Dansk Kunsthistoriker Forening
Kommentar 24.02.15

Nat på museet

Er museerne kunstverdenens dinosaurer? Er kunsthallerne? Nationalmuseet var på flere måder en perfekt ramme for et samtidskunstens helbredstjek. PR-foto: Nat på museet - Gravkammerets hemmelighed, 2014.

Er museerne kunstverdenens dinosaurer? Er kunsthallerne? Nationalmuseet var på flere måder en perfekt ramme for et samtidskunstens helbredstjek. PR-foto: Nat på museet – Gravkammerets hemmelighed, 2014.

Weekendens konference, Terræn – Samtidskunst i Danmark, afholdt af Dansk Kunsthistoriker Forening i festsalen og biografen på Nationalmuseet i København havde som erklæret mål «at gøre kritisk og videnskabelig status over den aktuelle kunstscene i Danmark».

Tre forhold sprang i øjnene: 1. Der var stor interesse for konferencen med 200 deltagere og yderligere 100 personer, som stod på venteliste og som altså ikke fik plads på stolerækkerne. 2. Der blev talt utroligt lidt om kunst – i betydningen kunstværker eller specifikke kunstneres praksisser. 3. Der blev talt utroligt meget om kunstens institutioner.

Adjunkt på Københavns Universitet og kunstkritiker på dagbladet Information, Rune Gade, satte på sin vis rammerne for hele konferencen og leverede en kunsthistorisk – eller måske snarere en institutionshistorisk udredning af patienten «Dansk Samtidskunst». I udgangspunktet er dansk kunst en kongelig og national affære, der egentlig altid har været international, men er blevet tiltagende «global». Men det, at kunsten opererer globalt betyder ikke, at den ikke stadig har rod i det nationale forstået som nations-opbyggende, hvorfor kunsten i dag anvendes politisk til at understøtte demokratiet. «Politikerne spænder samtidskunsten for en ideologisk vogn,» som Gade sagde.

Som svar på et spørgsmål fra salen om, hvorvidt Danmark har de kunstinstitutioner, der er behov for svarede Gade med et rungende og klart «Nej». Museumsinstitutionen er 200 år gammel og baserer sig i dag på et modernistisk ideal. Vi har bestemt brug for nye institutioner, men måske endnu mere for at problematisere hvad en institution overhovedet er, var budskabet fra Rune Gade .

Også Birgitte Kirkhof, direktør på Museet for Samtidskunst i Roskilde, talte om museumsinstitutionen og særligt om, at man i Roskilde under det aktuelle arbejde med at etablere nye rammer for museet er gået i gang med at spørge til nærmest alle aspekter af museets virke: hvad er samtidskunst?, hvad er et museum?, hvad vil det sige at samle?, hvad vil det sige at udstille? etc. Med hvad der forekom som oprigtig interesse og kollegial nysgerrighed henvendte Kirkhoff sig mod salen for at få bud på, hvordan fremtidens museum ser ud.

Om hun fik nogle gode tips med sig hjem ved jeg ikke, men Lisbeth Hermansen, kunstner og hovedkraften bag Hygum Kunstmuseum (der ligger så langt ude på landet, man overhovedet kan komme, udenfor Lemvig i Vestjylland), rejste sig og opfordrede institutionsdanmark til at kigge på hendes projekt: et museum, som langt fra kunstens centre langsomt opbygger en samling af kunst af høj kvalitet baseret på konkrete samarbejder med kunstnere for derigennem at skabe værdi ultra-lokalt, for nu at bruge et begreb fra Lars Bang Larsen.

Repræsenteret fra landets kunsthaller var blandt andet Joasia Krysa, kunstnerisk leder på Kunsthal Aarhus og Helene Nyborg Bay fra Viborg Kunsthal. Bay, som talte på vegne af Foreningen af Kunsthaller i Danmark, pointerede behovet for at forske i kunsthallernes arbejde og legede med tanken om at kunsthallerne – på linje med museerne – kunne underlægges forskningspligt og dermed kan tilknyttes PhD-studerende. Krysa talte om fremtidens kunstinstitution som en open source-platform.

Bestyrelsesformand i Dansk Kunsthistoriker Forening, Martin Søberg, byder de 200 fremmødte konferencedeltagere velkommen.

Bestyrelsesformand i Dansk Kunsthistoriker Forening, Martin Søberg, byder de 200 fremmødte konferencedeltagere velkommen.

At patienten «Dansk Samtidskunst» i store træk økonomisk har det som en fisk på land i middagsheden og fortsat overlever på løntilskudsarbejdere blev kun overfladisk anfægtet. Det samme gjorde de efterhånden veldokumenterede problemer med kønsmæssig repræsentativ indkøbspolitik på landets museer for slet ikke at nævne hvor homogent, hvidt og højere middelklasset det hele er på den danske kunstscene. På den vis var Terræn langt fra en kampplads, men snarere et venteværelse hvor alle høfligt – men heldigvis også meget interesseret – sludrede med hinanden.

Et andet af konferencens erklærede mål var nemlig «at skabe et længe savnet forum for videnudveksling, hvor kunstnere, kuratorer, forskere og studerende kan mødes og inspirere hinanden». Det lykkedes sådan set også halvvejs at etablere noget, der føltes som en kollegial situation, men det var også en kende amputeret i og med at kun en lille del af de deltagende talere og tilhørere var kunstnere. Mon ikke entrebilletten på omkring 500 DKK har alt med det at gøre.

To gange i løbet af konferencen kunne man på Nationalmuseets gange udenfor festsalens vinduer både høre og se museets pels- og flintestens-beklædte rollespils-formidlere, der bevæbnet med spyd på Night at the Museum-måden jagtede hinanden eller publikum. Og man skulle virkelig koncentrere sig for ikke at foretage en munter foldning omkring dette fortidsscenarie og så de tanker som flere gange blev luftet på konferencen om museet som en parentes i den længere historieskrivning og om enden på «kulturen, som vi kender den».

Trods de gode TED-talk-agtige powerpoint-oplæg fra velmenende institutionsfolk efterlod Terræn fornemmelsen af, at der er masser af rum og plads til – hvad angår landets uafhængige kuratorer og kunstnerne – at gå amok (måske med pels, bue og pil) med nye udstillingsformater, genrekryds og andre slag i snobrødsdejen. For hvad angår samtidskunsten, så ser det ikke ud til, at der er grund til at afvente de danske kunstinstitutioners næste træk. Det virker ganske simpelt ikke som om, det er på landets etablerede institutioner forstået som museerne og kunsthallerne (og universiteterne for den sags skyld), at de store eksperimenter udtænkes eller de seriøse chancer tages. Snarere er man i gang med tiltrængte men langsommelige genovervejelser af de etablerede institutioners udformninger og berettigelse. Det er blevet nat på museet.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!