom belysning. Det hænger ikke sammen og så gør det det alligevel. Vo formår at formulerer et paradoks indenfor rammerne af den folkelige oplysning som Statens Museum for Kunst varetager, som handler om staten, statsborgerskabet og familiens afgørende – men også dybt irrationelle – betydning for dannelsen af identiteten. På et æstetisk niveau (og her der virkelig tale om gennemæstetisk) formidles denne vedvarende opbygning og nedsmeltning af identiteten også ved at udstillingen paradoksalt nok fremstår som en kompliceret gruppeudstilling, selvom man ved at det er en enkelt mands værk.

Måske det i virkeligheden er den diskrete intervention i rummet, som de færreste nok vil tænke over, som bedst illustrerer Vos suveræne greb. Han har fjernet den del af væggen, der normalt kamouflerer elevatorrummet og placeret dette vægmodul langs en større væg inde i udstillingen. Det er ikke særlig markant, men nok til at tæmme det udfordrende rum samtidig med at det på en måde er denne lille forskydning, der gør alle skulpturerne til ét værk. Det er slet og ret en æstetisk politik i praksis.

Danh Vo, Hip Hip Hurra, installasjonsfoto fra utstillingen, 2010. Foto: Anders Sune Berg.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!