Cosima von Bonin's Far Niente for Witte de With’s Sloth Section, Loop #01 of the Lazy Susan Series, a Rotating Exhibition

Cosima von Bonin

Witte de With, Rotterdam, frem til 9.januar, 2011. Loop # 02-04 af Cosima von Bonins The Lazy Susan Series finder sted på Arnolfini, Bristol (19. februar – 25. april, 2011), MAMCO, Geneve (1. juni – 18. Sep, 2011) og Museum Ludwig, Köln (8. juli – 3. oktober, 2011)



Witte de With, Rotterdam
10. oktober 2010 - 9. januar 2011
Kritikk 15.12.10

Den dovne kanin og andre slendrianer

I forgrunnen: Amateur Dramatics (WDW’s Lazy Susan Version & MVO’s Bone Beats), 2010 inkludert Antiautoritärer Kindergarten(# 4); Purple Sloth Rabbit, 2010; Oswald’s & Bonin’s Structure # 01 (Bone & Dubplate), 2010. I bakgrunnen: Day / Track 2010; Night / Tick, 2010 og Dawn / Trick, 2010. Installasjonsfoto fra Witte de With 2010: Bob Goedewaagen.

En udstilling med den tyske kunstner Cosima von Bonin er ofte et møde med en hel scene, nemlig de musikere, filmskabere, kunstnere og forfattere i hjembyen Köln, som hun hænger ud med, samarbejder med og som hun polemisk omtaler som sine «slaver». Det er en scene, som for udefrakommende kan forekomme lukket og eksklusiv, men som ikke desto mindre fascinerer på grund af den stærke, lidt altmodische bohemekultur, som efterhånden har præget byen i flere årtier (særligt frem til begyndelsen af 1990erne) og som også har haft stor betydning for tysk samtidskunst i øvrigt. Som en kunstnerven fra Berlin fornyeligt bemærkede: «Man tror at alting er opstået i Berlin, men når man så kommer tættere på, finder man ud af, at det hele kommer ud af Köln».

Faktisk er det ikke så ofte, at man har lejlighed til at se Cosima von Bonin i en soloudstilling på en institution, sådan som man for tiden kan på Witte de With med udstillingen COSIMA VON BONIN’S FAR NIENTE FOR WITTE DE WITH’S SLOTH SECTION, LOOP #01 OF THE LAZY SUSAN SERIES, A ROTATING EXHIBITION. Her er «sloth» (dovenskab) det centrale begreb sammen med udtrykket «far niente» (oprindeligt: Dolce far Niente, «den søde lediggang») i en udstilling, som, kort fortalt, kan beskrives som et komplekst dandyesque univers beboet af en slags luksustøjdyr.

Cosima von Bonin, Total Produce (Morality), 2010 (i forgrunnen) og Privato, 2010 (på vegg). Installasjonsfoto Witte de With 2010: Bob Goedewaagen.

Overalt i udstillingen møder man kaniner, blæksprutter, muslinger, kyllinger, bjørne, hunde og andre specialsyede tøjdyr – udført i blandt andet velour, tweed, silketørklæde, hviskestykke, eksklusivt kimonostof og alle mulige andre tekstiler – der primært blot hænger ud, dovner og i det hele taget forekommer at være stået af ræset. Som en slags tøjdyr, der er undsluppet fra en slags bamse-zoo eller Disney-park, for at tage til et sted, hvor de ikke behøver at performe, være nuttede eller fashionable – et sted, hvor kaninen (PURPLE SLOTH RABBIT, 2010) bare kan ligge på et langsomt roterende podie med sine kæmpe ører slået ud og lytte til elektronisk clubmusik af Moritz von Oswald, som har lavet «soundtrack» til flere af udstillingens skulpturer. Eller den lade teddybjørn (SCOTLAND (BEARDSLEY BEAR VERSION), 2007/2010), der hviler op af en hytte og som er syet i tekstil med Aubrey Beardsley-print, hvilket medvirker til at understrege den æstetiserede, dekadente attitude a la fin-de-siecle-dandy. Og i sammenhæng med Jacques Tatis’ Playtime, som screenes i loop i udstillingen, fremstår fatigue-temaet umiddelbart som en kritik af det moderne livs besættelse af arbejde og produktivitet, hvor sløvhed langt fra er en dyd.

Cosima von Bonin, detalj fra England (Sloth Beardsley Version & MVO’s Cosimos Songs) , 2007 / 2010. Installasjonsfoto fra Witte de With 2010: Bob Goedewaagen.

Kigger man tæt på de enkelte tøjdyr opdager man dels hvor veludførte de er (ingen dovne syersker her!), dels hvor komplekse de i grunden er. Hvad der ved første indtryk giver associationer i retning af Mike Kelley eller Paul McCarthy viser sig at være mindre «one-liners», mere kompleks, kodificeret Kölner-lingo. Eksempelvis THROWN OUT OF DRAMA SCHOOL, 2006, der forestiller tre Disney-lignende figurer syet i grå tweed – en nuttet killing, en fjollet hanekylling og en langnæbet kondorunge – som hænger fra en pind og som blandt andet er iført hagesmæk fra Disney, Margiela-halstørklæde og et Gucci-tørklæde bundet om håndleddet a la Sex and the City. Udover det humoristiske i et par tabere smidt ud af skuespilskolen i Disney og Margiela (kunstverdenes slave-mærke par excellence) så bidrager screeningen af en dokumentar om Zombiefilm-instruktøren George Romero i det tilstødende rum også til en mere unheimlich læsning af de dinglende dyr – en slags levende ånder, nuttede men døde repræsentanter for den kreative (kreatur) klasse i konsumsamfundet.

Screenshot fra Starlite (Teaser), 2010. 7 min. 10 sec. A film by Frances Scholz, based on a story by Mark von Schlegell.

Udstillingens højdepunkt er den syv minutter lange film STARLITE (TEASER), 2010, som er et typisk eksempel på, hvordan dele af Köln-miljøet indgår i von Bonins produktioner i en skønsom blanding af både aktør og auteur. Den er produceret af hende, men instrueret af Frances Scholz og baseret på en historie af Sci-fi forfatteren Mark von Schlegell, som selv optræder i filmen som instruktør til en slags casting, hvor en skuespiller, alias kunstneren Sergej Jensen i ærmeløs ridder-netundertrøje , blandt andet bliver bedt om at fremvise sine testikler – et par strikkede bolde fastgjort i Jensens bukser, som svinges op foran instruktøren, der virker tilfreds. Det hele fortælles i hurtigt klippede glimt af lyd og billede, som er svære at hitte mening i og gør filmen så cut-up, at den mest virker som en teaser for en teaser – et band spiller til en fest, en hest rider forbi med en dronning på etc., etc. Men det afgørende er i virkeligheden også den slackede, men alligevel distinkte, stemning, som filmen fremmaner – et levende track til hele udstillingen, men også til en måde at leve på.

Måske er de mange værker i Witte de Withs lidt kringlede rum med til at gøre installeringen en anelse kompakt. Det svarer ganske vist fint til det kompakte lag af referencer («reference hell», som von Bonin selv beskriver det) indbygget i værkerne, men gør også udstillingen til en lidt «busy» affære, der står i modsætning til det overordnede fatigue-tema. Til gengæld kan den dovne kanin, den sløve bjørn og de tre Drama School-dropouts ses som udtryk for en nutidig boheme-levevis, som i grunden er ret pragmatisk i sin anerkendelse af den uskønne blanding af levebrød og livsstil, Disney og Margiela – men som trods alt insisterer på en tilværelse med selvskabte regler og omgangsformer, der er svær ikke at have sympati for.

Jacques Tati, Cours du soir, 1967 og Roy Frumkes, Document of the Dead, 1979, en dokumentar om George A. Romero. Installasjonsfoto fra Witte de With 2010: Bob Goedewaagen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!