In the Future They Ate from the Finest Porcelain

Larissa Sansour

Nikolaj Kunsthal, København
15. september - 18. desember 2016
Kritikk 19.10.16

Bevæbnet med porcelæn

Larissa Sansour, In the Future They Ate from the Finest Porcelain, 2016 (still)

Larissa Sansour / Søren Lind, In the Future They Ate from the Finest Porcelain, 2016, film, 29:00 min (still)

Der udbrød ramaskrig på de sociale medier verden over, da det i august måned kom frem, at Google havde fjernet betegnelsen «Palestine» fra søgemaskinen Google Maps. Det viste sig dog, at den aldrig havde været brugt. I stedet var etiketter som «Gaza Strip» og «West Bank» fejlagtigt blevet slettet, imens en stiplet linje stadig indikerede en slags grænse, som ikke anerkendes af det internationale samfund. Hændelsen viser, med hvilken forsigtighed regioner må repræsenteres, særligt i politisk følsomme områder, hvor geografiske kort er mere end blot en samling datapunkter.

Selvom det ikke på noget tidspunkt i løbet af Larissa Sansours nye film, In the Future They Ate from the Finest Porcelain, bliver sagt, at den handler om Israel-Palæstina-konflikten, er det klart som lyden af porcelæn, der falder til jorden, at det er temaet. At være ekstremt politisk uden at eksplicitere de reelle politiske forhold er en tilbagevendende manøvre i Sansours kunstpraksis. Fiktion og fantasi dominerer de forskellige fortællelag, hvormed virkeligheden bliver et underspillet, ofte satirisk element. Alligevel blev det for meget for modehuset Lacoste, som i 2012 tilbagetrak nomineringen af filmen Nation Estate til Lacoste Elysée Prize under henvisning til, at værket var for pro-palæstinensisk og derfor kontroversielt.

In the Future They Ate from the Finest Porcelain er med sine 29 minutters spilletid Sansours længste til dato. I mere end to år har den været undervejs, og nu vises den på kunstinstitutioner verden over – og som del af Sansours soloudstilling med samme titel i Nikolaj Kunsthal. Umiddelbart resonerer en københavnsk middelalderkirke godt som ramme om en kunstnerisk undersøgelse af historiens og arkæologiens betydning for nationers identitetsarbejde, som kort formuleret er, hvad Sansour har begivet sig ud i. Derfor er det også lidt en skam, at filmen, som er udstillingens hovedværk, vises i Nikolajs tårnrum. Det synes faktisk indeklemt i det lille lokale, hvor stolestabler står opmagasineret langs væggen. En anden rumlig generøsitet og dialog med bygningen havde været prisværdig.

Larissa Sansour, Archaeology in Absentia, skulpturer, bronze, hver 20 cm, 2016.

Larissa Sansour, Archaeology in Absentia, skulpturer, bronze, hver 20 cm, 2016.

Filmens visuelle sprog overrasker ved at være markant mere dystert sammenlignet med tidligere af Sansours værker, hvor hun også har arbejdet i et sci-fi æstetisk filmunivers. Til gengæld er det fotografiske niveau, som blev lagt med Nation Estate, ligeså tæskehøjt. Især de mere ikoniske scener med en pan-historisk samling arkivbilleder af repræsentanter fra forskellige besættelsesstyrker i Palæstina, fra Osmannerne frem til den nuværende æra under Israel, er optursagtigt flotte.

Himlen er tung over det golde ørkenlandskab, som filmen udspiller sig i, skyerne indtager apokalyptiske formationer og i horisonten ses insektlignende luftfartøjer i koordineret bevægelse. Ned falder hvad der ligner russiske bomber fra koldkrigstiden eller porcelænstallerkener dekorerede med det palæstinensiske Kefiyyeh-mønster. For filmen veksler mellem scener fra den hætteklædte kvindelige protagonists drøm og det «modstandsarbejde», hun er i færd med at udføre. Ved at grave tallerkener ned i jorden placerer hun fakta om en civilisations tilstedeværelse for fremtiden at finde. Filmen veksler derfor også mellem en personlig fortælling og en bredere samfundshistorie, hvilket for det meste fungerer, men fra tid til anden kammer over i patos-overload.

«A narrative terrorist», kalder protagonisten meget poetisk sig selv i den dialog med hendes terapeut, som på arabisk udgør filmens lydside. Et tungt-på-den-lækre-måde soundtrack er komponeret til filmen af den irakiske elektroniske musiker Aida Nadeem. Selvom referencerne er tydelige – til de taktiske arkæologiske udgravninger, som nogle israelske grupper foretager for med historiens samtykke at kunne gøre krav på betændte landområder på Vestbredden – adresserer filmen universelle geopolitiske magtspil. Og det gør den til et af Sansours måske vigtigste værker til dato. Især dialogen, hvor Sansour selv lægger stemme til den ene part, folder læsninger ud med sætninger som »Our lives are already determined by a fiction forced upon us.«

Filmen vises sammen med to nyproducerede installatoriske værker, en form for tableauer, som rumliggør ekstrakter fra filmen. Det forekommer egentlig overflødigt med tallerkener på et samlebånd til at understrege størrelsesforholdene og storpolitikken. Interessant er det dog at erfare (med værket Archaeology in Absentia), at Sansour, som en performativ handling, rent faktisk har gravet tallerkener ned på forskellige palæstinensiske lokationer. Ellers gør de øvrige værker ikke så meget mere end at skabe en institutionelt imødekommende udstillingspakke. Se bare filmen. Den manøvrerer med præcision rundt i en svær politisk virkelighed, hvor der, som Google erfarede, ikke må trædes forkert – tilmed med overskud til at være værk og uden at henfalde til den lidt sørgelige antiæstetik, som gerne findes blandt værker med et meget politisk indhold.

Larissa Sansour, In the Future They Ate from the Finest Porcelain, 2016 (still)

Larissa Sansour / Søren Lind, In the Future They Ate from the Finest Porcelain, 2016, film, 29:00 min (still)

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!