Revisit: Thorbjørn Lausten

Thorbjørn Lausten

Overgaden – Institut for samtidskunst, København
14. november 2015 - 10. januar 2016
Kritikk 03.12.15

Datablik

Thorbjørn Lausten, Revisit, Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Thorbjørn Lausten, Moment 1-3, 1978 Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Revisit er en serie af udstillinger på Overgaden der genbesøger institutionens tidligere aktiviteter. Nærværende tilfælde er et gensyn med Thorbjørn Laustens udstilling Datablik fra 2003. Vi har at gøre med en kunstner med snart 50 års praksis på bagen.

Udstillingen lægger ud med fire akrylmalerier fra 1978. Store sejlduge, såkaldte «rullebilleder», der kan rulles ind og ud; en indbygning af tidslig og kropslig erfaring i maleriet. Grundlaget for disse motiver genkender vi: det er algoritmiske systemer, hvorigennem data fra terningekast visualiseres og lagres i form og farve. Og selvom det bagvedliggende datasæt reelt er angivet i flere og andre tegn end computerens binære 0- og 1-taller, så er det nok ikke tilfældigt at valget af algoritmens visuelle output i Moment 1-3 er plusser og minusser. Denne visuelt repræsenterede datalagring får rullebillederne til at ligne en slags overdimensionerede udklip af hulstrimler.

Ligesom at den tidlige computers hulstrimler uddateredes som format, så bevæger Lausten sig heldigvis også videre med det fjerde maleri på Overgaden, Interaktion. Her henledes opmærksomheden nemlig mod den enhed, som vi, og Laustens senere værker, til stadighed bruger til elektronisk visualisering af data: pixelen.

Thorbjørn Lausten, Interaktion, 1978. Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Thorbjørn Lausten, Interaktion, 1978. Overgaden, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Moment 1-3 og Interaktion fremstår i udstillingen således som henholdsvis første og anden trædesten til Thorbjørn Laustens senere praksis, hvor kunstneren introducerer stadig flere teknologiske elementer til både visualiseringen og datasættenes tilvejebringelse; hvor terningekastenes tilfældighedsprincip afløses af videnskabeligt observerbare fænomener.

Disse tilføjelser kommer til udtryk i en serie af værker, hvor dynamiske visualiseringer skifter i takt med meteorologiske forandringer. I Datablik (2003) for eksempel, skifter de projicerede farver inde i udstillingsbygningen i takt med solens foranderlige, kosmiske stråler. Det gør farverne i Glimmer (2000) også, når solens elektromagnetiske stråler skifter intensitet rundt omkring i Europa.

Men selvom den matematiske basis i de senere værker afløses af konkrete fænomener såsom solvinde og infrarød stråling, så er det tydeligt, at valget ikke har så meget at gøre med klimaomstændigheder, som det har at gøre med en specifik interesse for lys som absolut størrelse – et aksiomatisk udgangspunkt for en definition af universet som værende tid-/energiudtræk. Det er den eksemplariske, materielle pendant til konceptkunstens «immaterielle idéer» – en helt naturlig overbygning på hans 60’er-inspirerede malerier.

På den måde holder Lausten sig fortsat velopdragent inden for den øst-amerikanske, konceptuelle tradition, hvor værket er en (selv)definerende model for, hvad kunst er eller kan være. Lyset bruges ikke for at snakke om ozonlagets opløsning eller isbjørnenes uddøen, men for at demonstrere hans overbevisning om, at tid og energi er de absolut mest elementære kunstneriske materialer. En sådan værdsættelse af det universelle begrunder måske Laustens æstetik.

Thorbjørn Lausten, Lysværk, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

Thorbjørn Lausten, Lysværk, 2015. Foto: Anders Sune Berg.

På øverste etage finder vi en hestesko af borde, hvor et enkelt eksempel på processen bag valgene af visualiseringen af hans data formidles. Det, man allerede havde på fornemmelsen bekræftes: baggrunden for repræsentationerne af datasættene er – omend ekstremt elaboreret – tydeligvis fuldkommen arbitrær. Og det, lades man forstå, er en pointe i sig selv: at videnskabelige datasæt ikke har én logisk præsentationsform, og at der således er en vis politik i de visualiseringsmetoder, vi vælger.

Så er det bare, at det begynder at blive en anelse suspekt, at Thorbjørn Lausten konsekvent gennem sin snart 50 år lange praksis vælger at visualisere sine datasæt i den samme træfsikre konkretistiske stil, hvor, som traditionen byder, al unødig ekspressivt pjat er barberet fra.

Det er ærlig talt lidt svært at finde hoved og hale i det, når kunstneren både påstår, at visualisering er en subjektiv disciplin samtidig med at han selv konsekvent insisterer på et «objektivt» formsprog. Var man i dårligt humør, kunne man få den indskydelse, at det drejer sig om ren og skær modernitets-fetichisme. Hans ensidige udtryk stemmer i hvert fald på ingen måde overens med hans udtalte projekt: at datavisualisering kan antage et hav af skikkelser.

Kuratorens udsagn i pressemeddelelsen om at møde udstillingen som en dialog med en «nyvunden interesse fra den unge kunstscene for naturvidenskaben» er desværre ligeså generisk som Revisit: Thorbjørn Lausten viser sig at være i samtidens lys. Det føles snarere som at gå ind i en retrospektiv udstilling, hvor en kunstners datidige meritter re-evalueres – for historiens eller institutionens skyld og ikke pga. kunstnerens aktualitet. Jeg ved ærlig talt ikke hvem af mine «unge» kollegaer dialogen er rettet mod; det er i hvert fald ikke mod mig.

Thorbjørn Lausten, POL, 2015. Programmering: Jon Holze. Foto: Anders Sune Berg.

Thorbjørn Lausten, POL, 2015. Programmering: Jon Holze. Foto: Anders Sune Berg.

  1. Innlegg fra Janus Høm

    Kære Thorbjørn.

    Tak for dit bidrag. Selvom jeg er uenig i, hvad du skriver, er det dejligt med dit perspektiv. Jeg tror, at for læserne af dine kommentarer, er din diskurs nu tydelig og tilgængelig.

    Venlig hilsen Janus

  2. Innlegg fra Thorbjørn Lausten

    Det kan naturligvis ske, at man læser forkert, men i modsætning til en tekst, der er kodet og forløber lineært, er et billede ikke lineært, med mindre der er tale om selve dannelsen af elektroniske billeder, og kan ikke læses som sådant men må dekodes. Hvis man er i stand til at aflæse billeder og en udstilling med flere tidsbaserede/ firedimensionelle værker, må man besidde usædvanlige evner.

    Ideer har som bekendt en fysiologisk basis, men at betragte alle ideer som materielle giver efter min bedste overbevisning begge termer og begreber en radikal ny betydning.

    Jeg ved ikke, hvordan konceptkunstens diskurs, radikal eller ej, skulle være særlig velegnet i forbindelse med lys som “behændigt materiale”. Konceptkunsten havde/har mere end een diskurs og i modsætning til koncepter er lys primært et sensorisk fænomen. Anmelderen ved muligvis, hvordan man kan lave kunst uden koncepter, jeg ved det ikke, og at en kunstner bibeholder en specifik æstetik har været kendt gennem hele kunsthistorien, og æstetik er ikke ensbetydende med objektivitet.

    “Objektivitetens” historie viser, at begrebet objektiv er foranderligt. At reglerne for en udført signifikation ikke har nogle klare kriterier for objektivitet, er noget vås; reglerne er i sig selv kriterier, det ligger i selve termen. Når reglerne for et verbalt udsagn, grammatik, syntaks etc., er fulgt, er kriterierne for udsagnet fulgt. Om indholdet af udsagnet overholder andre kriterier er en anden sag. Det gælder også, når der er tale om numeriske forhold, f. eks. behandling af data.

    Anmelderen synes ikke at være opmærksom på, at data ikke er information og at information ikke er viden. Data kan kun forstås, når de har fået en form, in-formation, og at denne form har afgørende indflydelse på betydningen af de anvendte data, som jeg tidligere har nævnt. I selve behandlingen af data vil der ofte være transformationer, som kan have indflydelse på kriterier, information og betydning, men det ændrer ikke ved det forhold, at en ændret/forskellig behandling af data kan give de anvendte data en ændret betydning. Et eksempel fra dagligdagen kan være anvendelsen af data ved statistiske behandlinger, hvor det er velkendt, at identiske data kan have vidt forskellig, endda modstridende, betydning, afhængig af hvilken form de har fået, det samme er gældende for visualisering af data både i videnskabelig og æstetisk sammenhæng, hvilket åbenbart er svært at forstå.

    Gængse former for datavisualiseringer er givne, ellers kunne de ikke være formsprog af en eller anden art, men det betyder ikke, at et andet formsprog er givet i betydningen uforanderligt. Verbale sprog er heller ikke uforanderlige, selvom de gør brug af uændrede enheder. At man finder det problematisk, at jeg gennem mange år benytter det samme formsprog, ja direkte reproducerer mig selv, er naturligvis trist, men i mindst et par tusind år har man benyttet et geometrisk formsprog, af forskelllige grunde, uden at man af den grund har betragtet dette som reproduktion. Behandlingen af data er ikke i sig selv et visuelt formsprog, men behandlingen og ændringer i behandlingen giver mulighed for ændringer i formen og visualisering, så jeg forstår ikke, hvorledes muligheden for ændring af formsproget kan forstås som reproduktion.

    Som nævnt betragter jeg ikke læsning, heller ikke i alternativ sprogbrug, som tilstrækkelig ved kunstforståelse og kunsterfaring, og jeg mener, at Kunstkritikk`s læsere burde have fået en bredere omtale af nærværende udstilling, nu da anmelderen havde gjort sig den umage at anmelde udstillingen. Jeg vil derfor opfordre interesserede i at besøge udstillingen og selv danne sig en mening derom, der er andet at tage stilling til end spidsfindigheder vedr. datavisualisering, og jeg mener hermed at have bidraget tilstrækkelig til debatten.

    Thorbjørn Lausten

  3. Innlegg fra Janus Høm

    Hej igen, Thorbjørn

    Tak for din grundige læsning af min kritik. Jeg skal forsøge at svare på dine spørgsmål.

    Jeg beklager den faktuelle fejl vedr. terningekastene. I dit katalog, Gennemsyn, formidles de aleatoriske principper ifb. m. Die Field – en serie af malerier der kan forveksles med Moment. Det er denne katalogtekst, som jeg har baseret læsningen af de tre malerier på. Det beklager jeg. Disse specifikke maleriers proces, som jeg så gætter på læner sig mere op af serien, Dobbelt Projektion, ændrer dog ikke på min overordnede læsning af din udstilling.

    I min omtale af dit maleri, Interaktion, konstaterer jeg ikke, at maleriets koordinatsystemer har noget med pixels at gøre som sådan, men at man, som læser af udstillingen, får anledning til at tænke på dine senere elektroniske værker, som manifesteres netop v.h.a. projicerede pixels. Denne association er et resultat af forløbet i ophængningen.

    Hvad angår det “immaterielle”, så sætter jeg det i anførselstegn for netop at pege på, at jeg mener, at immaterialitet er en idé i sig selv og ikke en realitet. Når du spørger om hvilke idéer der da ikke er immaterielle, så er mit svar: alle idéer er materielle (Enhver tanke eller idé er manifesteret i impulser i et biologisk, neuralt system). Når du spørger sådan, bekræfter du igen mine antagelser om, at der findes en stærk loyalitet over for konceptkunstens diskurs i din praksis. Konceptkunstens diskurs indeholder en tilbøjelighed over for det radikale, og som jeg nævner i anmeldelsen, er lys således et behændigt materiale. Det jeg ønsker at opnå i denne passage er at antyde, at dit tilhørsforhold kan forklare hvordan du opfatter spørgsmålet om “objektivitet” og hvorfor du vedholder en så specifik æstetik.

    Jeg mener, at der er forskel på konsekvens og objektivitet. Det er måske rigtig nok, at, hvis man følger et sæt forudbestemte regler, så er det muligt, at det endelige udtryk kan blive en – noget nær -logisk konsekvens af præmisserne. Men det at et udtryk kan være en logisk konsekvens, betyder ikke at signifikationen som sådan er objektiv. Selve reglerne for den udførte signifikation har nemlig ikke nogle klare kriterier for objektivitet.

    Jeg er altså uenig i at “systemkunst” eller “kubismen” er objektive formsprog. Den tankegang du giver udtryk for bekræfter netop det, jeg kritiserer din udstilling for. Hvis dit projekt problematiserer den forestilling at gængse former for datavisualiseringer skulle være givne, så er det underligt at du blot opfinder et parallelt formsprog der så bliver en ny given. Skulle jeg tage dit projekts kritiske brod alvorligt, måtte man forvente, at du ikke forholdt dig så uproblematisk til at reproducere, over mange årtier, dit eget formsprog (regler). Da er det, at dine værker selv gør præcis det, du mener, de kritiserer.

    Jeg ved ikke, hvad du mener med, at dit ærinde ikke er narration. Skal det implicit forstås, at jeg i anmeldelsen beskriver dine værker som narrative? Eller er det fordi, du forstår mig sådan, at jeg savner narration i din praksis? Jeg genkender ingen af delene. Jeg er ret så indifferent om hvorvidt, en praksis indeholder narration eller ej. Det drejer sig om det specifikke projekt/praksis.

    Jeg håber at ovenstående giver nogle brugbare svar.
    Venlig hilsen Janus

  4. Innlegg fra Janus Høm

    Kære Thorbjørn
    Tak for kommentaren. Lad mig svare dig på mandag.
    God weekend,
    Janus

  5. Innlegg fra Thorbjørn Lausten

    Det glæder mig, at Kunstkritikk bringer en ret udførlig omtale af udstillingen REVISIT på Overgaden, men jeg tillader mig alligevel at gøre opmærksom på visse fejl og formentlig misforståelser.
    I ingen af de udstillede værker er der gjort brug af terningekast, og i de store billeder, der henvises til, er der ikke anvendt datasæt og elektronisk databehandling, men der er tale om interaktiv og permutativ tegndannelse og (rotations)symmetri. De anvendte tegn er ganske rigtigt plusser og minusser, der altså ikke repræsenterer konkrete binære 0- og 1-taller, men er en generel henvisning til forekomsten og anvendelse af det binære princip i utallige sammenhænge.
    Jeg tillader mig også at gøre opmærksom på, at en anvendelse af et koordinatsystem ikke er ensbetydende med en visualisering eller henvisning til pixels.

    Anmelderen henviser til konceptkunstens “immaterielle ideer”, hvilke ideer er ikke imma-
    terielle (?), som skulle være pendant til et mere materielt kunstnerisk materiale i form af lys, infrarød stråling o.a., men overser at det kunstneriske materiale i udstillingen netop er (en konkret) visualisering og formulering af “immaterielle ideer” og deres funktionsmåder, altså signifikation som sådan. Signifikation følger visse regler, uanset i hvilken sammenhæng, og at en sådan signifikation rækker langt ud over konceptkunsten, og kunsten i det hele taget, er klart, det gælder også den “objektive” videnskab.

    Når anmelderen nævner, at der skulle være en modsætning mellem en subjektiv disciplin og et “objektivt” formsprog, må det stå for anmelderens regning; maleriet er en subjektiv disciplin, men formsproget kan være objektivt som f. eks. kubisme, systemkunst etc. Et formsprog kan betegnes som objektivt, når det følger definerede og (anerkendt) fastlagte regler, og sådanne regler kan udmærket anvendes, hvor det drejer sig om forhold og fænomener, som endnu ikke er definerede, og altså er afhængige af en subjektiv vurdering, også i en “objektiv” videnskabelig sammenhæng.
    Hvilken form og repræsentation en sådan (objektiv) vurdering får afhænger af flere forhold og ikke mindst af en “subjektiv” videnskabelig vurdering; datavisualisering kan altså have mange subjektive former og stadig være objektiv i en videnskabelig og semiotisk sammenhæng.

    Jeg beklager naturligvis, hvis jeg måtte have skuffet Kunstkritikk`s anmelder, men mit anliggende er ikke narration men signifikation.

    Thorbjørn Lausten

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!