William Forsythe – In the Company of Others

Bruce Nauman, Gerard Byrne, Magnus Pettersen, Manon de Boer, Maria Meinild, Rashaad Newsome, Sturtevant, William Forsythe



Kunsthal Charlottenborg, København
21. november 2015 - 21. februar 2016
Kritikk 11.12.15

Fjerkostens rørelser

William Forsythe, Everywhere at the Same Time, 2005-2015. Detalje. Foto: Frida Gregersen.

William Forsythe, Nowhere and Everywhere at the Same Time No. 4, 2005-2015. Detalje. Foto: Frida Gregersen.

I Charlottenborgs nordfløj er det første store rum inddraget til værket Nowhere and Everywhere at the Same Time No. 4(2005-2015). Fra det høje loft hænger så mange penduler i lange snore, at rummet ved første øjensyn forekommer uigennemtrængeligt. Det er smukt at se på som installation i sig selv, men opgaven er at bevæge sig gennem pendulrummet uden at sætte svingninger i gang. Det kræver en særlig kropslig koncentration at stilne sine kropsbevægelser så meget, at sporene af ens færden ikke afsløres. Og det er netop det, der er William Forsythes pointe; at kollapse koreografien, så stilstanden rangerer over bevægelsen.

William Forsythe (f. 1949), der er tidligere danser, og har været internationalt berømmet chefkoreograf for Ballet Frankfurt, arbejder nu med at kombinere koreografien med billedkunsten. Hans værker indtager ofte hele rum, som pendul-værket er et eksempel på. Som man kan opleve på Charlottenborg er det en form for «opløsning» af koreografien, der er tale om; at arbejde med det paradoks at selv i stilstand findes bevægelse.

William Forsythe, Towards the Diagnostic Gaze, 2013.

William Forsythe, Towards the Diagnostic Gaze, 2013. Foto: Frida Gregersen.

Dette greb ses videre i det dobbelte videoværk Stellenstellen (2013), hvor to mænd ligger helt roligt indviklede i hinanden, og man (og de selv) forvirres over, hvilken kropsdel, der tilhører hvem. Og grebet ses måske tydeligst i fjerkosten, Towards the Diagnostic Gaze (2013), som man inviteres til at tage op og derefter holde helt stille, så ikke en fjer bevæger sig. En umulighed, viser det sig. For selve det liv, der flyder i årene, vejrtrækningen og ens hjertebanken, vil sætte bevægelse i fjerene.

Det som Forsythes værker særligt lykkes med at udtrykke, i enkle, smukke værker, er, at selv ikke-handlen afsætter spor i verden, og at stilstand i virkeligheden er en fysisk umulighed. Det er egentlig en ældgammel visdom, men det er et interessant koreografisk spor at undersøge. Også fordi Forsythes værker uvægerligt sætter en proces i gang, der henvender sig ret konkret til beskueren. Som der står i den indiske klassiker Bhagavad Gita: «He who can see inaction in the midst of action, and action in the midst of inaction, is wise.»

Forsythe - In the Company of Others, installation view. Gerard Byrne (forrest), Magnus Pettersen (t.v.), Wiliam Forsythe (t,h.). Foto: Frida Gregersen.

Forsythe – In the Company of Others, installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2015. Gerard Byrne (forrest), Magnus Pettersen (t.v.), Wiliam Forsythe (t.h.). Foto: Frida Gregersen.

I sammenhængen med Forsythes (egentlig ret få) værker på udstillingen har kurator Mathias Kryger valgt at bringe en række yngre danske og større internationale navne ind i udstillingen. Idéen opstod, fordi Forsythe aktuelt også kan opleves på Museum für Moderne Kunst i Frankfurt, hvor hans værker er sat i spil med museets samling. Kunsthal Charlottenborg har selvsagt ingen samling, hvorfor Kryger her har valgt at invitere en række kunstnere, som enten arbejder med dans eller med at «koreografere» andres værker.

Min filosofilærer siger ofte: «Keep good company; you become the company you keep». Og man må for det første sige, at Kryger har valgt et godt selskab til Forsythe: lige dele kunsthistoriske koryfæer (Sturtevant, Bruce Nauman), yngre lokale kunstnere (Magnus Pettersen og Maria Meinild), internationale navne (Gerard Byrne, Manon de Boer) og aktuel coolness (Rashaad Newsome). Så vidt «the good company»; men hvordan påvirker dette selskab Forsythes projekt?

Sturtevant,

Sturtevant, González-Torres Untitled (Go-go dancing platform), 1995. Performancefoto: Frida Gregersen.

Foran indgangen til det store pendulværk er Sturtevants genskabelse af et Félix González-Torres-værk placeret: en illumineret scene, hvor der undervejs i udstillingen, på uannoncerede tidspunkter, vil være gogo-dans. Et værk, der har en stærk skulpturel kvalitet, og som står og kalder på kropslig aktivitet. Kigger man videre på værkudvalget er der et genkommende spor, der handler om iscenesættelse og koreografi af andres værker. Det ses for eksempel også i Gerard Byrnes’ videoværk ´68 Mica & Glass (A demonstration on camera by workers from the State Museum) (2008), hvor konservatorer fra Statens Museum for Kunst installerer et værk af Robert Smithson under dyb koncentration. Med Forsythes projekt i baghovedet er det selve den koreografiske opmærksomhed omkring opstillingen af et værk, man bemærker. Alligevel er relationen mellem Forsythes projekt og de inviterede kunstnere ikke helt klar, for hvad er det præcist deres rolle er i udstillingen?

William Forsythe – In the Company of Others er ikke en klassisk gruppeudstilling, men en solo-udstilling med selskab af andre. Et udstillingsformat der i praksis er lidt svært at få greb om. I pressematerialet står der, at det kan betragtes som en «assemblage» – en slags udstillingscollage, som sætter Forsythes projekt «i spil» med særlig fokus på dansen og bevægelsen; fra Manon de Boer og Rashaad Newsomes meget forskellige danseværker til Bruce Naumans vrikkende gang i Contrapposto (1968).

William Forsythe, Suspense, 2008. video still.

William Forsythe, Suspense, 2008. video still.

Paradoksalt nok oplever jeg egentlig ikke Forsythes egne værker, som specielt interesserede i selve dansen. Tværtimod bevæger de sig mere over i retning af en opløsning af koreografien; mod ikke-bevægelsen, og så ejer de en ganske særlig filosofisk dimension, som er svær at understøtte via de inviterereds kunstneres projekter.

Man kan selvfølgelig sige, at Bruce Naumans vrikkende gang gennem den smalle passage netop fokuserer på kropslig kontrol (som i Forsythes pendulværk), at man bliver enormt opmærksom på eget legeme, når man sidder på Magnus Pettersens hårde betonstole, og at Manon de Boers film handler ligeså meget om bevægelsen, som om pausen. Alligevel bliver den samlede oplevelse mere en følelse af (bevægelses)virvar end af den ro, som jeg egentlig oplever, at Forsythe gerne vil skabe i sine projekter.

Forsythes værker balancerer på en knivsæg mellem det banale og det dybe. De er nærmest som gimmicks, der alligevel besidder en stor generøsitet. Det er værker, som kræver rum og mulighed for fokus; ellers kan man hurtigt overse de dybere lag i værkerne omkring stilstandens bevægelse og det, som han selv kalder «peturbation»; når noget pludselig afviger fra et system, eller en påvirkning udefra skaber ubalance i systemet. Når man er lige ved at fange dén fornemmelse i egen sansning, popper andres værker op på ens vej igennem udstillingen, som trods fokus på dans og koreografi alligevel afviger fra den følelse som Forsythe så subtilt forsøger at fremmane.

William Forsythe, Everywhere at the Same Time, 2005-2015.

William Forsythe, Nowhere and Everywhere at the Same Time No. 4, 2005-2015. Foto: Frida Gregersen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!