Kommentar 01.12.17

Julekalenderen er også kritik

I 2012 skrev FOS om udstillingen Sad for something that never happened i Toves Galleri og foregreb diskussionen af postinternet-generationens selvreferentielle, palimpseste tilbøjeligheder.

Det er i dag 1. december og dermed syvende år i træk, at Kunstkritikks julekalender stævner ud. Da julekalenderen først blev lanceret i 2011, var den tænkt som en hyggelig poppet liste over årets højdepunkter på den nordiske kunstscene. Det udviklede sig hurtigt til at blive en genre, som de inviterede tog særdeles alvorligt og benyttede som anledning til at skrive hel- og halvlange essays over det forgangne kunstår. Somme tider har bidragene også været ultrakorte men helt præcise og andre har nærmest haft karakter af konceptuelle tekster. Julekalenderen har derfor haft den sidegevinst, at Kunstkritikk hvert år i december kan byde på typer af tekster, som ikke har meget plads i spalterne resten af året. Ind imellem er det endda som om, at nogle af Kunstkritikks bedste tekster opstår her.

Udover en portion af Kunstkritikks egne kritikere, har vi hvert år inviteret personer fra det skandinaviske kunstliv, hvis mening vi er nysgerrige på. Skiftende kunstnere, kritikere, direktører, forskere, forfattere, kuratorer og rektorer er blevet bedt om at udpege deres top tre-lister fra det nordiske kunstliv indenfor kategorierne bedste udstilling, bedste event og bedste udgivelse. Vi har fået bekræftet vigtigheden af nogle af de udstillinger, som vi i forvejen havde valgt at anmelde i årets løb, men vi har også fået udpeget den vigtige performance eller udstilling, som vi havde overset. Derfor repræsenterer julekalenderen ikke kun nogle af årets mest læste artikler, den er også yderst interessant læsning for redaktionen internt.

Pernille Albrethsen. Tegning: Jenz Koudahl.

Når julekalenderen ofte afføder vedkommende tekster, er det sikkert fordi, vi beder om skribenternes hjerteblod. Det er sådan noget som i 2015 fik den norske kunstner Tiril Hasselknippe til at skrive om Camilla Steinums udstilling på Soft Galleri i Oslo: «Jeg kjente behovet for fysisk handling, opprør og motstand. Jeg la vekten tyngre for hvert skritt for å se om gulvet ga etter. Vold er overalt, til og med i tovet ull».

Julekalenderen har også været stedet for nogle af de mest personlige tekster publiceret på Kunstkritikk. Således indledte den danske kritiker Mathias Kryger om udstillingen med Anne Mette Schultz på Years i København i 2016: «På distancen eller faktisk helt og aldeles inde i mit eget hoved er jeg i et åbent polyamourøst forhold med den danske kunstner Anne Mette Schultz hvis værker og praksis jeg virkelig godt kan lide og hvis person får mig til dels at være en kvinde endnu mere end jeg allerede ønsker og dels til at ville være helt cis-gender straight». Helt forbudt ifølge den objektive kritikerhåndbog, men selvfølgelig 100% legitim kunstkritik, som lægger udsigelsespositionen på bordet.

Julekalenderen har også affødt ultrakorte tekster, som siger det hele i én sætning, som en art intelligente slogans. Eksempelvis opsummerede den stockholmbaserede kunstner Lisa Tan en udstilling på Marabouparken i 2015 sådan: ”What hoot it was to see letters to Mierle Laderman Ukules from New York’s Department of Sanitation, presented in a communal laundry room in Hökerängen!» Ligeledes skrev Kunstkritikks daværende svenske redaktør Kim West i 2011 om en duo-udstilling på Index i Stockholm med Manon de Boer og Lina Selander: «Två konstnärskap som visar att arbetet med filmkonstens formella möjligheter fortsätter i bildkonstens rum; två utställningar som visar att Index förblir en helt väsentlig institution på Stockholms konstscen.»

Det er sådanne stimulerende, kondenserede udsagn, som trods tekstlængden evner at sige en hel del om både receptionen og visningen af kunst og som nærmest hvert år, når julekalenderen evalueres, får redaktionen til at overveje om man helt generelt ikke burde søsætte en slags multitab-kritikker en miniature.

Julekalenderen har ind imellem affødt en art kritik en miniature, som den Kim West skrev om Lina Selanders udstilling på Index, 2011. Selander, Lenin’s Lamp Glows in the Peasant’s Hut, 2011.

Ind imellem har miniaturebidragene også rummet nærmest seismografiske aflæsninger af tiden. Som da den danske kunstner FOS i 2012 skrev om en udstilling i Toves Galleri i København (med Stefan Brüggemann, Christian Jeppsson og Rasmus Høj Mygind): «Værker skabt af populærreferencer, ser på sig selv og skaber hermed et smukt indre poprum». De, som husker udstillingen, vil nok skrive under på, at det næppe kunne have været sagt kortere og mere præcist. Samtidig var FOS’ overvejelser nærmest profetiske i forhold til de selvreferentielle, palimpseste tilbøjeligheder, som kendetegnede en generation, vi senere skulle tale meget om i de efterfølgende postinternet-år.

Apropos selvreferentialitet så har det især overfor de yngre skribenter været nødvendigt at fastholde, at redaktionen gerne ser, at de inviterede undgår at anbefale udstillinger, man selv har kurateret eller været en del af. Til gengæld har det i de få undtagelser, vi har ladet det passere, også vist sig at producere en anden type tekst, som fremhævede andre, ikke uvæsentlige aspekter af en udstilling – som da kunstneren Torben Ribe i 2015 skrev: «En anden udstilling jeg faktisk også fik mig nosset sammen til at se (måske fordi jeg selv var med på den), var Weekends’ påskeudstilling i tehuset på Dragsholm Slot. Sikke en dag! Solen skinnede og min kæreste og jeg havde en dejlig tur tværs over Sjælland (der er ret gode loppemarkeder på vejen). Da vi kom frem var initiativtageren til udstillingen, den altid foretagsomme Rasmus Myrup, i gang med at affotografere udstillingen. Han blev lettere overrasket over at se os, da han ikke forventede der kom nogen, sådan ’rigtig’»

For selvom Ribe bryder regel nummer 1 – at man ikke må anmelde sig selv, heller ikke i en gruppeudstilling – så fik han til gengæld noget med, som overraskende mange kritikere ofte glemmer, nemlig konteksten og udsigelsespositionen. Man står jo ikke bare op om morgenen og vupti teleporterer sit neutrale legeme ind i den hvide kube, hvorfra man «skal komme at dømme levende og døde.» Ribe fremlægger netop meget præcist baggrunden for, hvorfor han overhovedet har set udstillingen. Det er ikke fordi han skal anmelde den (på baggrund af en redaktionel vurdering angående udstillingens vigtighed, anmelderens personlige forhold, plads i spalterne eller hvad det nu måtte være), men fordi han er med på udstillingen. Hvilken grund er egentlig bedst her? I denne sammenhæng forekommer det endda at være en legitim respons på en udstilling, som måske fortrinsvist var tænkt til at skulle opleves gennem dokumentationsbillederne. Måske den slags udstillinger netop gør det oplagt at bryde med de gældende inhabilitetsprincipper?

Det er den slags fundamentale spørgsmål til kritikkens væsen og kritikerens position, som julekalenderen afføder hvert år og som gør at den er blevet en vigtigt eksperimenterende rygrad i det korpus, som er Kunstkritikk.

I 2016 skrev Mathias Kryger om Anne Mette Schultz’ udstilling på Years i København – en tekst, der brød med alle regler om kritikerens inhabilitet, men som samtidig lagde udsigelsespositionen helt frem på bordet. Schultz, SSSSS (detalje), 2016. Foto: Steffen Jørgensen.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!