Enough About You

Einat Amir

Lilith Performance Studio, Malmö
17. februar - 19. februar 2011
Kritikk 22.02.11

En fremmed er et menneske du endnu ikke har kysset

Einat Amir, Enough About You, 2011. Lilith Performance Studio, Malmö. Foto: Elin Lundgren.

Endnu engang har jeg i de rå lokaler i en baggård i Malmö oplevet noget, der fik mit hjerte til at banke hurtigere. Siden 2007 har internationale navne skabt magi på Lilith Performance Studio, som udelukkende er dedikeret til performance-kunst. Denne gang med Enough About You, en ny performance af israelske Einat Amir (f. 1979), der er bosat i New York og i sine performances tematiserer magtrelationer i forhold til sociale, politiske og seksuelle problemstillinger.

«Hvornår har du sidst talt med en fremmed?» lød teaseren til Amirs performance – og lagde dermed op til en selskabsleg for voksne, som både vækkede nysgerrigheden og ængsteligheden – hvormed værket allerede var sat i gang.

Jeg ankom alene, blev krydset af på listen, lagde min jakke i garderobe, og blev henvist til en bænk, hvor 5-6 andre sad og ventede. Imens tænkte jeg på dengang, hvor jeg rent faktisk mødte en fremmed her, som fik afgørende betydning for mig. Efter en ti minutters ventetid blev vi bedt om at stille os i kø foran en kæde, bag hvilken en sortklædt herre stod afmålt afventende. Et øjeblik efter åbnede han kæden, og ledte publikum, tyve mennesker, ind i et helt hvidt rum med fem, menneskestore hvide bokse – hver med en rude, der fyldte hele facaden, så man kunne se ind i boksens hvide indre. Det så smukt og køligt ud; et skulpturelt laboratorium, der skulle danne rammen om forsøg og undersøgelser udi menneskelig adfærd. Stadig kæmpede nysgerrigheden og ængsteligheden med hinanden; for hvad skulle der mon foregå i de bokse? Værtsparret, Liliths to direktører klædt i sort, tog imod os med fattet og alvorlig mine. Vi blev set nøje an med afmålte og granskende blikke, og så begyndte udvælgelsesprocessen: skiftevis valgte de to mennesker ud af mængden, spurgte om de ville følge med (kun én sagde nej), og lukkede dem inde, to og to, i boksene.

Einat Amir, Enough About You, 2011. Lilith Performance Studio, Malmö. Foto: Elin Lundgren.

Det resterende publikum kiggede på. Jeg blev lukket ind i en af de lydtætte bokse med en lidt ældre kvinde. Vi gav hinanden hånden og hun fortalte at hun hed Petra. Og så begyndte en stemme i en højttaler inde i boksen at dirigere vores adfærd; først fik vi 15 sekunder til at fortælle vores navne til hinanden, dernæst 15 sekunder til vores profession og herfra intensiveredes både de kropslige og verbale instruktioner. Typisk fik man mellem 30-60 sekunder til at fortælle om det første kys, den første kærlighed, den smukkeste oplevelse i ens liv, hvornår man sidst havde grædt, hvordan ens sidste forhold sluttede etc. Også de kropslige instruktioner blev mere og mere intime; først skulle man stå med armene overkors, så skulle man holde den andens hånd, danse for fuld skrue i et helt minut, kæle den andens kind (alt sammen imens man svarede på ovenstående spørgsmål), og tilslut blev vi bedt om at kysse hinanden lidenskabeligt. 60 sekunder. Derfra skulle vi udveksle numre, hvorefter vi blev bedt om at forlade boksen. Pyha.

Einat Amir, Enough About You, 2011. Lilith Performance Studio, Malmö. Foto: Elin Lundgren.

Hvordan reagerer man så på disse ordrer under dette iscenesatte møde? Vi har nok alle en umiddelbar tendens til enten at hælde til underkastelse eller modstand. Jeg fulgte hverken danse- eller kysseordren, men følte også straks, hvordan jeg dermed blokerede for værkets immanente lyst til udfoldelse. Havde min ledsager i boksen været af en mere udfarende natur, eller af en anden støbning, havde udfaldet nok været et andet. Så det var ikke kun et møde med ens egne hæmninger – eller værdier – men også det mellemmenneskelige møde, der blev definerende for resultatet. Det var i øvrigt ikke muligt at gennemskue en overordnet strategi for udvælgelsen, men det var tydeligt, at de ikke valgte to, der stod ved siden af hinanden. Altså et forsøg på at sætte to fremmede sammen. For kærestepar og ægtefolk har der således været en ekstra dimension i værket; for hvilken instans har den største magt: ægteskabets bud om troskab, eller det aktuelle ritual, man indgår i?

Efterfølgende tog jeg turen en gang til i håb om denne gang at blive publikum og havde dermed udsigt til alle fem bokse på én gang. Det var virkelig morsomt at følge med i de synkrone bevægelser i alle boksene, som for publikum var helt lydløst, og at se hvordan nogle overgav sig helt til ritualet, hvor andre var mere modvillige. Især to bokse fangede min interesse: én med to fyre i start-30erne, og én med en ung kvinde og en jævnaldrende fyr. De to fyre var med på det hele; de dansede, kælede og kyssede, tilsyneladende helt uden at tænke på at de blev overvåget, alt imens ruden blev mere og mere dugget til. Det var dog samtidig tydeligt at den ene førte an, og den anden fulgte med – hvorved spillet mellem de to figurer tydeliggjordes: det var ikke kun instrukserne man måtte følge, men også den anden person. Det sluttede med at de hev mobilerne op af baglommen og udvekslede numre. Derfra kunne mødet fortsætte i virkeligheden.
Et kondenseret og forceret møde med en fremmed, hvor strukturen er fastlagt på forhånd, og hvor menneskets handlemuligheder drejer sig om at makke ret eller gøre modstand handler selvfølgelig om en udforskning af magt, og om ritualets magt. I grunden et uhyre enkelt greb: sæt to fremmede, vilkårligt udvalgte mennesker overfor hinanden og bed dem om at dele intime fortællinger, røre ved hinanden, kysse hinanden passioneret, men når man selv stod i boksen oplevede man også, hvor potent et greb det reelt blev i mødet med den anden: For nok var ritualet kunstigt og et konstrukt, men mennesket over for dig var til gengæld helt virkeligt.

Einat Amir, Enough About You, 2011. Lilith Performance Studio, Malmö. Foto: Elin Lundgren.

Man siger at det offentlige rum aldrig har været så tavst før; vi passer vores eget lille liv, og taler kun nødigt med fremmede mennesker. Samtidig har vores sociale interaktion ændret sig dramatisk de seneste år: med diverse reality shows, datingkultur, Facebook etc., hvor man gladelig deler ud af endog temmelig private sager. Som titlen, Enough About You, indikerer, er der altså også tale om at sætte tendensen til at udbasunere sit privatliv offentligt på spil, og lade mødet mellem dig og den anden blive reelt – og reelt grænseoverskridende – i stedet for kun at være på sikker digital afstand.

Dermed var der ikke kun tale om at lave et laboratorium for menneskelig adfærd i forhold til henholdsvis underkastelse eller modstand, eller ritualets strukturdannende magtfunktion, men i høj grad også en fremvisning og tydeliggørelse af et af vor tids grundlæggende paradokser – mellem den ubændige eventyrlyst og den grundfæstede angst for det fremmede. Mens vi svælger i det ene reality show efter det andet som åbner døren for almindelige menneskers mest private adfærd, bliver angsten for det fremmede, den lukkede dør, til stadighed en større og større del af vores politiske virkelighed.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!