Kommentar 01.09.16

Kunstefteråret i Danmark

Jens Haaning, Danmark, 2005, Maling på væg. Installeret på Code Art Fair 2016. Foto: David Stjernholm.

Jens Haanings vægmaleri Danmark fra 2005 præsenteret på Code Art Fair 2016. Foto: David Stjernholm.

Mens København den forløbne weekend var sat på turbo med tre kunstmesser og et hav af udstillingsåbninger i 30 graders varme, stod Gitte Ørskou på det årlige kulturmøde i Mors og talte for en sag, som berører de fleste i kunstfeltet – ikke kun billedkunsten, men også teater, litteratur, musik og så videre.

Ørskou er som bekendt forkvinde for Statens Kunstfond og det er et hverv hun tager ret alvorligt. Så mens vi var nogen, der daskede rundt på messerne med en is i hånden og funderede over, om der ikke er et mætningspunkt for, hvor meget crapstraction, man egentlig kan prakke samlerne på, stod Ørskou i Nordjylland og kiggede Folketingets kulturudvalg i øjnene og spurgte: «Er der stadig politisk opbakning til armslængdeprincippet?»

Det er et virkelig godt spørgsmål. De sidste par år har der nemlig været en stigende tendens til, at politikerne er begyndt at lange ud efter kunstfonden. De vil «råddenskaben i Statens Kunstfond til livs» eller de skærer af kunstfondens midler for i stedet at øremærke pengene til tiltag efter eget hoved. Så man forstår godt, at Ørskou efterlyste lidt politisk opbakning til den struktur, som blev søsat med kunstfondens oprettelse i 1954 og som et enigt Folketing i 2013 atter skrev under på, da samtlige kulturstøtteorganer blev lagt ind under Statens Kunstfond. Derpå mindede hun de folkevalgte om det allermest grundlæggende – at Statens Kunstfond er et fælles projekt og at kunstfondens midler, som alle kan søge om, er de eneste frie midler under kulturministeriet: «Vi sidder her på jeres nåde. Vi tror på, at I tror på, at det vi gør er vigtigt for vores samfund.» Pyha, op ad bakke, men godt sagt, Gitte!

PPiscine har netop åbnet den første udstilling, The Weather is too Predictable, i Kunsthal Aarhus. Foto: Kaare Viemose

Piscine har netop åbnet den første udstilling, The Weather is too Predictable, i Kunsthal Aarhus. Foto: Kaare Viemose

I skrivende stund er regeringens finanslovs netop blevet fremlagt og der er ikke umiddelbart forslag til yderligere nedskæringer i kulturbudgettet, men nu følger så forhandlingerne og dansk politik er efterhånden blevet så uforudsigeligt et cirkus, at man knap har fantasi til at forestille sig hvilke studehandler, der kommer på bordet denne gang.

En mere positiv byttehandel fandt sted over sommeren i Aarhus. Det kunstnerdrevne sted Piscine var blevet husvilde og direktøren for byens kunsthal sprang til. Ligesom det københavnske mikrogalleri Toves fik husly på Charlottenborg, dengang Jacob Fabricius residerede dér, har Piscine fået lokaler i Kunsthal Aarhus året ud. Piscine har på det sidste udviklet sig fra udstillingssted til, hvad de selv kalder en «kollektiv anordning», som både kuraterer og skaber kunsten. Gruppens første udstilling i kunsthallen er derfor med kunstnerne bag – Mark Tholander, Mikkeline Daa Natorp, Ida Thorhauge, Jens Settergren og Michael Roloff.

Også på Statens Museum for Kunst har man inviteret et mindre udstillingssted indenfor. Frem til årsskiftet viser CAMP – Center for migrationspolitisk kunst således tre udstillinger på nationalgalleriet, som skal levere et billedkunstnerisk perspektiv på den aktuelle asyl- og flygtningedebat og «nuancere forståelsen af situationen og de menneskelige konsekvenser af den politik, der føres på området,» som det hedder i presseteksten. På et overordnet plan viser initiativet et samfundssind fra museet, som de sidste par år er blevet mere og mere udtalt. Apropos, så har museet på den netop overståede Code Art Fair erhvervet sig et hovedværk af Jens Haaning, som med sin konceptuelle indfaldsvinkel er en af de kunstnere, der har behandlet migration som fænomen på mest original vis.

Maria Lassnig, Zwei Arten zu Sein, 2000 © Maria Lassnig Foundation.

Maria Lassnig, Zwei Arten zu Sein, 2000 © Maria Lassnig Foundation.

Dette efterår bliver særlig gyldent for de, som interesserer sig for ypperligt maleri. Kunsten i Aalborg viser en retrospektiv udstilling med den fænomenale østrigske maler Maria Lassnig (1919-2014), heriblandt nogle af hendes politiske animationsfilm fra 1970erne, som virkelig kan anbefales. I København viser Statens Museum for Kunst en udstilling med minimal-materialisten Sergej Jensen (f. 1973), mens Kunstforeningen Gl. Strand fyrer op for koloristisk spiritualisme ved Alexander Tovborg (f. 1983). «Troens Ridder» hedder udstillingen med Tovborgs sædvanlige kristen-skælmske touch. Centralt i udstillingen er en hoppeborg, der forestiller Noahs Ark.

Herfra kan man hoppe direkte til Heart i Herning til den amerikanske kunstner Alex da Corte, hvis fluorescerende pangfarvede palet får Tovborg til at fremstå som ren blegansigt. Alex da Corte har besøgt arkivet på The Warhol Museum i Pittsburgh og fået lov til at vælge frit mellem Warhols private genstande, heriblandt en del parykker, som vil indgå i en totalinstallation, som Alex da Corte skaber specifikt til museet i Herning. Det er en af den slags udstillinger, der kan gå begge veje, som man siger.

Marie Bonfils er første udstiller på det nye udstillingsted Forlaget Gestus i København. Her et værk af Bonfils uden titel fra 2016.

Marie Bonfils er første udstiller på det nye udstillingsted Forlaget Gestus i København. Her et værk af Bonfils uden titel fra 2016.

Hverken Warhol eller Alex da Corte kunne have kommet op med udstillingstitlen «Niveauer af usikkerhed». Men der er heller ikke meget amerikansk popkunst over danske Marie Bonfils’ sensuelle, skulpturelle «niveauer af usikkerhed», der markerer åbningen af Forlaget Gestus – et nyt kunstnerdrevet udstillingssted og forlag i København, hvis koncept er, at hver udstilling ledsages af en bogudgivelse, som har samme status af værk, som den udstillede billedkunst. Gestus holder til i lokalerne hos trykkeriet Officin og drives af Cecilie Meng og Karin Hald. Næste udstiller bliver danske Amalie Smith, som efterfølges af svenske Emma Rolén.

Herfra er det oplagt at bevæge sig mod en institution i dansk kunst, hvis udgivelser også er udstillinger og vice versa. Kunsttidsskriftet Pist Protta har eksisteret siden 1981 og er udkommet mere end 70 gange – altid i helt nyt format, papirkvalitet, trykmetode og med nye kunstnerbidrag. Det er Kunsthal Charlottenborg, der i samarbejde med redaktionen – kunstnerne Jesper Fabricius og Jesper Rasmussen, samt grafiker Åse Eg Jørgensen – har tilrettelagt udstillingen Museum Pist Protta, som kaster lys på historien om denne legendariske tekst- og billedinstitution, som sikkert også bliver seværdig som en slags alternativ dansk kunsthistorie gennem 35 år.

Med sådan et efterår på den danske kunstscene har man i virkeligheden intet at brokke sig over. Tilbage står kun usikkerheden omkring den kulturpolitiske opbakning.

Da erhvervsmanden Mads Øvlisen i 2011 gik af som formand for det, som dengang hed Statens Kunstråd, udtalte han til Dagbladet Information, at det som havde overrasket ham mest var, hvor svært det var at få politikerne til at prioritere feltet. Efter fire år på posten var hans konklusion den simple: «Der er ikke stemmer i det». Når man fem år senere hører Gitte Ørskou stå på kulturmødet i Mors og efterspørge politikernes opbakning til det kulturstøtteorgan, som de selv har sat i verden, bliver det lidt forstemmende.

Det er klart, at vi ikke lever i en kulturnation som eksempelvis Frankrig og Tyskland, men det er ikke til at bære, hvis vi er nået helt derud på den populistiske dagsorden, at de eneste stemmer, der findes på kulturområdet, er dem, der følger, når man foreslår nedskæringer på området. I øvrigt fik Gitte Ørskou aldrig noget klart svar fra kulturordførerne på Mors. Så nu spørger jeg lige igen: Er der stadig politisk opbakning til armslængdeprincippet?

I Alex Da Cortes udstilling indgår en del af Warhols personlige genstande, som han har lånt af The Andy Warhol Museum, Pittsburgh, Founding Collection, Contribution The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts, Inc. Her inventarbillede fra samlingen: Paul Bochicchio Wig (Silver and Brown), 1980erne.

Udvalgte Andy Warhol-parykker indgår i Alex Da Cortes udstilling på Heart. Det er udlån fra The Andy Warhol Museum, Pittsburgh, Founding Collection, Contribution The Andy Warhol Foundation for the Visual Arts, Inc. Her inventarbillede fra samlingen: Paul Bochicchio Wig (Silver and Brown), 1980erne.

  1. Innlegg fra Bjarne Toft Sørensen

    Et forsøg på et kort politisk svar: Der er samme opbakning til armslængdeprincippet, som der altid har været, men som bekendt kan forskellige principper og prioriteringer komme i strid med hinanden, og armslængdeprincippet er kommet under et stigende pres. Det skyldes først og fremmest udviklingen i de sociale medier og markedsgørelsen af forholdet mellem vælgere og politikere, kombineret med økonomisk stagnation. Det afgørende spørgsmål må derfor være, hvordan vi får overbevist et flertal i befolkningen om kunstens nødvendighed.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!