Kommentar 30.01.15

Vårsonaten – Danmark

Fos, The Cup that Contains Everything, 2005.

FOS, The Cup that Contains Everything, 2005.

Det har krævet mere end en almindelig dyb indånding at tage hul på kunstsæsonen 2015. Kun få dage inde i det nye år blev vi katapulteret tilbage til en situation, vi helt sikkert troede vi havde lagt bag os – den om at Kunsthal Charlottenborg stod uden direktør. Det har vi som bekendt prøvet et par gange før. Men denne gang var det anderledes og det er jeg nødt til at bruge et par ord på, før jeg vender mig mod, hvilke udstillinger vi kan se frem til i foråret 2015. For vi starter lidt på et underskud – og her taler jeg ikke om Charlottenborgs men om en hel kunstscenes.

Det var dramatisk, men ikke et kunstfagligt tab, da Bo Nilsson forlod direktørposten. Det var ikke så dramatisk, da Mark Sladen forlod posten. Det var let at se, at han, trods en stærk kuratorisk indsats, havde alt imod sig – udover den evigt udfordrende økonomi – ikke mindst de danske medier, som vedblev at råbe på sammenslutningernes tilbagekomst og anmeldte udstillingerne i bedste «sku-det-nu-være-kunst»-stil, som nu engang er den foretrukne receptionsmodus for visuel kunst hertillands. Men at Jacob Fabricius – som, modsat de to forrige direktører, både havde hjemmebanefordel, mere udstillingserfaring end Nilsson og Sladen tilsammen, og er en højt respekteret kurator – skulle lide samme skæbne var noget af et chok.

Her et par uger efter mærker man så, hvor stort tabet er – ikke kun for Fabricius, der som bekendt er en korkprop og sikkert allerede har 4-5 udstillinger på hånden – men for os andre, den danske kunstscene helt overordnet, som så småt havde fattet tro på København som en rigtig kunstby på linie med Wien eller Bruxelles.

Lene Adler Petersen. Ét af i alt 484 værker fra serien Udklip på papir med kvindetegnet, 1974. Collage, 226 x 159 mm. Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst.

Lene Adler Petersen. Ét af i alt 484 værker fra serien Udklip på papir med kvindetegnet, 1974. Collage, 226 x 159 mm. Den Kongelige Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst.

Vi har faktisk ikke særlige mange eksempler på så talentfulde, nytænkende udstillingsmagere som Fabricius, hverken i Danmark eller i Norden. Måske skal man helt tilbage til 60ernes Moderna Museet i Stockholm og legendariske Pontus Hultén, der med sin eksperimenterede tilgang til såvel udstillings- og institutionsformatet gjorde museet til en af tidens mest dynamiske institutioner. Efter 13 år på Moderna tog Hultén som bekendt til Paris for at grundlægge Centre Georges Pompidou. Så lang tid har vi slet ikke i København, hvor Jacob Fabricius blot sad to år på Charlottenborg. Det var på mange måder vores Pontus Hultén-moment. Det er nu forbi, forpasset og det skal man lige vænne sig til.

Okay … dyb indånding – lad os vende os mod foråret på den danske scene. Vi kan jo starte på Charlottenborg, hvor programmet er slankere end sidste sæson og (udover Forårsudstillingen og akademiets afgangsudstilling) byder på én egenproduktion – den stort anlagte semi-retrospektiv med den lokale kunstner FOS. Man kan jo håbe på, at der kommer et lille klezmer-orkester forbi eller at det bliver et gensyn med den blå frugtstand fra Riga. I hvert tilfælde er «Koøje» en lovende udstillingstitel, som på vanlig FOS’sk både swinger ortografisk og fonetisk (altså indenfor kategorien umulig-dansk).

Mens «Koøje» oplagt kandiderer til prisen som en af sæsonens mest stimulerende titler, så leverer Statens Museum for Kunst en udstillingstitel i den anden ende af spektret. What’s Happening hedder museets ­udstilling om perioden 1965-75, hvor kunsten for alvor begyndte at engagere sig i samfundet og bevæge sig ud af institutionen og spørge til kunstnerroller, kønsroller og til «hvad kunsten gør, snarere end hvad den er».

Peter Doig, Cricket Painting (Paragrand), 2006-12.

Peter Doig, Cricket Painting (Paragrand), 2006-12.

At dømme efter kunstnerlisten (John Davisen, Lene Adler Petersen, Kirsten Justesen, Jytte Rex, Poul Gernes, Kirsten Dufour, Bjørn Nørgaard, Ursula Reuter Christiansen m.fl.) er hovedfokus lagt på den danske historie men med plads til internationale perspektiver (Robert Morris, Valie Export, Marina Abramović, Martha Rosler). Udstillingen, som er kurateret af Birgitte Anderberg, lyder uanset som en af forårets væsentligste attraktioner hvad angår de store institutioner.

I slutningen af maj – efter at Danh Vo har udført en garanteret elegant turnering af Den Danske Pavillon på Venedig-biennalen (og mindst modtaget en Guldløve, at dømme efter de hjemlige forventninger) – viser galleriet Andersen’s Contemporary soloudstilling med amerikanske Landon Metz. Dermed fortsættes en linie med formelt maleri – som også ses af stedets februar-udstilling med Absalon Kirkeby (her i skikkelse af fotografi) – og som har præget galleriet de sidste par år.

Det kunstnerdrevne udstillingssted Toves svigter heller ikke sit ophav og byder i slutningen af februar på en gruppeudstilling om «spoof og print i maleriet» med deltagelse af bl.a. Marian Tubbs, Natascha Oliviera, Absalon Kirkeby, Jacob Dahl Jürgensen, Ditte Gantriis, Fabio Marco Pirovino og Rasmus Høj Mygind. «Hairy Plotter (and the Polygrapher’s Tones)» er den rappe titel med et for stedet typisk Post-Internet-ironisk glimt i øjet.

Mindre Post-Internet bliver det nok, men også i maleriets tjeneste, når Peter Doig udstiller på Louisiana med malerier, hvorom presseteksten lover, at de «lyser af figurativ klarhed, men de lyser også så stærkt, at farvens emotionelle styrke vinder over fortællingen.» Få dit fiks midt i april.

Stine Marie Jacobsen, Credits, 2011, video still.

Stine Marie Jacobsen, Credits, 2011, video still.

Kunsthal Aarhus starter et ny udstillingsprogram for 2015-16, Collective Making. Første udstilling er med det danske kollektiv N55, som omdanner kunsthallen til «XYZ OPEN CITY – et ‘open source’, modulbaseret, omkostningslavt system,» hvorom det siges, at det: «er i stand til at forbinde sig med eksisterende infrastrukturer og til at ændre funktioner i eksisterende institutioner, men den kan også blive brugt til at bygge en ny by op fra bunden som et ‘do-it-yourself’-redskab til byplanlægning.» Måske en slags åbent værksted?

En håndfuld soloudstillinger tiltrækker sig også opmærksomhed i den kommende sæson. På Overgaden er det, udover Lea Porsager, især Stine Maria Jacobsen, som det bliver interessant at se en stor institutionsudstilling med. Dertil kommer irske Timothy Furey, som gæster det forholdsvis nye københavnergalleri Bianca d’Alessandro samt Ditte Knus Tønnesen, som præsenteres af det endnu mere ferske Gether Contemporary i Kødbyen på Vesterbro.

Skulle man beskrive det overordnede indtryk af forårets programmer på både museer, institutioner, kommercielle gallerier og kunstnerdrevne steder, er det nok en lidt konsoliderende fornemmelse. Sikre valg. Ro på. Men der plejer jo at dukke overraskelser op undervejs. Og hvem ved, måske bliver det helt vildt at se Bjørn Wiinblad på Arken til sommer?

Absalon Kirkeby, Double, 2014. inkjet print, 80 x 125 cm.

Absalon Kirkeby, Double, 2014. inkjet print, 80 x 125 cm.

  1. Innlegg fra Magnus Haglund

    Komisk och lite löjlig jämförelse med Hultén – så roligt var det verkligen inte Malmö med Jakob F. Flera mediokra utställningar. Däremot har nog Daniel Birnbaums utställningar i Venedig och Turin och Frankfurt (och den fantastiska Olafur Eliasson-utställningen i Berlin 2010) synts i världen på riktigt. Och Lars Nittve bygger faktiskt ett historiskt projekt i Hong Kong, om man nu vill jämföra med internationella svenskar.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!