Lisbeth Bonde, Dansk kunst i 10’erne – 40 kunstnerportrætter, Gyldendal, 2017. 

Kunstnere: A Kassen, Ivan Andersen, Thomas Bangsted, Bank & Rau, Maiken Bent, Trine Boesen, Peter Linde Busk, Mikkel Carl, Ismar Cirkinagic, Søren Dahlgaard, Cathrine Raben Davidsen, Sophie Dupont, Jeannette Ehlers, Rose Eken, Tue Greenfort, Christina Hamre, Gudrun Hasle, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Emil Westman Hertz, Hesselholdt & Mejlvang, Louise Hindsgavl, Sergej Jensen, Jacob Kirkegaard, Mie Olise Kjærgaard, Ferdinand Ahm Krag, Ida Kvetny, Marie Søndergaard Lolk, Sofie Bird Møller, Mie Mørkeberg, Allan Otte, Lea Porsager, Torben Ribe, Adam Saks, Kasper Sonne, Tove Storch, Trine Søndergaard, Svend-Allan Sørensen, Alexander Tovborg, Vinyl -terror & -horror, Danh Vo.

 



Kritikk 23.01.18

Til forsvar for maleriet

Rose Eken, Hommage a Pollock, 2015. Papirler. Foto: Rose Eken.

På trods af at vi kun er totredjedele igennem 2010’erne har Lisbeth Bonde benyttet årsskiftet til at udkomme med årtiets første oversigt over 10’ernes danske kunstscene. Bogen er en selvstændig opfølgning til Manual til dansk samtidskunst, som hun skrev i 2006 sammen med Mette Sandbye, og er ligesom forgængeren bygget op omkring en række portrætter af væsentlige danske samtidskunstnere. Men hvor forgængeren var inddelt i kapitler, der refererede til medier fra maleri og fotografi over knap så veldefinerede genrer som konceptkunst og massemedieret kunst, er den nye bog i langt højere grad et rent opslagsværk, hvor portrætterne er stillet alfabetisk op – hvilket virker oplagt i en samtid, hvor langt de fleste kunstnere arbejder i flere genrer.

Dansk Kunst i 10’erne er et kartotek over 40 kunstnere, ligeligt fordelt imellem kønnene, hvoraf langt størstedelen er født i 70’erne og har taget afgang fra et kunstakademi i løbet af 00’erne. Det er således temmelig velkendte og gennemprøvede navne (såsom Sergej Jensen, Trine Søndergaard og Maiken Bent) fra den etablerede del af scenen, som Bonde fokuserer på, og man savner i nogen grad de yngre stemmer, der er blevet uddannet og har markeret sig i indeværende årti.

En af den danske kunstscenes særkender er netop, at den har en forholdsvis flad struktur, og at det derfor ikke nødvendigvis tager et årti at blive en central figur på scenen. Der kunne derfor godt have været et større udbud fra den lidt friskere generation af kunstnere, som Lea Guldditte Hestelund, Nanna Abell, Astrid Myntekær, Rolf Nowotny eller Uffe Isolotto i et oversigtsværk om 10’erne. Samtidig er en stor del af bogens kunstnere navne, som man kunne hævde i lige så høj grad kendetegnede 00’erne, herunder Ivan Andersen, Cathrine Raben Davidsen og Danh Vo.

Cathrine Raben Davidsen, Believer, 2016. Olie, blegemiddel, pigmenter på lærred. Foto: Anders Sune Berg.

Når Bonde har valgt Raben Davidsen fremfor Julie Nord, eller Vo frem for Elmgreen & Dragset, er det næppe, fordi hun føler, at disse kunstnere i højere grad repræsenterer tendenser i 10’erne. Det er snarere fordi Elmgreen & Dragset og Julie Nord var repræsenteret i Manual, og Bondes nye bog kan derfor med fordel ses mere som en udvidelse af den forrige udgivelse til at dække et større tidsspand, end som en selvstændig karakteristik af dette årti.

Som Bonde helt korrekt og lidt klichefyldt skriver i sin indledning til bogen, kan man kun vanskeligt skrive kunsthistorie om samtiden, da man mangler den tidslige distance. Et opslagsværk om et årti, der endnu ikke er ovre må derfor nødvendigvis være bygget på personlige præferencer, og det er den egentlige styrke i Bondes bog. Men i præsentationerne af de enkelte kunstnere er der alligevel lagt uforholdsvis meget vægt på at begrunde deres tilstedeværelse i bogen igennem referencer til officielle blåstemplinger.

Der nævnes primært institutionelle soloudstillinger, udsmykningsopgaver og legater fra både Statens Kunstfond og store private fonde, og der citeres flittigt fra officielle begrundelser for pristildelingerne i beskrivelserne af de enkelte kunstneriske praksisser. På den ene side giver det bogen en vis objektiv legitimitet, men det slører samtidig at der er tale om et dybt personligt engagement for særligt maleriet.

Ivan Andersen, New Nordic Nature VII, 2015. Olie, akryl og spraymaling på lærred, 180 x 220 cm. Foto: Anders Sune Berg.

Det er tydeligt, at Bondes hjerte banker for de maleriske genrer, om hvilke hun skriver med stor indsigt og passion. Særligt i de meget velskrevne afsnit om Cathrine Raben Davidsen, Peter Linde Busk og Allan Otte er det tydeligt, at Bonde har sin tekniske viden på plads, når hun eksempelvis forklarer hvordan Linde Busks lærreder ikke er monokromt grundede, men derimod skraverede i et tweed-lignende mønster.

Ud af bogens 40 portrætter er lidt under halvdelen afsat til malere (eksempelvis Adam Saks, Trine Boesen, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Mie Mørkeberg og Mie Olise Kjærgaard), og det er næppe repræsentativt for, hvor stor en rolle maleriet spiller på samtidens scene. Problemet er som sådan ikke det maleriske fokus, men alt det, der dermed ikke er blevet plads til, herunder mange af de for mig helt centrale tematikker, de sidste par år har budt på. Mest opsigtsvækkende glimrer postinternetkunsten ved sit fravær, ligesom der kun er blevet overfladisk plads til de sidste par års store fokus på køn og queer-repræsentation.

I det omfang internettet overhovedet er nævnt er det som negation og i forbifarten, som en modsætning til bogens generelle fokus på det håndværksmæssige. Eksempelvis her hos Rose Eken, der: «giver noget af den stoflighed, langsomhed og taktilitet tilbage til verden, som den mistede, da internetrevolutionen stjal billedet, og skærmene overtog virkeligheden», eller om Gudrun Hasle: «At se […] i broderet form, hvor der er så lang tid i værkerne, gør dem anderledes vægtige og anfægter os langt mere end de mange fotos […], der cirkulerer i massemedierne, ikke mindst på nettet.»


Louise Hindsgavl, Dealing with Foreigners, 2011. Porcelain og udstoppet mus. 52 x 44 x 35cm. Foto: Ane Mie Dreves.

Det er bogens præmis, at den fokuserer på den enkelte kunstners praksis frem for de overordnede tendenser. Det blødes der lidt op på i indledningen, hvor Bonde laver et hurtigt rids over forskellene på kunstscenen fra 1960’erne og 70’erne frem til i dag. Man nikker genkendende til beskrivelsen af en scene, der er blevet mere indadvendt og optaget af de følelsesmæssige og spirituelle spørgsmål end af ydre samfundsanliggender, og af den unge generation, der i højere grad gør karriere end hænger på Byens Kro.

Bonde kalder det en Djøficering, hvor andre måske ville pege på, at unge kunstnere også i dag er optaget af meget andet end deres egen praksis, herunder at organisere den underskov af kunstnerdrevne udstillingssteder, der mere end noget andet er et særkende for den danske kunstscene. Selv i afsnittet om en omnipræsent figur som Mikkel Carl berøres det kun flygtigt, at han foruden sit virke som kunstner desuden fungerer som kurator, skribent, bestyrelsesmedlem og igangsætter af alverdens initiativer, der tilsammen udgør en væsentlig større prægning af kunstscenen end hans egen praksis. Den kollektive ånd, som eksempelvis var essensen i kunstnerkollektivet TOVES, eller den genrenedbrydende kuratering i Jacob Lillemoses X and Beyond har trange kår i en bog, der fokuserer så ensidigt på den enkelte praksis, og det er synd, da det for mig at se netop er her, man har kunnet se de største nybrud i de seneste år.

Når Dansk Kunst i 10’erne er bedst, er den et vidende og personligt indblik i Bondes eget kunstsyn. De 40 portrætter er i høj grad udtryk for en enkeltpersons blik på samtidens scene, og som sådan udgør den det første, væsentlige indspark i de kommende års debat om, hvad dansk kunst i 10’erne var og er.

Mie Olise Kjærgaard, Floor ship island, 2014. Akryl på lærred, 300 x 250 cm. Foto: Dorte Krogh.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!