7 film, et foto og en næse af sølv

Ulrik Heltoft

Gl. Holtegaard, Holte
29. april - 3. juli 2016
Kritikk Artikkel på Engelsk|25.05.16

Det luksuriøse menneskedyr

Ulrik Heltoft, HOC COH (As Far as the Eye Can See), still, 2016.

Ulrik Heltoft, HOC COH (As Far as the Eye Can See), still, 2016.

Det er ikke så længe siden, jeg mødte Ulrik Heltoft til en fernisering inde i byen. Vi talte om forfængelighed, om at købe tøj på auktioner og om en frakke fra et fransk modehus og om at finde den perfekte afløser, når den gamle var slidt synder og sammen. Ulrik talte også om muligheden for at lade en hvid påfugl gå omkring i parken på Gl. Holtegaard på den udstilling, som netop er åbnet.

På den baggrund ville jeg på en måde ønske, at denne tekst var et interview. Det kunne have været anledningen til at gentage nogle af historierne om, hvor meget en påfugl koster eller hvor meget Hermès man får for otte tusind kroner. Man kunne også spørge til, hvorfor Heltofts værker konsekvent er sort-hvide og om hvad der sker den dag, han måske vælger at tænde for de øvrige farver. Og om hvad det betyder for receptionen af værkerne, at det er kunstneren selv, der optræder foran kameraet.

Udstillingen 7 film, et foto og en næse af sølv er en mini-retrospektiv, som er så sindssygt smagfuldt orkestreret igennem Gl. Holtegaards herregårds-domestiske arkitektur – uden albinopåfugl men til gengæld med luksus hi-tech designer hifi (med fantastisk lyd) og 16mm projektorer og B&O-tv-skærme galore.

Ulrik Heltoft, 7 film, et foto og en næse af sølv, installation view, Gl. Holtegaard, 2016.

Ulrik Heltoft, 7 film, et foto og en næse af sølv, installation view, Gl. Holtegaard, 2016.

Der er cirka et værk per rum og i tilgift camera obscura-billeder, som flyder ind udefra barokhaven og op på de vægge, som vender ud mod haven – som et lækkert hint til Heltofts primære medier (foto- og film) og som en understregning af den maskine, som især filmediet er, når man som betragter transporteres væk fra virkeligheden for en stund. I udstillingen byttes om på ude og inde med dette camera obscura og det helt analoge og antikke illusionsnummer virker altid stærkt og magisk (jeg har stadig ikke forstået, hvordan det virker). Helt bogstaveligt og i overført betydning vender det verden på hovedet og med dets indramning af barokhaven er det nok også tænkt som en krog i Gl. Holtegaards serie af udstillinger med fokus på barokken, som 7 film, et foto og en næse af sølv er del af.

I sine film gestalter Ulrik Heltoft – som filmskaber såvel som performer – det som ved første øjekast kan betegnes som arketypiske ikke videre specificerede karakterer (guldgraveren, neandertaleren, cowboyen, tryllekunstneren og en mand med en sølvnæse som ikke er Tycho Brahe, men så måske lidt alligevel). Disse personer optræder som isolerede figurer i afgrænsede miljøer, der ikke som sådan er geografisk specificerede locations.

Ulrik Heltoft, En næse af sølv, 2015. Finsølv.

Ulrik Heltoft, En næse af sølv, 2015, finsølv.

Den franske filosof Gilles Deleuze ville i stedet for arketypen måske betegne Heltofts karakterer som «menneskelige dyr» indsat som de er i disse zoner eller miljøer af genkendelige steder, der altså ikke er specifikt lokaliserbare i verden: en ørken, en skov, en grotte, et loftsværelse. I disse miljøer vandrer menneskedyret alene rundt, endda i loop, og om ikke undrer sig over livet og kosmos, så tilsyneladende tynges det derved. Eller knalder hovedet mod loftet.

Lydsiden spiller en markant rolle i filmene, særligt i værkerne HOC COH (As Far as the Eye Can See) (2016) og Origin of Specimen 52v (2013). I sidstnævnte spiller fløjtenisten Michala Petri: lyse, skingre toner. Den nyere film har cello som sit instrumentale modstykke ved Soma & Lil, der lyder som hele verdens begyndelse. Begge soundtracks er improviseret frem og disse improvisationer om ikke andet introducerer idéen om noget ustyrligt og entropisk til filmmediet, der i Heltofts hænder fremstår stramt styret som en gal mands ensomme værk. Når han giver improvisationen forrang i en så styret proces, er det en anvisning ind i et mere meditativt rum i filmene – eller måske ud af filmene?

At bevæge sig igennem Gl. Holtegaards arkitektur og Heltofts udstilling føles som at loope sig gennem et filmkamera. Værkerne blærer sig på stribe og viser sig frem som teknologisk overlegne luksus-påfugle iført Hermès. Og hvis karaktererne i Heltofts film er kosmisk udfordrede menneskedyr, er man som publikum i hans udstilling et omvandrende menneskekamera. Det er en flot situation at sætte sit publikum i.

Ulrik Heltoft, 7 film, et foto og en næse af sølv, installation view, Gl. Holtegaard, 2016

Ulrik Heltoft, 7 film, et foto og en næse af sølv, installation view, Gl. Holtegaard, 2016

En version af denne artikel blev bragt i Kunstkritikks bilag til den norske ugeavis Morgenbladet, Morgenbladet Kunstkritikk nr. 2, 13. maj 2016.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!