I en notits i Artforums kunstscenesladderspalte scene & herd bliver Olafur Elisasson citeret for at besvare en lovprisning af hans aktuelle udstilling Your Emotional Future på Pinchuk Art Centre med at sige, at han kun gør halvdelen af arbejdet, indforstået at publikum gør den anden halvdel, fuldender værket så at sige, ved at besøge den. Udstillingstitlens «your» går igen i flere af Eliassons værker helt tilbage fra 1997, som fx Your space embracer, Your invisible house, Your waste of time, Your mobile expactations: BMW H2R Project, Your watercolour horizon, Your making things explicit, og seneste Your Rainbow Panorama, en regnbuefarvet, cirkelformet korridor på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus. Nu er Your Rainbow Panorama ikke en del af udstillingen på Pinchuk Art Centre, men alene ud fra det fælles «your» må man gå ud fra, at publikum også er tiltænkt en lignende bidragende rolle i forbindelse med Aarhus’ nye varetegn.

Når det er sagt så passer det selvfølgelig ikke, at Eliasson kun gør halvdelen af arbejdet. I hvert fald ikke bogstavelig talt. Hans værker er i den grad produkter af det imponerende maskineri af eksperter fra et bredt spektrum af relevante discipliner han gennem årene har allieret sig med. At sige at publikum bidrager på lige fod med dette maskineri er ude af proportioner og udtryk for en beskedenhed som Eliasson som maskineriets fører, geniet om man vil, absolut ingen grund har til at smykke sig med. Han er den største iscenesætter og entreprenør på samtidskunstscenen. Udover at han leder en skole og et produktionsværksted af renæsssance-lignende dimensioner i Berlin har han lavet vandfald på East River i New York (endda delvist betalt af borgmester Michael Bloombergs egen lomme), designet facaden på et kombineret koncerthus og konferencecenter i Rejkavik og er blevet kommisioneret til at lave et værk til næste års Olympiske Lege i London, samme by hvor han i 2003 med sin kunstige sol i Tate Moderns turbinehal og med udviklet sans for populærkulturelle logikker mobiliserede en sensationel human be-in af besøgende. Det er samtidskunst realiseret i en enestående social, politisk og økonomisk skala. Men når han nu siger selv siger, at publikum gør halvdelen af arbejdet fortjener han så ikke at blive taget alvorligt?

Teoretisk skal kommentaren sandsynligvis forstås i forlængelse af de forestillinger «forfatterens død» og «det åbne værk», der gennemtrængte den historiske konceptkunst i 1960erne, samt minimalismens fænomenologiske fokus på genstande og rum og de oplevende subjekt relation til disse. I Eliassons kunst, rundet af 1990ernes fascination af det relationelle, er disse idéer opdateret til en ny forståelse eller rettere en genopfindelse af kunstneren som iværksætter af demokratiske rum og processer. Hans værker er konciperede som åbne størrelser, der ikke indoktrinerende fortæller publikum, hvad de skal sanse og tænke og opleve, men tværtimod generøst inviterer publikum til selv at opleve se, sanse og tænke værket og deres eget forhold til dem. I den forstand fungerer værkerne som et form for spejl, en kilde til refleksion, hvor man som publikum «ser sig selv sanse,» som en af hans slagskraftige formuleringer lyder.

Eliassons genopfindelse af kunstneren indbefatter også kunstnerens forvandling til virksomhedsejer og arbejdsgiver. Så hvad nu hvis man tog ham endnu mere alvorligt og ikke bare forstod kommentaren teoretisk, hvad ville det så mere præcist betyde i praksis, at han kun gør halvdelen af arbejdet og at publikum gør den anden, fuldendende halvdel.

Selvsagt, er det nok ikke meningen, at begrebet «arbejde» her skal forstås bogstaveligt. Det er ikke det arbejde, som mennesker over hele kloden hver dag udfører for at tjene penge til at leve for, hvad enten det er som freelance kunstskribent eller i en fabrik. Det er en metaforisk omskrivning, der ligger sig i slipstrømmen på et udvidet, post-marxistisk begreb om arbejde. Det er et begreb, der især har værdi inden for de kreative industrier og mere generelt den kognitive kapitalisme, der målrettet udfordrer en streng adskillelse mellem arbejde og fritid, og arbejde og kunst for den sags skyld. I denne kontekst henviser arbejde til en generel form for aktivitet, der ikke er defineret af tid og rum, endsige af kontraktforhold og faglig organisering, men udfolder sig hele tiden, uanset hvor ”arbejderen” befinder sig. Modsat den industrielle tidsalders samlebåndsarbejde er aktiviteten berigende for arbejderens selv og signalerer seriøsitet, engagement og kulturel kapital. I den forstand er det altså ikke arbejde forstået som konkret «labour» men som abstraheret «work», at Eliassons publikum udfører.

Men i en krisetid som den aktuelle er det ikke gratis at snakke om arbejde. Så hvad nu vis man ikke bare tog Eliasson alvorligt, men også på ordet. Kalder en kulturel aktør af hans kaliber ikke på det? Og derudover er det vel en forudsætning for en demokratisk diskussion, at ord kan henføres til en fælles forståelseshorisont. Man kan starte med at spørge om publikum arbejder for eller sammen med Eliasson? Dernæst bliver spørgsmålet på hvilke præmisser? Og hvis vi glemmer den neo-liberalistiske newspeech om arbejdstvangens ophør i selvrealiserende projekter, kunne man så passende spørge hvad Karl Marx ville sige til disse præmisser?

Er det arbejde publikum udfører i forbindelse med et værk af Eliasson, fx at sammenligne med det arbejde freelance-bloggere udfører for det populære nyhedswebsite Huffington Post? Der er åbenlyse forskelle i forhold til hvad og hvordan bloggere og publikum bidrager. Huffington Post tilbyder bloggerne en platform, hvor de kan promovere sig, mens Your Rainbow Panorama tilbyder publikum en unik, personlig oplevelse. Men samtidig synes der også at være strukturelle paralleller. Udover at der i begge tilfælde er tale om at skabe en (følelse af) øget medbestemmelse og handlekraft, så bidrager bloggere såvel som publikum til at øge produkternes økonomiske og kulturelle værdi, og i begge tilfælde tilfalder den reelle, finansielle profit kunstneren. I en kommentar til ejer Arianna Huffingtons nylige salg af Huffington Post til AOL skriver bloggeren Chris Hedges om det problematiske forhold mellem gratis arbejde og profit i Web 2.0-versionen af oplevelsesøkonomien: «Any business owner who uses largely unpaid labor, with a handful of underpaid, nonunion employees, to build a company that is sold for a few hundred million dollars, no matter how he or she is introduced to you on the television screen, is not a liberal or a progressive.»

… og han forsætter …

«If Huffington has a conscience she will sit down when the AOL check arrives and make sure every cent of it is paid out to those who worked free or at minimal wages for her over the last six years, starting with Mayhill Fowler, the blogger who broke the “clinging to guns and religion” story about Barack Obama during the 2008 presidential campaign and spent two years writing and reporting without a salary.»

Hvis man nu for et øjeblik ignorerede business as usual og de hierarkier det involverer, kunne man så forestille sig noget lignende med hans værker, altså en model, hvor han deler overskuddet fra sine projekter med sit arbejdende publikum? Eller alternativt en slags aktiebaseret løsning, der kunne skabe en form for reelt ejerskab, der harmonerer med titlens «your»? Selvfølgelig skulle Eliassons udgifter dækkes og han skulle betales godt for sin idé og sit arbejde, men hinsides mindet om oplevelsen har publikum så ikke også fortjent en mere konkret betaling for dets arbejde?

Tanken er indrømmet dybt spekulativ, sikkert yderst besværlig at realisere i praksis, men også virkeligt ansporende, som en videreudvikling af den institutionskritiske tradition Eliasson selv indskriver sit værk i. Tanken bliver endnu mere interessant i og med, at publikum til forskel fra bloggerne på Huffington Post jo ikke arbejder gratis. De betaler for at arbejde. De særlige tidsbegrænsede billetter til værket udleveres kun mod fremvisning af entrébillet. Og her behøver man vist ikke at erindre sig Marx for at indse, at det er en kapitalists ultimative drøm.