Sesongstart Artikkel på Engelsk|27.08.18

Høstsonaten – Danmark

Danh Vo, She was more like a beauty queen from a movie screen, 2009. 54,5 x 96,5 x 13,5 cm. Collection Chantal Crousel.

For en gang skyld blev sæsonen ikke løbet i gang af de københavnske kunstmesser Chart Art Fair og Code Art Fair, der åbner senere denne uge. I stedet var det selveste kulturministeren, som åbnede ballet. Mette Bock havde inviteret 100 mennesker fra dansk kulturliv til at deltage på et lille døgns seminar på Rødding Højskole udenfor Vejen under overskrifter såsom «Har kunstnere et ansvar for at deltage i samfundsdebatten?» eller «Hvordan kan kunsten skabe værdi for civilsamfundet?» Og selvom mange, undertegnede inklusive, læste disse spidsformuleringer med en blanding af irritation og tungt hjerte, så må man konstatere, at missionen lykkedes. Sjældent har avisernes debatsider i begyndelsen af august været så fyldt af indlæg fra forfattere, billedkunstnere og andre kulturaktører, der ville forklare ministeren, hvorfor de ikke anser det for et imperativ, at deltage i samfundsdebatten.

Med en overvejende deltagelse af udøvende kunstnere var Røddingmødet en forsamling, som måske nok kunne blive nogenlunde enige om, at kunst og kunstnere ikke skal noget som helst. Til gengæld var der også en god håndfuld fremtrædende kunstnere, der viste sig at have indoptaget velkendte paroler fra de sidste årtiers kulturkamp; den om at kunsten befinder sig i et reservat, at parnasset giver til eliten, at Statens Kunstfond styres af enøjede smagsdommere etc. Det gjorde på sin vis ministerens mødeoplæg, hvad angår kunstens legitimitet, sørgeligt relevant og fik mig ikke just til at drømme om mere kunstnerdeltagelse i debatten.

Ja, præmissen for mødet var skæv. Hvorfor skal kunstnere ytre sig mere end alle mulige andre, tilmed uden at blive honoreret for det? Det var vi flere, der var mødt op for at spørge til. Ingen grund til at vade mere i det. Til gengæld funderede jeg under mødet på, om det mon fra politikernes side ser sådan ud: Hvis kunstnerne ikke længere tror på kunstnergeniet som figur og ikke gider at agere debatskabende forfatter a la 1960erne – fordi det giver så meget mindre mening nu, hvor vi har forpasset dagene for både monopol-TV og veldefineret nationalstat, samtidig med at både kulturforbrug og kulturbrancher er vokset eksplosivt – er det så blevet sværere for politikerne at få øje på kunstnerne?

Når kunstoraklerne ikke længere taler fra universitetets trappe eller slår i bordet i prime time TV, har politikerne så sværere ved at legitimere den statslige støtte for sig selv og for hinanden? Er det dét, der sker? For heller ikke den oplagte vækst i kulturforbruget på alle niveauer og i alle afkroge af landet har som bekendt rokket ved den bizarre legitimitetssituation, som kulturlivet for tiden befinder sig i. Desværre fik jeg ikke mulighed for at spørge nogle af politikerne om det, for samtlige af Folketingets kulturordførere havde valgt at takke nej til at deltage på højskolemødet.

Rita Kernn-Larsen, Selvportræt (Know Thyself), 1937. Solomon R. Guggenheim Foundation, Venedig.

Mens vi tænker videre over, hvordan vi skal forsvare kulturens berettigelse, har kunstlivet travlt med at levere varen på landets museer, kunsthaller, projektrum, gallerier, private såvel som offentlige. Dette efterår er især udbuddet af soloudstillinger ekstra opmuntrende – endda med en del udstillinger af samtidskunst i den vakse ende.

Jeg må konstatere, at jeg falder pladask inden for målgruppen til Gl. Holtegaards efterårsudstilling med danske Rita Kernn-Larsen (1904-1998). Ikke kun fordi hendes malerier ser absolut surrealismus-yummie ud, men fordi jeg må indrømme, at jeg ikke kendte meget til hende, før jeg nærmest faldt over en udstilling med hendes værker på Peggy Guggenheim Collection under sidste års Venedigbiennale. Kernn-Larsen var nært forbundet til den internationale surrealistbevægelse og opholdt sig i længere perioder i Paris og London. Med et omfattende indlån af mere end 100 værker fra perioden 1920erne til 1980erne tjener udstillingen blandt andet til at genintroducere det markante ouevre til kunstnerens eget fødeland.

Havde Danh Vo levet på Kernn-Larsens tid havde vi måske heller ikke set en retrospektiv udstilling med denne kunstner i levende live – og da slet ikke som 43-årig. Vos kunstnerskab er i høj grad også udviklet udenfor landets grænser og rundet af de diskurser, der præger førende institutioner i vor tids kunstmetropoler. Take My Breath Away på Statens Museum for Kunst er da også en bearbejdet version af den særudstilling, som tidligere på året blev vist i New York – hos Peggys onkel – på Solomon R. Guggenheim Museum.

Udover præsentationen af 75 værker, hvoraf flere er fremstillet specifikt til udstillingen i København, indtager Vo også den såkaldte Skulpturgade med et kurateret projekt, der rummer gipsafstøbninger fra nationalgalleriets samling, designobjekter og planter. Det er ikke første gang Vo samarbejder med seniorkurator Marianne Torp – sidst gjaldt det Den Danske Pavillon på Venedigbiennalen 2015 – og forventningerne til denne udstilling er slet og ret pænt høje.

Nina Beier, Automobile, 2017. 17 x 26 x 61 cm. Courtesy kunstneren og STANDARD (OSLO), Oslo. Foto: Vegard Kleven.

Om få uger åbner Kunstforeningen Gl. Strand en udstilling med Nina Beier. Det bliver en totalinstallation under titlen Food Chain Café, som blandt inkluderer en række antikke marmorløver. Og allerede i morgen åbner Tranen i Gentofte en udstilling med Rasmus Myrup, der ganske vist lige har taget afgang fra Det Fynske Kunstakademi, men ikke er et ubeskrevet blad. Myrup står blandt andet bag Weekends, en udstillingsplatform, der først huserede i København og siden i Paris.

Tranen viser Myrups installation Homo Homo, der – i stil med naturhistoriske museers dioramaer – iscenesætter homoseksualitetens forhistorie blandt abemenneskerne. Udstillingen markerer samtidig starten på Toke Lykkebergs eget udstillingsprogram for Tranen.

Det er præcis et år siden Lykkeberg satte sig i Tranens chefstol, hvilket blandt andet har resulteret i en ny standard for pressemeddelelserne hertillands. Tranens sobre og veloplagte pressemeddelelser lyser op i suppen af afsjælet marketing-lingo, som dominerer genren. Mange danske museer og kunsthaller, såvel store som små, kunne lære noget her.

Sæsonen byder også på Kirsten Astrups første soloudstilling på en institution. Museet for Samtidskunst i Roskilde viser hendes nye filmcabaret Urolige Hjerte, der i lighed med Astrups afgangsværk fra Kunstakademiet i 2017 tager afsæt i en af velfærdstatens institutioner under pres. Sidst gjaldt det postvæsenet. Denne gang er det DSB, de danske statsbaner. Jeg forventer mig drags i skarpe uniformer, politisk satire og papmaché.  

I den mere etablerede ende venter den belgiske kunstnerduo Jos de Gruyter og Harald Thys på Kunsthal Aarhus i begyndelsen af oktober. Her viser de en serie af 54 små skulpturelle hoveder lavet af gips, falsk hår og maling – 3D-prints af forskere, politikere, diktatorer, skuespillere, og kunstnernes egne venner – opsat på små hylder på væggen uden nogen form for hierarkisk eller moralsk orden. Minimalt og deadpan, må man nok forvente af duoen, som har arbejdet sammen i mere end 30 år og som i øvrigt er årets udstillere i Den belgiske pavillon på Venedigbiennalen til sommer. Apropos – gad vide hvornår vi får at vide, hvem der skal bebo Den danske pavillon? Christian Falsnaes kunne være et oplagt bud, sagde en ung kunster fornyeligt til mig. Det har han jo ret i.

Falsnaes er på efterårsprogrammet hos Andersen’s i København med udstillingen Icon, som rummer reminiscenserne af en performance, som fandt sted tidligere på året i Kaiser Wilhelm Museum i Krefeld. Her var publikum inviteret til at medvirke i destruktionen af en række kopier af ikoniske værker fra museets samling af celebrerede kunstnere såsom Lucio Fontana, Yves Klein og Bruce Nauman. De bearbejdede og nærmest hærgede kopier vises i København som en udstilling i sin egen ret.

Kunsten i Aalborg har netop købt en «konstrueret situation» af Tino Seghal. This Succes This Failure (2007) bliver hovedattraktionen på den udstilling, der vises på museet midt i oktober og som involverer børn fra lokalområdet, der skal byde velkommen og konversere med udstillingsgæsterne. Det bliver sandsynligvis en lige dele intimiderende og fascinerende oplevelse.

Christian Falsnaes, ICON, Kunstmuseen Krefeld – Kaiser Wilhelm Museum, 2018, still.

Hvad angår de øvrige museer, så viser ARoS udstillingen Schnabel by Schnabel med den amerikanske maler og filminstruktør Julian Schnabel. Ifølge museets hjemmeside har kunstneren fået frie hænder og vil angribe udstillingen, som var det en scenografi i en af hans egne film. Interessant at se, hvordan et kunstnerskab, der i så udpræget grad tilhører 1980ernes amerikanske kunsthistorie, vil lande på et dansk museum idag.

Louisiana byder på udstillingen Månen. Fra den indre verden til det ydre rum. Det ligner en tværæstetisk Louisiana Classic, der spænder over 150 værker, flere århundreder og mange forskellige fagfelter – fra Galileo Galileis originale akvareller af månens overflade til bidrag af nulevende kunstnere såsom Camille Henrot, Marie Kølbæk Iversen og Alicja Kwade. Sidstnævnte er i øvrigt også på plakaten på Kongens Nytorv, hvor Kunsthal Charlottenborg viser en større soloudstilling med den polskfødte kunstner, kurateret af Marie Nipper.   

Efterårssæsonen byder altså på rigeligt at se, diskutere, konsumere, vegetere og reflektere over, alt imens vi overvejer, «hvordan kunsten kan skabe værdi for civilsamfundet». Det er en paradoksal kulturkamp, som desuden skal ses i lyset af, at kun en halv promille af statsbudgettet går til kulturen hertillands – hvilket er en information, man ikke behøver at tage på højskole for at lære, men som ikke desto mindre forekom at være lidt af en øjenåbner for flere af de fremmødte på Røddingmødet.  

Vi må til at være lidt skarpere i kulturlivet. Vi må have styr på fakta, såsom den halve promille, der er afsat til at skabe en hel kulturnation.

Max Ernst, En galakses fødsel, 1969.Olie på lærred. Kan ses på Louisianas udstilling Månen. Fondation Beyeler, Riehen/Basel, Beyeler Collection. Foto: Robert Bayer.

Skriv innlegg
Navn (kun innlegg under fullt navn tillates)*:

E-post (vises ikke)*:

Kommentar*:

Send

Leserinnleggene er en viktig del av Kunstkritikk. Vi er derfor svært glad for at du bidrar til vårt leserforum. Vi ber alle følge vanlige regler for høflighet. Husk at du står ansvarlig for dine egne innlegg. Vi godtar derfor kun innlegg under fullt navn.

Redaksjonen leser ikke innlegg før publisering, men følger debatten fortløpende. Vi forbeholder oss retten til å fjerne innlegg som er usaklige, inneholder personangrep eller som vi av andre grunner finner upassende. Dette skjer uten forhåndsvarsel, og fullstendig etter skjønnsbaserte vurderinger gjort i redaksjonen. I leserinnlegg godtas kun tekst, ingen bilder, video, html-kode el. Lykke til med debatten!