Abstract Possible - The Trailer

Claire Barclay, Doug Ashford, Mai-Thu Perret, Wade Guyton

Kurator: Maria Lind



Malmö Konsthall, Malmö
1. november 2010 - 12. januar 2011
Kritikk 17.11.10

Abstraktionens instrumentalisering

Abstract Possible, Malmö Konsthall 2010, installasjonsfoto.

Abstract Possible markerer kritiker og kurator Maria Linds hjemvenden til Sverige, hvilket det imponerende opbud af journalister og fotografer til pressemødet også understregede – «the queen has returned». Efter en årrække at have ledet kuratoruddannelsen på Bard College, New York har Lind atter bosat sig i Stockholm. Abstract Possible er den første i en serie af udstillinger med abstraktionen som omdrejningspunkt, som i de næste to år vil finde sted på institutioner verden over. Udstillingen i Malmö Konsthalls projektrum omtales som en «trailer» og værkerne af de fem kunstnere – Doug Ashford, Claire Barclay, Goldin+Senneby, Wade Guyton og Mai-Thu Perret – udgør heller ikke nogen stor udstilling i fysisk forstand. Til gengæld er udstillingen rig på diskursiv volumen.

Abstract Possible, 2010, Poster. Design: Project Projects, New York.

Abstraktion som emne er umiddelbart ret oplagt at tage fat på i forlængelse af den genopblomstring af den mere eller mindre kryptiske formalisme (a la Köln-scenen), som har præget den europæiske kunstscene i de senere år, fra Sergej Jensen til Ida Ekblad. Men det er ikke denne abstraktion Maria Lind interesserer sig for. Her handler det om abstraktion, ifølge Lind selv, på tre niveauer: det formelle udtryk; den økonomiske virkeligheds fundamentalt abstrakte karakter; samt abstraktion som aktivisme – muligheden for at «abstrahere» fra verden i form af selvorganiserede kunst/aktivisme-projekter, som gør det muligt at formulere en anden virkelighed, et eget abstrakt rum.

Doug Ashford (tidligere medlem af den legendariske aktivistgruppe Group Material) repræsenterer det aktivistiske spor. De kulørte felter og abstrakte motiver i hans tilsyneladende klassiske, formelle malerier, er i virkeligheden fortolkninger af et diagram, der viser det sociale og politiske engagement blandt aktørerne på New Yorks kunstscene. Og i den anden ende af spektret viser Glasgow-baserede Claire Barcley en formel skulptur, hvor abstraktion på mere klassisk modernistisk vis (og på klassisk Glasgow-vis) tager udgangspunkt i materialerne og materialeegenskaber i en dialog mellem stof og funktion. New Flesh 2010 part 1, 2010 rummer blandt andet et par indbydende, skinnende messingobjekter, der fremstår som en slags readymade – en slags skabeloner til trykning – men som, ligesom skulpturens øvrige elementer, er fremstillet af kunstneren selv.

Claire Barclay, New Flesh 2010 part 1, detalj. Courtesy Stephen Friedman Gallery, London & Doggerfisher, Edinburgh.

Det er sympatisk, at Lind tager diskussionen op angående det abstrakte i dag. Al for meget samtidskunst kommer afsted med at bruge abstraktionen som en undskyldning for noget uigennemtænkt eller noget som blot er trendy og som derfor går sin sejrsgang på et kunstmarked, der altid leder efter det sidste nye modernistiske salgsobjekt eller – hvad der er meget værre – på institutioner uden selvstændigt tænkende kuratorer.

Det er også forfriskende at se en kurateret udstilling, hvor der er tænkt over enhver detalje, fra font-type til valget af kunstnere. Det gælder også på det overordnede tematiske niveau – spørgsmålet om abstraktion – som hos Lind bliver noget, der kan, og ikke mindst skal, forklares, sådan som det er normen for denne slags «research-baserede» udstillinger. Til gengæld bliver resultatet en lidt famlende udstilling. Abstract Possible præsenterer tilsyneladende en akademisk diskussion, som værkerne forestilles at være aktører i. Men fordi der er tale om ret spredt «research» (både om vores økonomiske virkelighed, kunstaktivisme og formel kunst) er luften tyk af diskurs på et niveau, som udstillingen måske ikke helt kan leve op til. På den anden side er det jo også trailerens natur – at antyde og sætte gryden over blusset. Forhåbentligt bliver diskussionen om det abstrakte mere præcis på den næste udstilling.

Doug Ashford, Ordinariness 2, 2010.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!