Sesongstart 05.09.17

Kunstefteråret i Danmark: Egne produktioner

Ovartaci. Courtesy kunstneren og Museum Ovartaci. Foto: Museum Ovartaci.

Efter weekendens to kunstmesser i København inklusiv en god pukkel paralleludstillinger, performanceprogrammer og talks kan man godt føle sig slidt og katapulteret langt ind i rødfalmede efterårsskove. Men sæsonen er faktisk endnu ung og klar i blikket og når hjernevæskerne atter er rystet på plads, ser man, at det blot var en tidlig afgang og at landets store institutioner først ruller ud nu. Noget kunne desuden tyde på, at mange af kunsthallerne og museerne denne sæson disker op med flere egenproduktioner.

Den første hjemmedyrkede udstilling, man kan se frem til, er med outsiderkunstneren Ovartaci (1894-1985), som levede størstedelen af sit liv på et psykiatrisk hospital og hvis figurative fantasy-univers for første gang vises i stort omfang uden for hospitalets samling, når Kunsthal Charlottenborg åbner Ovartaci og galskabens kunst. Kurator Mathias Kryger gentager et greb, han også anvendte på udstillingen om koreografen William Forsythe på samme sted; nemlig at perspektivere hovednavnet med en håndfuld samtidskunstnere (Sidsel Meiniche, Lea Porsager, Kasper Akhøj m. fl.). Det bliver spændende at se, hvordan det vil fungere med en så ægte original kunstner som Ovartaci.

To af landets største museer, ARoS og Louisiana, byder også på egenproducerede gruppeudstillinger. Tilsyneladende er der endda tale om samtidsdiagnosticeringer.

ARoS inviterer til Cool, Calm and Collected, som er en titel man snildt kan følge i forhold til beskrivelsen – de sidste ti års «æstetisk stramme, poetiske og kølige formsprog» repræsenteret af kunstnere såsom Maiken Bent og Simon Dybbroe Møller. Samtidig rummer kunstnerlisten også navne som Jeannette Ehlers og Lilibeth Cuenca Rasmussen og så er vi måske snarere ude i en alt-godt-fra-samtidskunsten-udstilling. Vi får se.

Pamela Rosenkranz er aktuel på Louisianas efterårsudstilling Being There. Billede af hendes bidrag til Den Schweiziske Paviion, Venedigbiennalen, 2015. Foto: Marc Asekhame.

Mens ARoS-udstillingen udelukkende består af danske kunstnere, så er der kun udenlandske superstjerner på Louisianas Being There, som i hvert tilfælde ikke med titlen lægger sig fast på for meget. Til gengæld virker anslaget og kunstnerlisten mere samtidigt (Lizzie Fitch, Ryan Trecartin, Pamela Rosenkranz, Ed Atkins, Cécile B. Evans etc.), ligesom underteksten ringer lidt af Post-Internet.

Der er ikke meget Post-Internet over Gillian Wearings monument over en dansk familie, der indvies, når hendes udstilling åbner på Statens Museum for Kunst. Til gengæld er der public service og public art for alle pengene. Projektet, der er et samarbejde med Kunsthal Aarhus og Danmarks Radio, ledsages af et tv-program i tre dele, som viser den forudgående proces; castingen af mere end 500 familier over alt i landet samt juryens arbejde med at udvælge lige netop den danske familie, som fortjener at blive gengivet i bronze i størrelsesforholdet 1:1. Om det bliver den enlige mor med et barn og fire hunde eller et helt ollekolle må man altså vente med at se til den store afsløring i oktober.

Til gengæld er det allerede blevet afsløret hvilke to nye professorer, der starter på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, når skolen slår dørene op for det 263. studieår.

Ferdinand Ahm Krag overtager Skolen for Maleri og billedbaserede praksisser og det er måske første gang siden Claus Carstensens tid, at den skole har en professor, som givet vil appellere til et bredt udsnit af studerende, også ikke-malere. Professor for den nye Skole for konceptuelle og kontekstuelle praksisser bliver den argentiskfødte Carla Zaccagnini. Det er er samtidig et farvel til professorerne Katja Sander, Nils Norman og Anette Abrahamsson.

Poster til den kommende udstilling med New Noveta på Years i København.

Derimod er det endnu ikke offentliggjort, hvad Kulturministeriet vil konkludere af den rapport, som blev bestilt i foråret og som skulle «analysere det kunstneriske uddannelsesområdes samlede organisering og institutionsstruktur» for at «ruste de kunstneriske uddannelsesinstitutioner til fremtiden». Rapporten, som altså skal afdække Kunstakademiets Billedkunstskoler, musikkonservatorierne, Scenekunstskolen og Filmskolen, ventes færdig i oktober.

Eftersom man har valgt at analysere alle disse mildt sagt forskellige uddannelser under ét, har der bredt sig en vis nervøsitet for, om ministeriet også vil konkludere, at skolerne skal være én – sådan som man har set det i Oslo, Bergen og andre steder i Norden, hvor man har søsat tværfaglige uddannelseskonglomerater, der kun har bidraget til øget bureaukratisering og forringelse af den faglige profil. Jeg håber det bedste for den gamle skole, der – trods al det brok og fnidder, som altid omgærder den slags institutioner – fortsat formår at frembringe et uforholdsmæssigt stort antal «succeskunstnere».

Ligesom et autonomt kunstakademi klart er at foretrække, er det i mine øjne helt afgørende, at kunsthaller og museer ind imellem kuraterer fra bunden og laver egne produktioner. Det betyder alt for stedets troværdighed og faglige profil, at man kan mærke, at det kunstfaglige arbejde udspringer af lige præcis det sted, hvor udstillingen finder sted. Klart nok må et museum ind imellem samkøre operationerne med andre eller indlåne hele udstillinger for at få mulighed for at vise de helt store superstjerner. Men det er ikke med disse udstillinger, at institutionerne for alvor sætter dagsordenen og viser os, hvad de kan eller vil med lige netop deres museum eller kunsthal – og i sidste ende overhovedet beviser deres værd. Derfor er det opløftende, at både små og store institutioner har prioriteret hjemmedyrkningen dette efterår.

I øvrigt er egen- eller DIY-produktionerne vel nærmest selve rygraden i de kunstnerdrevne steder og måske en væsentlig grund til, at de ofte er et besøg værd. Noget af det første, jeg glæder mig til på den front, er udstillingen med London-duoen New Noveta, som snart indtager det lille men efterhånden flere år gamle københavnersted Years med «live performede installationer» under titlen it’s her. Ingen Bill Viola-indlån her.

Tori Wrånes, Ældgammel Baby, 2017. Production still. Foto: Hannibal Andersen.

Den sidste udstilling, som er værd at nævne blandt efterårets «hjemmerørte», åbner i næste uge på Kunsthal Charlottenborg. Den kunne introduceres på mange måder, men også bare sådan her: Jeg kender absolut ingen danske kunstnere, men op til flere norske kunstnere, som ikke er blege for at relatere sig til trolde. På det punkt er norsk kunst vidunderligt eksotisk. En, som tager den helt ud til kanten er Tori Wrånes, som ikke blot ynder at klæde sig ud som trold, men som gerne taler om den indre trold, vi alle bærer rundt på. Wrånes’ trolddomskunst ankommer til byen i skikkelse af en nyproduktion med den skælmske titel: «Ældgammel baby». Så er vi i gang!

  1. Innlegg fra Bjarne Toft Sørensen

    Når det i artiklen fastslås, at et autonomt kunstakademi helt klart er at foretrække, må det være oplagt at spørge, ud fra hvilket perspektiv artiklens forfatter når frem til en sådan konklusion?

    Hvis der er ønsker om at se kunstakademiers måde at fungere på ud fra et bredere perspektiv, der ud over tværmediale og tværæstetiske overvejelser også involverer pædagogiske, institutionelle, kulturelle og sociale overvejelser, i modsætning til f.eks. snævre og traditionelle billedkunstneriske, er det oplagt at se fordele ved løsninger, der i større eller mindre grad samler kunstakademierne under samme institution. Risikoen for øget bureaukratisering og forringelsen af den faglige profil ved en sådan løsning vil altid være til stede, men kan i større eller mindre grad forebygges gennem en fornuftig organisation.

    At regne med, at et autonomt kunstakademi har fremtiden for sig, virker for mig at se ret naivt. Derfor er der også fornuft i at få ansat undervisere, der har brede kompetencer i forhold til den traditionelle organisering i “professorskoler”.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!