ACTS

Museet for samtidskunst, Roskilde
14. juni - 15. juni 2014
Kritikk 25.06.14

Farvel til Orange Scene

Andrea Geyer, {ITALIC}Comrades of Time{ENDITALIC}, ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Andrea Geyer, Comrades of Time, ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

På den brolagte plads nord for Roskilde Domkirke, under hurtigt drivende skyer og med hvirvlende græspollentransporterende vind fra de russiske stepper, står fem yngre kvinder med hvert deres lommeur. De står med afstand til hinanden – hver med  et par trækasser ved deres side. Efter et par minutters venten, hvor performerne koncentreret har kigget på lommeurene, retter de ryggen og påbegynder hver deres agiterende monolog.

Det var tredje gang, at Museet for Samtidskunst i Roskilde inviterede til en weekend med ACTS – en festival for performance og lyd, der efter et par år med afprøvende formater, og med udsving i frekvensen, for fremtiden vises hver andet år. Hverken Roskilde by eller musiklivet generelt har som bekendt længere patent på begrebet festival, der epidemisk har spredt sig som det efterhånden altoverskyggende format for kulturproduktion her til lands. Således også indenfor kunsten.

Museet, der har en erklæret samlingsprofil fokuserende på lydkunst, performancekunst og blandformer derimellem, står dog med ACTS alene – på dansk grund – med et seriøst bud på en international festival for performance i regi af billedkunsten. Og som museets direktør Sanne Kofod Olsen gjorde opmærksom på i sin åbningstale, afleveret til den lille forsamling fra museets dørtrin, er det den konceptuelle del af performancekunsten som festivalen vægter. En udtalelse, der falder fornuftigt sammen med den, af Lars Bang Larsen kuraterede, udstilling, som museet for tiden viser, Concept after Concept: Before Normal, som er en hyldest til den mere muntre del af konceptkunsten.

Tilbage på pladsen med de fem kvinder og værket Comrades of Time, af den tyske kunstner Andrea Geyer, leveres monologerne om samfundsmæssige omvæltninger med en aura af revolutionær patos i en stålsat og direkte henvendt spillestil. Replikkernes collage af politiske taler, breve og tekster af tyske tænkere fra begyndelsen af det tyvende århundrede, virker mere som en omsmeltning af tiden og de politiske idealer som teksterne leverer end som en repræsentation. Kombinationen af location, spil og tekst virker på sin vis transformerende og engagerede mig på et decideret fysisk og følelsesmæssigt plan. Vinden og de høje pollental må med i den betragtning.

Anna Lundh, {ITALIC}Miss Clock (and the Year is a Python){ENDITALIC}, ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Anna Lundh, Miss Clock (and the Year is a Python …), ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Svenske Anna Lundh præsenterede Miss Clock (and the Year is a Python) – en lecture performance omhandlende Frøken Klokken (et automatisk tidssignal, der leveres af en lydoptagelse af en kvindestemme, som man stadig kan ringe til den dag i dag). Lundh har fundet frem til de oprindelige optagelser af de skandinaviske Frøken Klokke-stemmer fra mellemkrigstiden. Optagelser, der ikke længere kan afspilles, hvorfor hun derfor har koreograferet, filmet og redigeret et menneske-ur – en gruppe folk, der med bevægelser og stemmen, kropsliggør den oprindelige analoge teknologi. Den nostalgi, som præger Lundhs interesse for den teknologiske optimisme fra 1930-40erne og perioden generelt, præsenteredes af kunstneren på en tilbagelænet og bevidst casual måde. Ind imellem afbrød hun sin egen ordstrøm, og kommunikerede ofte direkte med publikum. Det skabte en cool distance til det fetisherede researchmateriale.

Formatet lecture performance eller performance lecture er efterhånden en etableret performancekategori i sig selv, og på årets ACTS hørte næsten en tredjedel af værkerne indenfor denne genre. Formatet tillader frit spil for al den information kunstneren ønsker formidlet, som ofte udføres i en direkte henvendt kommunikation – med en altid indbygget fare for at værket ender i en illustration af et forskningsområde eller en overfladisk behandling af et emne, der ligeså godt kunne være leveret som slet og ret lecture.

Også Siri Landgren (ligeledes fra Sverige), præsenterede en lecture performance. Her var stemmen igen det centrale omdrejningspunkt. I værket fremsagde og fremsang kunstneren skiftevis nøgternt og poetisk sin redegørelse for, at stemmen ikke er en naturlig biologisk markør for autenticitet. Derimod er den et kulturelt formet organ, der kan tunes og pitches – biologisk såvel som teknologisk – illustreret med kastratsangeres mezzosopranstemmer, autotune og andre mikrofon-effekter, som Landgren benyttede sig af gennem sit foredrag.

Anna Lundh, {ITALIC}Miss Clock{ENDITALIC}, 2014. Still-billede fra video. Del a performance {ITALIC}Miss Clock (and the Year is a Python…){ENDITALIC}, 2014.

Anna Lundh, Miss Clock, 2014. Still-billede fra video. Del a performance Miss Clock (and the Year is a Python…), 2014.

For at en lecture performance skal være vellykket, må den bidrage med mere end blot en undersøgelse og være en udvidelse af den form med hvilken forskningen formidles. Den må kunne mere end blot stille spørgsmålstegn til, hvad viden er. Kan den præsentere en billedmæssig behandling af et videnskabeligt materiale og dermed potentielt ny erkendelse eller forståelse, som den rene logiske frembringelse ikke kan, så er der jackpot i performanceland.

Mens den nye visuelle erkendelse i Lundhs lecture performance var at finde i det kollektive menneske-ur, var det hos Siri Landgren de mindste lyde, som stemmen skabte i forsøget på at nå de højeste toner, der etablerede sammenhængen mellem biopolitiske overvejelser og følsom agens.

Hvor tåkrummende det end var, så var det sådan set en lettelse, at bevidne Örn Alexander Ámundasons iscenesatte sammenbrud af det, der i programmet var annonceret som en lecture performance omhandlende Kurt Cobain. «Foredraget» – iscenesat på kulturhuset Gimles store scene, med en violinist i baggrunden og en statist placeret i en stol – gik med skjult overlæg i stå og endte som en meta-kommentar til institutionen og til det at være inviteret til at optræde på en performancefestival helt generelt.

Örn Alexander Ámundason, {ITALIC}Speculations on the Impact of Kurt Cobain{ENDITALIC}. ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Örn Alexander Ámundason, Speculations on the Impact of Kurt Cobain. ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Kunstneren fortalte, hvordan han egentlig havde ønsket at optræde på selve museet og ikke i Gimle, da han mente det ville være bedre for såvel hans CV som for dokumentationsbillederne. Statisten blev efterfølgende sendt af scenen, violinen kom aldrig i spil, og efter de korte overvejelser over de karrieremæssige fordele eller ulemper ved det han var i færd med, begyndte han en dans bestående af en bevægelse med hofterne akkompagneret af lysshow, røgmaskine og et soundtrack af Gipsy Kings.

Hvis man, som jeg, er vokset op i provinsen, ikke langt fra Roskilde, er kombinationen af farvede lamper, røgmaskine og Gipsy Kings ikke sjælden, men heller ikke køn: Kunstneren, der gerne ville være rockstjerne eller art star, endte kastreret i en sky af røgmaskine i en dansk provinsby, altså med fuldt meta-ironisk overlæg.

Ud over de decideret scenisk og direkte publikumshenvendte optrædener rummede programmet en række durational værker – værker, der strækker sig over længere tid, som man som publikum kan gå til og fra, og som i nogle tilfælde har karakter af installation.

Danske Ragnhild May havde opstillet en hylende maskine med slide whistles i porten til museet, som en velkomst eller blokering. T R Kirstein og Claus Haxholm flyttede bjerge af hvidt, støvet kalk som et billede på relationen tid, arbejde og krop.

Simon Fujiwara, {ITALIC}Future/Perfect{ENDITALIC}. ACTS 2014. Foto: Honey Biba Beckerlee.

Simon Fujiwara, Future/Perfect. ACTS 2014. Foto: Honey Biba Beckerlee.

Simon Fujiwara var repræsenteret med værket Future/Perfect: Installeret i et lille rum – som forstærker den intimitet, der ligger til grund for værket – ligger en yngre, atletisk mand i et solarium iført høretelefoner og iPod, mens han gentager sætninger fra et sprogkursus i Business English. Med sin æstetik indrammer værket præcist det, som på sociologi-engelsk kaldes immaterial labour – krop, fritid og psyke er integrede dele af det individet har at tilbyde på arbejdsmarkedet.

Danske Arendse Krabbe havde udspændt sit researchede materiale om den biologiske organisme lav imellem en idiosynkratisk, poetisk tekst og en symmetrisk scenografi af bagbelyste skærme samt en medperformer i identisk NASA-lignende rumrejse-kostume. Imellem de to performere, hang et lille stykke lav og reagerede på luften, der blev udstødt fra de to kroppes munde imens teksten gentagende gange blev læst op. Som i tilfældet med Simon Fujiwara, havde værket karakter af installation eller levende skulptur.

Varigheden i Krabbes værk, i kombination med det fine og skrøbelige forhold mellem menneske og organisme, havde nok været bedre tjent med en installering i museet, i et rum man kunne gå til og fra, frem for i scenerummet på Gimle.

Arendse Krabbe, {ITALIC}Regarding the Haustorial Complex, Part II{ENDITALIC}. ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Arendse Krabbe, Regarding the Haustorial Complex, Part II. ACTS 2014. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Det er prisværdigt med et festivalprogram, der er kurateret udelukkende omkring konceptuelle tilgange til performancekunsten. Men i den sammenhæng skal man måske også gøre sig det klart, om man kuratorisk betragtet vil invitere til fest også. Det er slående – og lidt hårdt at bevidne – at et så ambitiøst projekt som ACTS 2014, på trods af inddragelse af byens kulturhus og et par værker i byrummet, øjensynligt ikke formår at række ud over museets rammer og at publikum denne lørdag ikke mødte talstærkt op. 

Det er en af kunstinstitutionernes fremmeste opgaver jævnligt at spørge til de formater, der præsenteres. Museet i Roskilde kunne med fordel overveje at gentænke selve formatet festival. Jeg ser ingen grund til at operere med stramme scene-planer og tidsrammer a la Orange Scene og hvad de ellers hedder på dyreskuepladsen i næste uge. For der skal ikke herske nogen tvivl om, at den kunstneriske kvalitet ikke fejler noget på ACTS. Men om den relativt smalle profil egner sig til festivalformatet, vil jeg stille spørgsmålstegn ved. For hvem er denne festival skabt for?

Henvender ACTS sig til et kunstfagligt publikum alene? I så fald ville begivenheden måske fungere bedre som en konference for og med performance og lydkunst, som ville kunne rumme flere aktører og skabe et fokuseret, fagspecifikt rum i overensstemmelse med programmets saglige udgangspunkt. Hvis ikke, så skal strategien for at indbyde Roskilde og omegns borgere med til festen alvorligt skærpes. For det var lidt som om, at institutionel form og kunstnerisk indhold kæmpede lidt mod hinanden den lørdag i Roskilde. De seriøse og gode bud på både lyd– og performance-værker fortjente enten et større publikum eller en mere dedikeret og gennemtænkt ramme. 

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!