Ever Ephemeral: Remembering and Forgetting in the Archive

Danh Vo, Julie Ault

Kurator: Julie Ault



Signal, Malmö
23. september - 13. november 2011
Kritikk Artikkel på Engelsk|31.10.11

Arkivets vitale forgængelighed

Et af tolv vintageure designed af George Nelson, sidst i 1940erner og 1950erne. Samlet af Felix Gonzalez-Torres. Udlånt af Julie Ault, John Connelly, Amada Cruz Harman and Rick G. Harman, Jim Hodges, Roni Horn, Michelle Reyes, Andrea Rosen. Foto: Terje Östling.

Jeg skal indrømme at jeg havde mine forbehold over for udstillingen Ever Ephemeral: Remembering and Forgetting the Archive kurateret af Julie Ault i Signals nye lokaler og del af hendes doktorafhandling ved Konsthögskolan i Malmö og Lunds Universitet. Arkivet som begreb har længe været et ombejlet emne i samtidskunsten og har ikke sjældent resulteret i en del pseudovidenskabelige udstillingspraksisser, hvor «forskning» såvel som «kunst» fremstår mere eller mindre karikeret. Men Ault er ikke en hvilken som helst kunstner – eller forsker for den sags skyld – og måske hendes tilgang til kunst og samfund netop egner sig til en omgang «artistic research» i Arkivet.

Ault er bedst kendt for sin mangeårige deltagelse i Group Material, et aktivistisk kunstnerkollektiv rundet af 1970ernes DIY-kultur, marxistisk teori, borgerrettighedsbevægelser etc., som hun siden gruppens ophør i 1996 har skrevet og forelæst om. I et af de mange formidlingsark, som hun har forfattet til udstillingen skriver hun: «When the group ceased its activities I was intent on preserving its ephemerality and not becoming history». Derfor er Group Material også casestudy i hendes doktorafhandling, Remembering and Forgetting in the Archive: Instituting «Group Material» (1979–1996), som handler om at etablere et offentligt tilgængeligt arkiv med indsamlet materiale (flyere, mødereferater etc.) samtidig med at hun undersøger arkivets logik og forsker i de konsekvenser det har at etablere et sådant arkiv. Selve udstillingen i Malmö – som finder sted dels i Signal, dels i Inter Arts Center et par gader derfra – kan overordnet anskues som en udfoldelse af dette selvrefleksive arbejde.

Tolv vintageure designed af George Nelson, sidst i 1940erner og 1950erne. Samlet af Felix Gonzalez-Torres. Udlånt af Julie Ault, John Connelly, Amada Cruz Harman and Rick G. Harman, Jim Hodges, Roni Horn, Michelle Reyes, Andrea Rosen. Foto: Terje Östling.

 

Julie Ault og Andrea Rosen, Time Frames: A Conversation, 2011. Foto: Terje Östling.

Group Materials legendariske status skyldes især en vis Felix Gonzalez-Torres, som tilsluttede sig Group Material i 1987 og hvis ånd også svæver over udstillingen. Det er mest tydeligt på Signal, hvor udstillingen også er mest vital og konceptet mest tydeligt. Det skyldes først og fremmest de 12 bemærkelsesværdige ure, designet af George Nelson i 1940erne og 50erne, som hænger på væggen. De fleste af urene går, omend i lidt forskellig hastighed. Et par er gået i stå. Tilsammen udgør de udstillingens centrale værk, også selvom det faktisk ikke er et værk men en samling af ure, som tilhørte Gonzalez-Torres og som ved hans død blev fordelt blandt hans nære venner – af Ault og galleristen Andrea Rosen, som stod for at opgøre boet – og som i anledning af udstillingen for første gang er samlet igen.

Hvorfor Ault og Rosen valgte at sprede urene men eksempelvis holde hans bøger samlet i Gonzalez-Torres-arkivet diskuterer de i en lille interessant publikation som også er del af udstillingen og til fri distribution. Samtalen handler blandt andet om, hvilke af Gonzalez-Torres’ ejendele man skal – og hvilke man ikke skal – arkivere, hvis man skal tage Gonzalez-Torres’ tankegang alvorligt og følge den forgængeligheds-strategi, som omgærdede de fleste af hans projekter. Hvilke af hans efterladenskaber «rummer» i grunden kunstneren mest? På den ene side er en bog med hans håndskrevne noter i marginen måske «mere Felix» end et vægur, som han bare har købt. På den anden side er urene, i kraft af deres funktion (udmåling af tid, af liv), måske de af dødsboets objekter, som kommer tættest på Gonzales-Torres’ værk. Tænk blot på bunken af karameller, der langsomt svinder eller på værket Untitled (Perfect Lovers), 1987-1991 med de to identiske vægure, som er sat til præcis samme tid, men som på grund af batteriernes forskellige levetid langsomt kommer til at vise forskellig tid. I det hele taget illustrerer urenes betydning –  for Gonzalez-Torres’ kunstbegreb, for arkivet over hans værker  og for de nære venner, som arvede dem – på en raffineret måde, hvordan Ault tager fat om arkivet som begreb. Det er denne bevidst subjektive tilgang til arkivet og historien, som fremstilles på forskellig måde i udstillingen.

På Inter Arts Center kan man eksempelvis se et videointerview med Ault, hvor hun beskriver gruppens begyndelse og hvor intervieweren blandt andet spørger til Group Materials «archival impulse» (!) Det er også her man finder Rasmus Röhlings videoinstallation Self-Titled, 2008 som består af kunstnerens egen kringlede lektion i dekonstruktiv aflæsning af kunstværker (tilsat et videoklip med Paul de Man, hvor han indleder interviewet med at dekonstruere selve interview-situationen). I disse tilfælde bliver fremstillingen af den selvrefleksive proces med arkivet, forholdet til erindring og historieskrivning, lige rigeligt indadvendt og grænsende til det studentikose.

Danh Vo, Death Sentence I, 2009. Foto: Terje Östling.

Til gengæld bliver man næsten høj af at følge, hvordan samme selvrefleksive tilgangsform i andre tilfælde bevirker, at historiskrivningen om den særlige kollektive ånd, som kendetegnede Group Material fremstår så levende og åben, at det på en måde virker som om gruppen aldrig er ophørt med at eksistere og at Danh Vo, i kraft af sin deltagelse på udstillingen, nærmest indskriver sig som Group Materials nye, yngste medlem! Vos Death Sentence, 2009 er en slags frise bestående af 67 ark papir med smuk, håndskreven tekst (udført af Vos far, Phung Vo). Teksten er en gengivelse af en katalogtekst, som Ault tidligere har skabt i relation til en soloudstilling af Vo og som består af diverse tekstuddrag (af J.G. Ballard, geologen John McPhee og andre), som Ault har udvalgt i relation til Vo – ikke ulig, i øvrigt, det portræt af Julie Ault, som Gonzalez-Torres står bag og som vises på Inter Arts Center. «Untitled» (Portrait of Julie Ault), 1991 er også en slags frise, som består af en række årstal efterfulgt af navne på begivenheder eller personer, som repræsenterer vigtige nedslag i Aults’ liv (Group Material 1979, Felix 1987, Alexis de Tocqueville 1992 etc.) og som til lejligheden også er håndmalet af Phung Vo. Og sådan kan man blive ved med de fleste af bidragene på udstillingen, hvoraf hovedparten er bundet op på en personlig relation til Ault (hvorfor man igen må overveje om personlige relationer ikke skaber nogle af de bedste gruppeudstillinger) eller (in)filtreret via Group Material eller Gonzalez-Torres.

Det kunne godt at have været en lidet inspirerende affære, hvis ikke det var fordi udstillingen er så gennemarbejdet og filigranagtigt kurateret af Ault. Forskningen forbindes med det «empiriske materiale» – fra regulære kunstværker over en samling vintageure til et eksemplar af Time Magazine fra November 3, 1986 (angiveligt for at minde os om et af Group Materials mest kendte projekter AIDS Timeline, 1989-1990) – så det både handler om historieskrivning i klassisk kunsthistorisk forstand og om den personlige erindring om perioden. Det er en kobling af forskning og kunstnerisk praksis, som er udført på en så stimulerende måde, at kunstner-ph.d’erne næsten begynder at give mening.

Ever Ephemeral: Remembering and Forgetting in the Archive, installation shot. Foto: Terje Östling.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!