ACTS – Festival for Performativ Kunst

Mads Bech Paluszewski, Hartmut Stockter, Ben, Rør og Stampes, Cecilie Ullerup Schmidt & Matthias Meppelink, Dorit Chrysler & Katherine Liberovskaya, Molly Haslund, Sophie Dupont, Fos, Lilibeth Cuenca Rasmussen & Lydenskab, Samtalekøkkenet, Lilith Performance Studio: Tanya Mars, Einat Amir, Morgan Schagerberg, Elin Lundgreen & Petter Pettersson, Kunstparade: Bank & Rau, Isabel Berglund, Dorte Buchwald, Heike Gallmeier, Christina Hamre, Lise Harlev, Jørgen Carlo Larsen, Karoline Larsen, Randi & Katrine, Antonia Nordmann, Mikael Thejll & Elle Klarskov Jørgensen, Rene Schmidt, Hartmut Stockter.



Museet for samtidskunst, Roskilde
16. juni - 17. juni 2012
Kritikk 26.06.12

Festival i de rå omgivelsers realunivers

Kunstparaden. Foto: Pernille Albrethsen.

Det er tredje år i træk at Museet for Samtidskunst har sat en weekend af til performance-kunst, men kun anden gang at det varer to dage og bliver kaldt for «festival». Med andre ord er konceptet stadig i sin vorden og har indtil nu ændret karakter, ramme og format hvert år. Museet i Roskilde har et særligt fokus på lydkunst, performance og kunstarter, der har en tidslig dimension, eller går på tværs af kunstformerne. Årets festival præsenterede en række oplagte danske navne (fx Lilibeth Cuenca, Sophie Dupont, Molly Haslund og Fos) suppleret af en række internationale performances produceret af Lilith Performance Studio fra Malmö. Nogen tydelig kuratering eller rød tråd i programmet, var der ikke tale om.

Kunstparaden foran Hal 9. Foto: Maria Kjær Themsen.

Festivalen blev i år skudt i gang med en farverig kunstparade, der gik fra museet til Musicon, et lidt øde område uden for byen, der bruges til forskellige kunstneriske arrangementer. Weekendens program foregik i og omkring den enorme grå betonhal Hal 9. Paraden, der var kurateret af Lone Bank, Dorthe Buchwald, Christina Hamre og Tanja Rau, inkluderede blandt andet et stort Mærsk-containerskib, udklædte folk i netto og føtex-poser udstyrede med Bilka-bannere og andre henvisninger til nyligt afdøde skibsreder Mærsk og hans imperium. Det gode ved paraden var det karnevaleske element, hvor optoget aktivt bruges til at skabe lidt gang i gaden. Det savnede man til gengæld i resten af arrangementet, der manglede en mere overordnet dramaturgi, der kunne binde indslagene sammen og aktivere noget af det levende potentiale for at overskride vante rammer, der ligger i både performance-kunsten og i festivalformatet.

Hartmut Stockter, Ekspedition Roskilde, 2012. Foto: Maria Kjær Themsen.

Festivalens første performance af Hartmut Stockter foregik udenfor i buskadset, hvor han fremførte en performativ præsentation af sine underfundige Georg Georgløs-opfindelser. Instrumenterne bliver skabt til at undersøge naturfænomener, og udtrykker en arkaisk længsel efter at genopdage landskabet, men de færreste af de kuriøse remedier har reel funktionsdygtighed. Vi så fx Stockter med en vindmåler på hovedet, en stige på ryggen (skabt som en rygsæk, lige til at trække ud ved behov), og med et grønt græshoppeskjold på ryggen med indbygget violin til at komme i lydlig kontakt med de små dyr. Så var tonen slået an til næste act inde i hallen – koncert ved trekløveret Ben, Rør og Stampes, der har udviklet et slags kompressormaskineri, som aktiverer en hjemmebygget trommemaskine med træstumper og andet fikumdik. Som med Stockter handler det mest om eksperimenter og potentialer, og stræben efter nye opdagelser. Men det er også det gode ved disse performances; at de ikke stræber efter perfektion – som jo er et statisk afsluttet stadie – men lader det hele være i bevægelse og leve i selve udførslen.

Ben, Rør og Stampes, Ben, Rør og Stampes, 2012. Foto: Maria Kjær Themsen.

Lilith Performance Studios fire bidrag forløb alle over fire timer, og man kunne således gå til og fra som man lystede. I to separat opbyggede installationer genopførtes Einat Amirs overvågningsperformance Enough About You, som tidligere har været opført i Liliths lokaler i Malmö. I en anden lukket installation kom man ind én ad gangen i gyserhuset Head House, som drivkræfterne bag Lilith, kunstnerne Petter Pettersson og Elin Lundgreen, stod bag. I indgangen blev man mødt af to tavse maskeklædte figurer, og fik viklet et rødt bånd om håndleddet, og ført videre ind i et lummert univers, der lugtede af død og dekadence, og hvor børn med dyremasker spillede på klaver, damer dansede, andre lå livløse, og et dødt dyr var ved at blive syet sammen. Man kan indvende at dette nærmest var en klichéopførsel af det fortærskede freudianske begreb om det Unheimliche. Ikke desto mindre virkede tabet af den vante verden så stærkt, at det nærmest var frydefuldt at miste besindelsen og lade det svimle for øjnene.

Lilith Performance Studio, HeadHouse, 2012.

Mens disse to performances foregik bag lukkede døre (som man skulle stå i kø til), kunne man overvære musikundervisning hos en skrap lærerinde med stramt opsat hår, der underviste en umusikalsk mandlig elev, der ikke kunne ramme hverken takt eller tone (Morgan Schagerberg), eller frydes over den vidunderligt opulente Tanya Mars, der midt i den store hal slikkede, smagte og spiste sig igennem et dekadent frås af et kagebord. Denne performance af Mars så jeg første gang i Lilith for to år siden, hvor jeg netop havde tilbragt dagen på museet i Roskilde til forløberen til det, der nu er blevet en festival. Dengang slog det mig, hvor stor forskel der var på afviklingen af arrangementerne. I Malmö udfoldede der sig en magisk aften, på grund af den præcision og professionalisme, som Lilith ligger for dagen. I Roskilde var der mange gode navne på programmet (blandt andre Olof Olsson og D.O.R.), men det haltede med ventetider og teknik, der ikke virkede. Sådan var det desværre også lidt i år. Festivalens første dag sluttede med thereminkoncert ved Dorith Crysler. Hun var trængt op i et hjørne i bunden af hallen og det hele kom aldrig rigtig i svingninger. Igen var det som om, der manglede noget til at løfte det hele lidt op fra de rå omgivelsers realunivers. Der manglede præcis det, som Lilith er så formidable til: at skabe et univers, man lader sig føre – og forføre – af.

Ellen og Henrik Vestergaard Friis, Samtalekøkken. Foto: Jørgen Callesen.

Performancefestivalen er, som sagt, stadig spæd og i sin vorden, og eksperimenter med formatet er en del af udviklingen. Men på trods af alle de mange gode indslag, lille fadølsbar i hjørnet, og Samtalekøkken (af Ellen og Henrik Vestergaard Friis) der var skabt til snak og dialog, så manglede der noget væsentligt; nemlig på den ene side en mere stram dramaturgi eller orkestrering, der kunne lede de forskellige acts over og ind i hinanden, sådan at man fornemmer at intentionen bag hele projektet er større end de enkelte indslag, og på den anden side en mere løssluppen fest i festivalen. Selvfølgelig drejer det sig også om overhovedet at hive folk til en betonhal i provinsen – en prisværdig bedrift i sig selv – og det kan gøres, som det er valgt i år med nogle velkendte og oplagte navne. Museet udviser en stærk og, fornemmer man, oprigtig interesse for feltet, som skaber et godt fundament. Herfra kan man sagtens vove pelsen næste år, med på den ene side at stramme grebet med kuratering og skarpere profil, og samtidig løsne det og give festen frit spil.

Video: Pernille Albrethsen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!