Jonas Keldgaard Sørensen, Lea Momberg, Pernille Kragh Christensen, Helene Vestergaard, Rasmus Myrup, Bertil Heltoft, Anna Weber Henriksen, Jeppe Jørgensen

Kurator: Charlotte Sprogøe

 



Afgang 18 - The Drama

Brandts, Det Fynske Kunstakademi, Odense
18. mai - 1. juli 2018
Avgang 29.05.18

En dramatisk fødsel

Pernille Kragh Christensen, Sisters of Iris Valerie Camp, 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Der har ikke manglet drama på Det Fynske Kunstakademi den seneste tid, hvor skolens fremtid undertiden har set ualmindelig dyster ud. Først for nyligt faldt det på plads, at akademiet fremover kan kalde det nuværende Brandts 13, der tidligere husede Fyns Kunstmuseum, i Jernbanegade for hjem. Årets afgangsudstilling er således ikke bare en fødsel af otte kunstnere, også institutionen selv står overfor en genfødsel, og denne afgangsudstilling kan således fint forstås som en indtagelse af det rum, der om få måneder overgår til at være akademiets.

Det er dog formentlig ikke det drama, kurator Charlotte Sprogøe refererer til, når hun kalder udstillingen «The Drama». Sprogøe sætter snarere en dramaturgisk ramme, der peger på det at træde ind på en scene – konkret igennem en scenografisk inddeling af udstillingsbygningen i eksempelvis «scenerum», «balkon» og «backstagearea» – og mere abstrakt, som en reference til det at tage afgang og skulle indfinde sig i en kunstverden, hvor det meget ofte også handler om at performe.

The Drama indledes med en form for prolog, en monolog der ved hjælp af store højttalere transmitteres ude på gaden foran Brandts 13. Lyden stammer fra Jonas Kjeldgaard Sørensens Broadcaster, som består i en såkaldt animatronik; en robot iklædt en silikonemaske udformet som et fårehoved. Værket spiller på det lidt fjollede – sheepish – ved masken og den hysterisk aristokratiske accent i oplæserstemmen, og det lidt uhyggelige ved sammensmeltningen af robot og væsen. Den er, om man vil, en ulv i fåreklæder eller et offerlam for den kapitalistiske udnyttelse af dyrets krop, som monologen kredser om. Til ferniseringen fik værket en ekstra dimension, da Kjeldgaard Sørensen selv gik rundt blandt publikum iklædt fåremaske og uldjakkesæt og senere fra trappen foran museet fremførte dele af fårets monolog med en indlevelse og gestik, der var en skuespiller værdig. Ret sejt.

Jonas Kjeldgaard Sørensen, Broadcaster, 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Den egentlige scene for dramaet sættes af Lea Mombergs værk Raidx-Relatio, der er en afmærket grid-struktur, som dækker hele gulvet i bygningens store skulptursal. Grid’et er holdt i samme koboltblå som rummets kassetteloft og mimer i øvrigt dets struktur. Det er en minimal indgriben med en meget stor effekt, idet det griber ind i og danner bund for resten af rummets værker.

På denne scene træder Rasmus Myrups projekt ind med den tilbagelænede selvsikkerhed, der kommer af allerede at have en del udstillingserfaring og dermed ikke skulle retfærdiggøre hele sit projekt i et værk. Centralt i rummet finder vi hans Love Nest Diorama, der binder fire værker i begge sider af rummet sammen. Et diorama er den lidt kitschede iscenesættelse, som man især kender fra naturhistoriske museer, hvor eksotiske, udstoppede dyr placeres i livagtige omgivelser af malede perspektiviske baggrunde og konstruerede landskaber. Love Nest Dioramaer, som titlen antyder, en intim, forhistorisk scene, hvor et leje af rensdyrpels, efterladte redskaber og beklædningsgenstande peger på den hyrdestund, der synes at være foregået her.

Rasmus Myrup, In the Field, 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Scenen er omgivet af en række tegninger af de homo-arter, der for længst er uddøde, i kærlige, homoerotiske situationer, som nylige oldtidsfund peger på, også har været en del af fortidsmenneskets seksualitet. Myrups ret cool installation peger således på vores forudindtagede forestillinger om, hvordan de mennesker, vi ikke kender er og lever. Men hvor mange kunstnere med den agenda kredser teoretisk om noget kønsnormativt, er Myrups interesse befriende nok bare … kærlighed.

På andre vægge i skulptursalen befinder sig to meget forskellige malere, nemlig Bertil Heltoft og Helene Vestergaard. Heltofts værk er præget af en indadvendt, tidsløs nørden i maleriets mere formelle lag, og præsenterer sig som to store lærreder, der spænder imellem abstrakte farveflader og antydningen af figurative og rumlige elementer. I en ledsagende tekst fortælles historien om, hvordan en cykeltur til Føtex udviklede sig uheldigt, da en stor gul trekant spærrede vejen, og det er sådanne sammenstød imellem virkelighedsplaner, der også fornemmes i de ellers lidt lukkede malerier.

Hvor Heltofts værker rummer en klassisk tidsløshed, er Vestergaards fire malerier tydeligt bundet til den tid, de er skabt i. Vestergaard tager udgangspunkt i internettets billedstrøm og henter herfra løsrevne elementer af interiører, som hun sammenstiller og gør til sine egne i farverige og kompakte universer. Elementerne synes at have medbragt deres egne perspektiver, lysindfald og rum, og lægger sig derfor som mange fragmenterede visuelle spor i de lidt kaotiske, energifyldte scener. Der er lidt tumblr over det, en fornemmelse af at scrolle ned igennem en masse visuelt materiale, hvis kontekst er revet væk, så det hele glider sammen i en lang strøm.

Et beslægtet girly, farvemættet univers går igen i Pernille Kragh Christensens videoværk Sisters of Valerie Iris Camp, som er en slags musical i syv akter, hvor hovedpersonen Valerie Iris Camp optræder som frontfigur for et kor af dukker, hun selv har skabt. I den centrale rolle performer Kragh Christensen sig selv som kvinde, spændt ud imellem det seksualiserede væsen og moderen til de dukker, der også befinder sig som fysiske kludedukker i udstillingsrummet.

Anna Weber Henriksen, Landskabsforme, 2018. Foto: Jan Søndergaard.

I trapperummet imellem bygningens planer arbejder Anna Weber Henriksen løbende med en slags arkæologisk afdækning af området omkring Brandts 13 og det fungerer virkelig godt at hendes værk, der udvikler sig over den tid, udstillingen varer, er placeret i et rum for opstigning, gennemgang og flux.

Installationen baserer sig på udgravninger i jorden og kortlægninger af området omkring museet og koncentrerer sig om de spor og konstruktioner, der ligger i landskabet. Indtil videre er projektet konkretiseret i en række stofbaner, der hænger ned fra loftet som et bagtæppe, og som er farvet og påtrykt af den jord, udgravningerne er foregået i. Igennem og imellem de tynde stofstykker kan man se ud af vinduet og over på Balletskolens have, hvor dele af udgravningen har fundet sted, og det virker fint og relevant i en bygning, der traditionelt har rummet Fyns Kunstmuseums samling af landskabsmalerier, at tage fat på det samme landskab med helt andre midler. Da jeg var forbi var det umiddelbart svært at aflæse ud fra hvilken metodik, udgravningerne var foretaget, men måske ændrer det sig i takt med at projektet udfoldes.

Jeppe Jørgensen, Scrying, 2018. Foto: Jan Søndergaard.

Jeppe Jørgensens værk gemmer sig på øverste sal i en slags backstage scenografi. Han benytter sig af virtual reality, og som det fortsat er karakteristisk for det medie, kredser det omkring en posthuman fremtid, hvor grænserne imellem menneske og maskine er flydende. I kataloget er kunstneren citeret for, at «det er tid til at give slip og lade maskinerne tage over.» Og det skal forstås helt konkret, for vil man opleve værket, må man ikke alene lade sit sanseapparat afskære af en VR-maske, man må også lægge sig ned i en gyngende hængekøje, der omslutter kroppen tæt som en art puppe.

Jeg klarede at ligge der i knap to minutter – hvor jeg oplevede en blid, meditativ sejlads igennem et landskab med sneklædte bjergtoppe og bløde floder – før jeg gik i panik, og som en anden vingeskudt sommerfugl væltede ud af den snærende hængekøje.

The Drama fungerer faktisk som en sammenhængende udstilling – noget man ellers sjældent kan sige om afgangsudstillinger, der ofte er præget af mange forskellige udtryk, der nødtørftigt er bundet sammen af at være fysisk placeret i samme rum. På Brandts 13 spiller rummet en større rolle, dels på grund af Lea Mombergs stramme scenografi, og dels gennem Charlotte Sprogøes sikre overblik og installering af de mange tidsbaserede, manuskripttunge værker. Det er overordnet set en lovende fødsel.

Lea Mombergs grid-struktur, Raidx Relatio (2018), sætter scenen for dramaet i den store skulptursal. I midten, Rasmus Myrups Love Nest (2018). Installation view, Afgang 2018 – The Drama, Det Fynske Kunstakademi. Foto: Jan Søndergaard.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!